Haven ligger som en grøn og vild plet midt i alt det pæne, og hvis man sværger til prydplæne uden mos og mælkebøtter, kan det synes, som om havens ejer helt har opgivet kampen. Intet kunne dog være mere forkert.
For det trænede øje er det tværtom tydeligt, at her regerer et mere end almindelig dedikeret havemenneske med sans for selv den mindste detalje og med et hjerte, der banker for det grønne.
Skraldespanden er smukt gemt bag pileflet og vilde roser, den lille parkeringsplads er anlagt med en armeringsjernrist, så græsset kan gro grønt og blødt, samtidig med at man har fast bund at holde på, også når vejret er pløret. I stedet for liguster eller et uskønt plankeværk er skellet mod naboen markeret af en række lave æbletræer klippet og formet i espalier, så de danner en skulpturel, luftig og spiselig grøn væg. En sti af gamle brosten bugter sig blødt som et vandløb i fri natur og leder øjet nænsomt op til et lille sort og hvidt sommerhus, der er så underspillet, at det næsten kun kan være en dansk arkitekt fra 30’erne, der står bag de prunkløse linjer.
