Skolen har ringet til Helene Iversen. Hun skal komme med det samme. Birk græder og er ude af den. Igen.
Da hun når frem, ser hun sin søn ligge på gangen og græde og skrige. Han er svær at få kontakt med. Et stykke fra ham står to pædagoger. De taler ikke med ham. Kigger bare på ham. Det er dem, der har ringet. Helene Iversen kan mærke, hun bliver vred og ked af det over, at de ikke sidder tæt ved ham og forsøger at berolige ham.
Hun tager sin otteårige dreng op i sine arme, bærer ham ud i bilen og kører direkte på børnepsykiatrisk afdeling. Her vurderer en psykiater, at Birk ikke vil have godt af at komme tilbage i 2. klasse. Han er brændt sammen.
Til at starte med, i børnehaveklassen, gik alt ellers fint. Birk blev af sine lærere beskrevet som en god kammerat, der fungerede fagligt og socialt. Men i takt med, at der blev mere og mere uro i klassen, blev Birk påvirket. Larmen blev for meget. Han blev stresset og søgte ly under sit bord i en stor del af timerne. Skolen tilbød, at han indimellem selv kunne gå hen til et rum for at slappe af, hvor der var en pædagog til stede. Men han kunne ikke lide at gå alene rundt på skolen, og personalet havde ikke overskud til at følge ham frem og tilbage. Så gulvet under bordet blev hans helle.
