Jeg er rigtig syg og ligger i sengen det meste af dagen med de kendte coronasymptomer, hoste og hovedpine. Jeg er meget, meget træt. Jeg var ikke mentalt klar til selv at få corona. De første dage ærgrede jeg mig meget. Jeg er nervøs for, om jeg har smittet nogen, for jeg har været til finanslovsforhandlinger og arbejdet sammen med en del i Sundhedsministeriet, selv om vi jo holder afstand. Men ingen, der bliver testet, er smittede.
Jeg var taget herned til Bruxelles tirsdag, dagen før ministerrådsmøde og skulle bare være her en enkelt nat. Onsdag, da jeg stadig ikke er rigtig syg, tænkte jeg over, hvordan jeg skulle holde ud at være så mange dage i det lille værelse. Det er som en celle. Fire skridt hver vej. Men da jeg får det bedre og begynder at arbejde, finder jeg en glæde ved det simple. Jeg arbejder, sover og mediterer. Der har været et voldsomt arbejdspres de seneste to år, og den ro, jeg får her, er rigtig god, kan jeg godt mærke.
Om aftenen får jeg opkald hjemmefra om omikron, der stiger voldsomt. Vi får lidt fast grund under fødderne, en uge efter at varianten er kommet til Danmark. Vi får de første forsigtige beregninger og beslutter at fremrykke vaccinerne.
Jeg taler også med min familie på Messenger. Min datter på 16 er i Canada, min hustru og anden datter er hjemme i Danmark. Jeg har været nervøs for dem, så det er så dejligt at se dem på skærmen.
