Det er ikke til at se, at det er den samme mand på de to fotografier. De er taget med godt halvanden måneds mellemrum. Det ene billede viser en frisk ældre og smilende herre med god farve i kinderne på en skiløjpe i Norge. I baggrunden sne og fjeld, hænderne griber solidt om et sæt skistave. Det er taget i første halvdel af marts. Det andet foto er taget af Politiken i slutningen af april i en enestue på Hvidovre Hospitals isolationsafsnit for patienter, der er syge med covid-19.
Vi fornærmer næppe 74-årige Jørgen Folkmann ved at skrive, at han ser træt og udmattet ud på det andet foto. Det ville også være mærkeligt, hvis han var frisk og veloplagt efter fem-seks ugers indlæggelse. Men kampgejsten og optimismen kan ingen tage fra ham.
»Jeg er fortrøstningsfuld og overbevist om, at jeg nok skal komme igennem det her. Dog er jeg urolig for, om jeg får kroniske skader på lungerne«, siger den pensionerede isenkræmmer og handelsskolelærer.
Jørgen Folkmann sidder i en lænestol vendt mod vinduet. Fra hans to næsebor løber en slange, der er forbundet til et avanceret iltapparat, der giver ham præcis den mængde ekstra ilt, han behøver for at få nok ilt fra sine medtagne lunger ud i blodbanen. Gennem et kvarters tid beretter han om sit sygeforløb, og undervejs må han flere gange tage korte pauser, hvor han får lidt ekstra luft ned i lungerne, før han fortsætter. Enkelte gange afbryder et lille host hans tale. Man fornemmer, at det ikke er host, der for alvor kommer til bunds i lungerne, for Jørgen Folkmann er naturligt nok svækket i lunger og krop efter et langt sygeforløb.
