0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Anerkendt cellist passer på sine hænder: »Holder jeg mine hænder sammen, er venstre mindst en centimeter længere end den højre«

Kan man forsikre sine hænder? Andreas Brantelid har forsøgt, for som cellist er de hans vigtigste arbejdsredskab. Her fortæller han om hård hud, stramme sener, og hvorfor hans ene hånd er markant større end den anden.

FOR ABONNENTER

»Når jeg ser mine hænder, ser jeg to hænder, der er meget forskellige. Med venstre hånd tager man de greb på gribebrættet, der giver de forskellige toner. Det kræver kræfter. Så min venstre hånd er markant større end den højre, som fører buen. Holder jeg dem sammen, er venstre mindst en centimeter længere end den højre. Venstre lillefinger kan ikke strækkes helt ud, fordi en sene er for stram. På fingerspidserne på venstre hånd har jeg puder af hård hud der, hvor fingerspidserne rammer strengene. Den højre ser mere normal ud. Der er kun lidt hård hud, der hvor buen rammer.

Jeg har en gang talt med en håndkirurg, der siger, at det ikke er farligt. Det er bare sket, fordi jeg har brugt mine hænder så meget, siden jeg var barn, og presset især den venstre, før hånden var helt udviklet.

Jeg har spillet cello altid. Min mor plejer at sige, at den eneste måde, man kunne få mig til at holde op med at græde på, da jeg var lille, var ved at sætte mig i en skråstol foran min far, der øvede sig. Han er cellist i Det Kongelige Kapel. Senere sad jeg under hans cello eller på hans skød. Han har kortere kraftigere fingre. Jeg har min mors slanke hænder med spinkle fingre.

Jeg var tre, da jeg fik min første cello og øvede mig dagligt sammen med min far. Da jeg var seks år, gik min albue af led. Vi var på Gentofte Hospital, og de sagde til min far, at de ikke kunne love, at jeg ville komme til at spille igen, når den blev sat på plads. »Vil I ikke være søde at finde den bedste, I kan?«, sagde han, og så fik de en læge, der hedder Peter Angermann, til at komme ind på sin fridag. Han lavede den arm, så den blev god igen. Jeg har nogle gange prøvet at finde hans adresse, for jeg ville så gerne sende ham et brev og sige tak, fordi han reddede min arm, det er jeg ham evigt taknemmelig for.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu

Læs mere

Annonce