Der er en Søren Brostrøm før og en efter pandemien.
Før var han for den brede offentlighed en ret ukendt læge og direktør i landets øverste sundhedsfaglige myndighed, Sundhedsstyrelsen. Efter var han den største lægelige rockstjerne i kongeriget. I generationer.
Alle lærte for alvor Søren Brostrøm at kende, da en virus forandrede vores hverdag, og vi alle kiggede mod Sundhedsstyrelsen for råd, vejledning og retningslinjer.
Kort inde i pandemien i foråret 2020 havde Sundhedsstyrelsens direktør opnået så bred faglig respekt i en svær tid, at der hurtigt opstod en talemåde, der skulle få nationen sikkert gennem den største pandemi og sundhedskrise i 100 år: ’Når Brostrøm siger hop, spørger du ikke hvorfor, men hvor højt’.
