Der er en stemning af fest udenfor sæsonen i Trykkeriet, Gyldendals fine sal til større arrangementer i Klareboderne i København.
150, måske 200 liberale politikere og hangarounds fra Venstre og omegn er samlet til reception i anledning af, at en håndfuld yngre Venstrefolk for første gang i mands minde har haft evne, mod og vilje til at skrive en bog med fremadrettet politik og dristige tanker.
Det er lidt som i de gode, gamle dage for godt 10 år siden, hvor Megafon i et år i træk konsekvent takserede Venstre til et sted mellem 30 og 34 procent af stemmerne. Eller i 2001-valget, hvor Anders Fogh Rasmussen (V) hev gevinsten på de 31,2 procent af stemmerne hjem og koketterede med at have berøvet Socialdemokraterne førstefødselsretten til regeringsmagten i det nye årtusinde.
Der er partiet absolut ikke i dag, men der er sået et frø. Med bobler i glasset udveksler folk som Bertel Haarder, Søren Pind, Christopher Arzrouni og unge folketingskandidater optimistiske høfligheder om, hvor glædeligt det er, at Venstre-folk efter mange års tavshed endelig lader høre fra sig i den disciplin for dristige bogprojekter om politiske visioner, som socialdemokratiske politikere har skrevet mange af. I lighed med folk som Enhedslistens Pelle Dragsted, Liberal Alliances Alex Vanopslagh og de radikales Martin Lidegaard.
