Det er ved at være 10 år siden, at avisen The Guardian kunne fortælle, at britiske statistikere var begyndt at regne på, hvor meget sexarbejde og handel med ulovlige stoffer egentlig bidrog til landets bruttonationalprodukt, bnp.
»Ulovlige stoffer og prostitution forøgede økonomien med 9,7 milliarder britiske pund, svarende til 0,7 procent af bruttonationalproduktet«, skrev avisen om de første officielle skøn.
Det var omtrent lige så meget som landbruget. Men var de to ting også lige ønskværdige?
Nyheder som den om de britiske statistikeres fornemmelse for sex og stoffer har gennem årtier ført til kritik af bruttonationalproduktet som nøglebegreb og udgangspunkt for beregninger af vækst.
