»Det her sted er vores drøm. Og drømmen er, at det skal emme af fedt børneliv«
Da to institutioner blev lagt sammen, førte det til sammenstød mellem to vidt forskellige kulturer. På fritidshjemmet Græshoppen i Emdrup har pædagogerne fundet bedre måder at kommunikere på, så de nu har et velfungerende samarbejde, hvor de kan være ærlige og også komme med kritik.
Brune kastanjer ligger sammen med røde og gule blade i kanten af den smalle villavej i udkanten af Emdrup i det nordlige København. Kasper Løvenskjold kommer gående med en lille gruppe børn, der sirligt går hånd i hånd.
»Kig til højre og venstre«, siger Kasper Løvenskjold, mens børnene messende stemmer i. »Højre og venstre«, gentager de.
Han har netop hentet 0. klasse fra Lundehusskolen, der ligger godt 500 meter længere oppe ad vejen.
Uden for fritidshjemmet Græshoppen i Emdrup stopper han op. Børnene følger trop.
»Hør, i dag laver jeg bål. Der er madder ude ved bålet, brød med peanutbutter og syltetøj. Der er ikke mad over bål i dag«, siger han. De lytter opmærksomt og løber derefter ind på fritidshjemmet med deres små firkantede skoletasker.
Indenfor er Tina Scharbau Toft allerede ved at starte aktiviteter i ’krea-værkstedet’ op i bygningens ene fløj. Jannik Hjorth Müller holder til i den anden del af huset, hvor han spiller et strategispil med to drenge. Mange dage tager han også børnene med i musiklokalet.
For deres arbejde som et ’stærk trekløver’ er de som pædagogteam vinder af Politikens Pædagogpris, der har til hensigt at sætte fokus på pædagogers arbejde og faglighed.
En gruppe forældre har indstillet dem til prisen. Blandt andet skrev de: »At få fritidshjemmet Græshoppen til at hoppe afsted på en kollektiv eventyrmission i glæde og positiv udvikling sker ikke uden en stærk holdindsats«.
Jeg kan se, at du har gjort dig umage
Tina Scharbau Toft
De beskrives som et dreamteam, der hver især bringer deres evner i spil. Kasper Løvenskjold med bål og vilde lege udenfor. Jannik Hjorth Müller med oplevelser i musikrummet. Tina Scharbau Toft med kreativitet og dans.
»Det betyder enormt meget for os at få den anerkendelse. Især når det kommer fra forældrene. At de ser og anerkender det arbejde, vi gør«, siger Tina Scharbau Toft, da Politiken besøger Græshoppen.
Fingrene i leret
I hendes domæne, krea-værkstedet, står en stor papkasse med kastanjer på bordet, nogle er allerede blevet til mænd, mens andre ligger klar til at bliver prikket i med tændstikker.
Fra loftet hænger der små filtrede pomponer af garn. Perler ligger sirligt farvesorteret i gennemsigtige æsker. Maling i alskens farver står i plastikbøtter, mens rester er splattet ud drypvis rundtomkring på gulvet og bordene. Sakse og ispinde er ordentligt samlet i krus.
10 piger sidder rundt om et bord i midten, hvor de er i gang med at forme ler eller male deres allerede tørrede lervaser.
»Kan I se det grønne bord? Som man næsten ikke kan se er grønt længere. Jeg vil gerne have, at vi får ryddet op på bordet, så vi får plads til mere«, siger Tina Scharbau Toft. »Oki-doki?«.
På det grønne bord findes massevis af udformninger i ler, som pigerne har lavet.
»Oki-doki!«, svarer pigerne, igen let messende.
Agnes stiller sin lille lerskål, som hun netop har malet lyserød, over på radiatoren til tørring.
Tina Scharbau Toft har fundet et grønt ahornblad frem. Hun viser pigerne, hvordan man lægger bladet på en flad klat ler, hvor leret så tager form efter bladet. Så kan de male det grønt som bladet bagefter. Tina viser et, hun tidligere har lavet, hvor hun blidt har bøjet leret, så det bliver en lille skål.
-
I 'krea-værkstedet' flyder det med maling, ponpon'er af garn, papirark i farver, lerfigurer og kastanjemænd. Foto: Janus Engel
En af pigerne viser hende sin kreation.
