Når der tikker en ny besked ind i John Amdisens e-Boks, er det ikke ham selv, men hans kone, Lise Amdisen, der får en notifikation.
»John ser det slet ikke, og det er faktisk vigtigt, for så bliver han ikke forvirret over det«, forklarer hun.
Det er Lise Amdisen, der læser og forholder sig til meddelelser og post fra bl.a. sygehuset og har kontakten til forsikringsselskabet, banken, kommunen og andre offentlige myndigheder – alt på vegne af John Amdisen, der er 69 år og har en demenssygdom.
Det kan hun kun, fordi hendes mand i august 2020 oprettede en såkaldt fremtidsfuldmagt, hvor han indsatte Lise Amdisen som fuldmægtig.
