Statsminister Mette Frederiksen ønsker et opgør med brug af vikarer i det danske sundhedsvæsen, fordi »vi får mindre for pengene« end med fastansatte, som hun sagde for nylig. Regionerne skriver i en ny 12-punktsplan for kortere ventelister direkte henvendt til vikarerne: »Kom tilbage«.
Logikken er, at den omfattende brug af eksterne vikarer på hospitaler og psykiatriske afdelinger skal bremses eller i hvert fald skrues ned, fordi den suger penge og viden ud af et sundhedsvæsen, som er under hårdt pres og kæmper for at få ansat tilstrækkeligt med sygeplejersker, læger, sosu’er og andre fagpersoner.
Men set fra et kontor på Vesterbrogade tæt på Tivoli og Københavns Hovedbanegård ser virkeligheden helt anderledes ud. Her har den danske afdeling af det skandinaviske lægevikarbureau Transmedica sit kontor. CEO Mikael Palm og Country Manager Denmark Nicki Madsen har inviteret Politiken på besøg for at forklare, hvorfor man i hvert fald ikke skal se den virksomhed, de arbejder for, som fjenden.
»De tager imod vores vikarer med kyshånd ude på afdelingerne, fordi de får besat en stilling, som har været ledig i lang tid. Alle er glade og tilfredse, og vi bliver betragtet som en ven. Det er et unuanceret billede, der er tegnet i medierne. Vi bør ikke ses som fjenden. Vi burde have en medalje for vores arbejde. Der er psykiatriske afdelinger, som må lukke sengepladser ned på grund af mangel på psykiatere. Her kan vi levere psykiatere både fra Sverige og Danmark. Hvis der bliver lukket ned for brugen af vores branche i sundhedsvæsnet, hvordan ville det så se ud på de somatiske og psykiatriske afdelinger, vi leverer vikarer til?«, siger Nicki Madsen.
