Sneen daler i store totter. Lysene glimter på torvets store juletræ, og gæssene hænger med hovedet ud af kurven. Pakkerne balancerer i et tårn i favnen, og hestevognen skrumpler forbi til lyden af et lille kor: ’Joy to the World’. Man hilser på folk fra nær og fjern. Der er trængsel og alarm. På den hyggelige måde.
Rejser vi et par hundrede år frem i tiden, er 14’eren forsinket, det regner, og du har i sidste øjeblik kompenseret for dit manglende juleoverskud og købt endnu flere gaver til børnene. Du trækker de sidste to frosne ænder op af køledisken i den snart lukkede Irma. Det er sådan, det må blive i år.
Der kan være uendelig langt fra virkeligheden til den stemning, mange af os jagter i december, når det begynder at dufte af jul. »Jeg er ikke rigtig i julestemning endnu«, siger vi til hinanden. Forventningen er, at den indfinder sig. Og gerne snart. Altså den julestemning med sneen og hestevognen og de nydeligt indpakkede gaver. Den, hvor man har haft tid til at stå i kø til Perchs Thehandel i det gamle København, og risengrøden langsomt er tilberedt færdig i dynerne og ikke skal klippes ud af en plastikpølse.
»Det er 1800-tallets jul, vi typisk tænker på, når vi taler om en klassisk julestemning. Det er nyslagtede gæs, der skal steges hos bageren i en stor ovn, det er glitter i sølv og guld, hjemmebagte småkager og juletræer til loftet«. Mette Boritz er museumsinspektør på Nationalmuseet. Hun peger på, at det samtidig typisk er borgerskabets jul frem for bøndernes, vi leder efter, når vi leder efter julestemningen.
