Cathrine Porsbjerg ligner en helt almindelig ung pige. Hun sidder i sine forældres køkken og holder øje med hønsene i haven, med hunden, der driller dem, og griner af, at hun som 18-årig er bekendt at synes, at nogle »unge mennesker« opfører sig fjollet. Hun skal ned og træne senere. Hun har overskud.
Men sådan var det ikke i mange år. Hun har været alvorligt psykisk syg, selvskadet og forsøgt at begå selvmord, fra hun var 12-13 år gammel.
Men måske havde det ikke behøvet at være sådan, siger hendes mor, Celeste Porsbjerg, der sidder ved siden af og fortæller med:
»Det er en rød tråd i den her historie. Du fik ikke hjælp, og så fik du det dårligere, og der kom mere selvskade og flere selvmordsforsøg. Du har taget mod al hjælp, du har fået, du har virkelig gerne villet hjælpes. Du har bare fået alt for lidt hjælp. Der er meget få tilbud, man skal selv finde dem, og man kan ikke vide, om man får det. Det føles som et lotteri«.
