Døden var uventet. Fra morgenstunden havde sygeplejerske Mette Baumgarten ikke regnet med, at patienten på covid-19-stuen ville være borte et par timer senere. Ganske vist havde han haft høj feber på omkring 40 grader og lå konstant med våde klude på panden. Og han fik et temmelig højt indhold af ilt fra respiratoren, der med regelmæssige stød sikrede, at der kom tilstrækkelig oxygen fra hans virusplagede lunger og ud i blodbanen. Men tallene på skærmene så nogenlunde fornuftige ud.
Manden var en af relativt mange covid-patienter med anden etnisk baggrund end dansk på Hvidovre Hospital. Han var oprindelig indlagt i den anden ende af hospitalet på infektionsmedicinsk afdeling, hvor personalet gav ham så meget ilt, de overhovedet kunne. Han var udpeget som en af de såkaldt røde patienter, der formentlig ville få brug for at blive flyttet til intensivafdelingen og lagt i respirator, indtil hans sovende krop fik bugt med sygdommen covid-19. Derfor var det ventet, da han blev overflyttet til en seng på intensiv.
Om formiddagen holdt mandens hjerte op med at slå, en portør og en lægestuderende skiftedes gennem 20 minutter til at give ham hjertemassage, og med hjælp fra en grøn ventilationsballon blev der presset luft ned i hans lunger. Alt blev prøvet. Intet hjalp.
Nu står den svedende portør på gangen og får et klap på skulderen af en kollega, som går forbi. Selv om døden er hverdag på en intensivafdeling, bliver personalet lidt mere stille, når den indtræffer. Telefonerne fortsætter selvfølgelig med at ringe, alarmerne går på andre stuer, og folk giver de beskeder til hinanden, der skal gives, men medarbejdernes ansigter hænger lidt mere end vanligt. Mette Baumgarten skubber hjertestarteren ud fra stuen og går i gang med at gøre den afdøde mand i stand. Iført blå overtrækskittel, handsker, hårnet, maske og briller står hun bøjet over sengen og trækker en fugtig klud hen over mandens ansigt. Manden er allerede koblet fra alle de slanger, kanyler og rør, der har bidraget til at holde ham i live, og på den måde ser han nærmest fejlplaceret ud på stuen. Den stille, afkoblede og ubevægelige krop passer ikke til alt det avancerede udstyr. Med hjælp fra en anden sygeplejerske får Mette Baumgarten trukket det beskidte lagen ud under manden og i samme bevægelse stukket et rent ind under ham, de strækker lagenet ud og folder det ned om madrassen. Skånsomt bliver hans hoved drejet en smule, og Mette Baumgarten lægger mandens hænder symmetrisk ind over det lagen, som dækker hans underkrop.
