Jeg kan ikke rigtig huske, at mine børn var syge, da de var små. Min datter siger, at jo, de var da syge indimellem, men kulturen i hjemmet med to læger var sådan, at man ikke nødvendigvis blev hjemme fra skole, bare fordi man havde lidt feber. Vi havde i øvrigt ikke noget termometer.
Jeg ved godt, det lyder lidt underligt, for jeg var selv infektionsmediciner og spurgte altid som det første forældrene til et sygt barn, hvad temperaturen var. Nå, men det var bestemt ikke velset, at man som læge meldte sig syg, så en anden måtte tage ens vagt, stuegang eller ambulatorium. Så man tog en Panodil, og så tog man sig sammen.
I coronaens skær rynker vi i dag på næsen ad datidens hverdagshelte, der gik halvsnottede på arbejde. Vi har lært, at den måde, vi gebærder os på, når vi har infektionssymptomer, ikke bare vedrører os selv, men alle andre og ikke mindst de skrøbelige. Alligevel melder spørgsmålet sig: Er der en grænse for, hvor lidt syg man kan være? Altså, når man overvejer at blive hjemme.
Sundhedsstyrelsen har i oktober 2022 offentliggjort nye tal for danskernes adfærd i forbindelse med symptomer på smitsom sygdom, der bl.a. viser, at: 48 pct. er taget på arbejde med ondt i halsen, 33 pct. er taget på arbejde med hoste, 8 pct. er taget på arbejde med feber over 38 grader, og 29 pct. tager af sted for ikke at belaste kollegerne med ekstra opgaver. Så en del går faktisk på arbejde med symptomer.
