Det var sidste år, at jeg for alvor lagde mærke til det: Hver morgen kørte jeg over Inderhavnsbroen i København, og hver morgen kiggede jeg op på en tårnhøj bannerannonce for firmaet Adidas, der hang på muren med udsigt ud over havnefronten. På annoncen sad en kvinde i en sportsbikini i en ekstrem yogapositur. Kvinden var markant overvægtig. »Impossible is nothing«, stod der.
Der hang hun i månedsvis i al sin mægtighed, og hver morgen så jeg op fra min cykel, følte mig lidt opløftet og tænkte den samme tanke: ’Det her er da ret vildt. Det her er da ret cool’. Ikke bare vælger et af verdens største fashionbrands en såkaldt ’stor model’ – hun får også en af Københavns største og mest synlige placeringer.
Den slags hedder inklusion og repræsentation, og når man begynder at lægge mærke til det, er de lige pludselig overalt, de uperfekte og anderledes modeller.
På Nikes hjemmeside tror jeg først, at der er noget galt med billedet af den smukke, sorte model, der sidder i fuld split iført firmaets sportstøj. Da jeg zoomer ind, går det op for mig, at hendes hud fra hals til navle, fra skuldre til hænder, er dækket af hvide pletter, en eller anden form for hudlidelse.
