Engang var det nemt at gå til bageren. Formbrød eller ej? Birkes måske? Eller skulle det være et surbrød med kommen til at lægge under laks, hvis man var helt crazy? Nu kræver det tusind valg og indre afklaring af, om man er til biga (jamen hvad er det?) eller surdej, emmer eller spelt, Øland eller Manitoba, eller om man bare er godt gammeldags glutenforskrækket.
Det samme er sket med de glaskugler, man køber til juletræet. Engang skulle man kun beslutte sig for, om man skulle have de små, hvor der var syv i pakkerne, eller de lidt større med fem. Var man til guld, sølv, rød eller måske helt dristigt en festlig pink?
De dage er længe siden. Nu kan man få glaskugler, der har form som hvad som helst. Fra et kreditkort til Buddha. Fra en hotdog til en hummer, en enhjørning, en astronaut eller en østers, der med sine skinnende lag og det glatte indre med en perle i toppen kunne få den, for hvem alting ikke er helt rent, til at tænke på noget helt andet end skaldyr.
»Den har altid været superpopulær«, siger Ophelia Westerman, der arbejder i butikken Areastore, der ligger i det indre København, og som har masser af glaspynt, som både sælges fra butikken og online. Pynten koster fra 29 kroner for en lille pilleæske, hvor der står ’Chill Pill’ på toppen, til 230 kroner for en jomfruhummer. Kunderne er især kvinder i slut-30’erne og 40’erne, siger hun, men unge mænd kommer også forbi for at købe gaver til deres kærester.
