Adam er i gang med at forberede sig til sin afgangseksamen. Han skal lære, hvordan man skriver et essay. Hvordan det skal stykkes sammen, hvem modtageren er, og hvordan overskriften skal skrives. Undervejs rynker han på brynene og holder indimellem pauser, før han meddeler, at han er færdig. Han er den eneste i lokalet ud over sin dansklærer, for det er ikke alle unge på afdelingen, som er gamle nok eller har lyst til at tage deres afgangseksamen. Men for Adam er det vigtigt at få gennemført 9. klasse, for at han kan komme videre med sit liv.
Vi befinder os på Sønderbro, en sikret døgninstitution på Amager i København. De fleste unge på Sønderbro har været på kant med loven, men opholder sig i varetægtssurrogat, fordi de er under 18 år og derfor ikke må sidde i fængsel eller arresthuse sammen med voksne.
På institutionen får unge undervisning i de boglige fag, som de kender dem fra folkeskolen. Men ofte ligger de på et langt lavere niveau end alderssvarende børn og unge, og derfor justeres undervisningen til deres behov. Det vigtigste, ifølge Hamid Vazin, som er institutionens leder, er at gå anderledes til værks end det, de har været vant til. Sådan at de kan forstå vigtigheden i en uddannelse, og hvordan det kan blive deres redning og vejen ud af kriminalitet og misbrug.
»Hvis vi behandler dem som en pølsefabrik, hvor det bare handler om at få flest mulige igennem, nytter det intet. Det er vigtigt, at vi skiller os ud fra alt det, de kender, der ikke har fungeret, og som har gjort, at de er havnet her«.
