En maskine med slushice i kraftige farver kastede sin krystalliserede væske rundt og gav en monoton brummende lyd fra sig, mens alle i nærheden forholdt sig tavse og stod stille. To kvinder var tæt omslynget i et kram. Som ville de gå itu, hvis de slap. En ung mand lukkede øjnene. En familie med far, mor og barn stod klinet op ad hinanden med blikket stift rettet opad.
Maskinens evige kværnen var et billede på situationen i Field’s præcis et år efter den tragedie, der kostede tre mennesker livet, sårede syv og også gav mange ar på sjælen. Livet kværner ufortrødent videre. Også denne mandag, hvor folk kom gående med indkøbsposer som på enhver anden dag.
Men klokken 12 gik tiden kortvarigt i stå, da der i shoppingcentret på Amager blev holdt et minuts stilhed til ære for ofre, efterladte, pårørende og andre berørte af hændelsen sidste sommer. Samlet på Metropladsen inden for hovedindgangen stod cirka et par hundrede mennesker, mens solen oplyste et centrum i flokken. Langs gelændere på første og andet plan stod flere. Alle var samlet for at huske det, som skete, og ære dem, der ikke er her mere på grund af gerningsmandens skud.
»Der er nu gået et minut. Tak til alle, fordi I deltog«, lød en stemme over højttalerne, da de 60 sekunder var gået.