»Jeg kan se, at du har gjort dig umage«, siger Tina Scharbau Toft.
En anden kommer hen til hende og lader til at være i vildrede om, hvordan hun skal forme sit ler.
»Hvorfor er det nu, jeg er her?«, spørger Tina Scharbau Toft.
»For at hjælpe«, svarer pigen med det mørke hår.
»Ja, det er jeg nemlig. Så hvis du sætter dig herover, så kommer jeg og hjælper«, siger hun med fingrene strittende i forskellige retninger, de er smurt ind i maling og ler.
Jeg kunne se, at jeg kunne udleve alle mine pædagogiske drømme på det her sted. Ude, inde, huler, bål. Jeg kunne gøre alt det, jeg brænder for
Kasper Løvenskjold
Ude, inde, huler, bål
Døren til fællesrummet står på vid gab. Duften af brænde fra bål breder sig.
Kasper Løvenskjold sidder ved et bord-bænke-sæt med en flok børn omkring sig. Her er tagselv med rugbrød, knækbrød, peanutbutter, syltetøj og æbler. Han har arbejdet i Græshoppen siden 2001.
»Jeg kunne se, at jeg kunne udleve alle mine pædagogiske drømme på det her sted. Ude, inde, huler, bål. Jeg kunne gøre alt det, jeg brænder for, og alt det, jeg har læst om på seminariet, om det at være udenfor, motorik, dufte, sanse«, siger Kasper Løvenskjold.
»Det her sted er vores drøm. Og drømmen er, at det skal emme af fedt børneliv. Børnene skal blive inspireret og nysgerrige. Det er det, fritidspædagogikken skal kunne gøre. Vi leger. Vi skal ikke præstere. I skolen er det mere en præstationsarena«, siger han.
Dog var det ikke altid en »drøm«.
For fem år siden blev to institutioner lagt sammen, hvor to forskellige kulturer pludselig skulle fungere sammen. Hvilket de ifølge Kasper Løvenskjold ikke gjorde.
Et eksempel på en konflikt kunne være, at en af institutionerne havde en tradition for, at fredag var ’lego-smadre-dag’. Kasper Løvenskjold fortæller, hvordan han satte spørgsmålstegn ved det: Hvad retfærdiggør at smadre noget, nogen har bygget op? Svaret kunne lyde, at »sådan har vi altid gjort«.
Det havde han svært ved at forstå, hvorfor han stillede sig kritisk over for det. Men de forskellige parter havde svært ved at kommunikere.
I dag er kun han selv og Jannik Hjort Müller tilbage. Siden kom Tina Scharbau Toft til.
»Der var så dårligt et arbejdsmiljø. I starten ville jeg ikke engang hilse på Tina. Men så fandt Tina og jeg ud af, at vi gerne ville det samme. Vi ville skabe et fritidshjem med omsorg og udvikling. Vi brugte nogle af de samme ord: Zone for nærmeste udvikling. Kreativitet, farver og æstetik, omsorg, nærhed«, siger Kasper Løvenskjold, der som tillidsrepræsentant fik tilbudt værktøjer af sin fagforening til at håndtere den dårlige kommunikation, der prægede stedet.
Hvem har behov for, at barnet skal snakke? Er det dig, der synes, det er vigtigt? Eller har det noget med barnet at gøre?
Kasper Løvenskjold
Løbende reflekterer de sammen over deres tilgang til børnene. De forsøger at være kritiske over for sig selv og tager ikke kritikken personligt, når den kommer fra de andre.
En diskussion, fortæller han, kan dreje sig om introverte børn. Måske kan en pædagog sige, at barnet »må sgu lære at snakke«.
»Men hvem har behov for, at barnet skal snakke? Er det dig, der synes, det er vigtigt? Eller har det noget med barnet at gøre? Vi har fået værktøjer til at sige, at det her har ikke noget med vores arbejde med børnene at gøre. Det har noget med dig at gøre«, siger Kasper Løvenskjold.
»Og så siger jeg det. Og det kan Jannik og Tina også. Vi skiller tingene ad. Det, vi har nu, er noget, vi tre har skabt sammen«.