Da landmand Kristian Therkildsen og biolog Jesper Moeslund går over den økologiske græsmark, har de 14 nysgerrige stude lige i hælene.
Landmanden fører os hen til en låge i folden. Da han åbner den, og vi efterlader studene på marken, er det som at træde ind i en portal til en anden verden.
Pludselig er de bare marker bag os, som er i gang med at blive sået og til forveksling kunne ligne ørken, afløst af en lille skov, som fører os ud i en spirende mose, hvor naturen har fået lov til at passe sig selv. Jordbunden er dækket med vand mange steder.
I den vilde natur bliver vi mødt af et lydtæppe af kvidrende fugle, rappende ænder, en skrattende fasan i det fjerne og en spætte, der hakker så hårdt i et træ, at det giver ekko mellem træstammerne.
