For 20 år siden var Anders Bock deres pædagog. Nu er han blevet deres ven

Alle medlemmerne af ’The Chosen Ones’, som Anders Bock kalder dem, bakker op om indstillingen.

»Anders har givet mig en rigtig fantastisk interesse i Dungeons & Dragons. Han var og er uden tvivl stadig en ekstraordinær pædagog, fordi han altid har et ekstra blik på folk. Jeg havde det ikke specielt let som 10-12-årig, og der har Ander givet mig et helle på Vesterbro Ungdomsgård, som er helt unikt, og som jeg er ham evigt taknemmelig for«, siger Aksel Nok Leth.

Unikt fællesskab på tværs af baggrund

I det lille sorte kolonihavehus er der kommet en håndfuld dåseøl på bordet. Kun til dem, der ikke skal køre hjem til Vesterbro eller Nørrebro, hvor mange af drengene stadig bor i dag. Der bliver skoddet et par smøger i askebægret, og tobaksrøgen blander sig med duften af den fugtige sensommeraften, som flyder ind ad de åbne ruder i udestuen.

En af spillerne slår med en terning.

»31«, siger han højt.

Anders Bock bladrer igennem et par ark, mens han messer tallet.

»31, 31, 31 hvor er du? Her. Nå, der sker det, at I står i en storm. Nærmest i en sandstorm i den her ørken. Det hele bevæger sig rundt om jer, og I fornemmer, at når I kigger i én retning, så kan I se, at der står en mørk, mørk skygge, som godt kunne minde om en statue, et væsen, måske et træ. Det er den eneste genstand ud over jer. Den står nok omkring 300 meter fra jer, hvor stormen måske er rigtig, rigtig skrap«.

Det sker kun et par gange om året, at gruppen mødes med Anders Bock og spiller. Oftest her i kolonihavehuset. Til gengæld forsøger vennegruppen at holde liv i fantasiverdenen ved at samles til ugentlige spilleaftener. Oftest bare en tre-fire mænd ad gangen, når det passer ind i voksenlivet med arbejde, koner, børn og andre forpligtelser.

»Det her er min form for hverdagseskapisme, hvor jeg kommer væk fra trummerummen og ikke skal tænke på madplaner, bleskift og budgetter. Det ender altid med grineflip enten på grund af noget, der sker i spillet, eller en eller anden intern joke«, siger Lelo Shalby.

»Det er fantastisk at kunne mødes med de her drenge, som er blevet mine bedste venner, min selvvalgte familie. Dungeons & Dragons har givet os et helt unikt fællesskab på tværs af baggrund, sociale klasser, alder og religion. Det her binder os sammen, og det er magisk«.

For alle drengene er Anders en ven. Én, de inviterer med til runde fødselsdage og bryllupper, som kender navnene på deres børn, eller som spørger ind til, hvordan det går med deres familier. Men for et par af mændene har Anders Bock i særlig grad gjort dem til det, de er i dag.

En af dem er Salar Askari på 35 år. Han kommer fra en socialt belastet familie og er vokset op uden sin far.

»Lad os bare sige det, som det er. Jeg har været en rod. En ballademager. Meget udadreagerende. Der har været meget kaos. Men i al den tid har Anders været en klippe for mig. Der er fuld fortrolighed mellem mig og Anders. Jeg føler, jeg kan fortælle ham alt. Han er aldrig dømmende. Han er virkelig en mentor for mig«.

Blandt andet mistede Salar Askari for en del år siden kontakten til sin datter og stod på bunden af livet, og i den meget vanskelige tid var Anders Bock en stor støtte.

Foto: Janus Engel/FREELANCE

»Vi talte virkelig meget sammen, og han gav mig en masse perspektiver og fik mig til at reflektere over ting, så jeg langsomt har kunnet rejse mig og komme videre med mit liv. Jeg var så låst fast. Mit liv havde slet ikke været det samme uden Anders. Jeg er bare taknemmelig for, at jeg har fået ham i mit liv«, siger Salar Askari.

Rollespil som pædagogisk redskab

Selv om Anders Bock har været på arbejde hele dagen i Vesterbro Ungdomsgård og i øvrigt spiller Dungeons & Dragons fem ud af ugens syv dage med de børn og unge, som kommer i fritidsklubben, fejler begejstringen denne aften i kolonihaven ikke spor. Fortællingerne flyder ud af hans mund, mens spillerne lytter koncentreret.

Da Anders Bock startede på at arbejde som pædagog i ungdomsklubben i slutningen af 90’erne, tog han bordrollespillet med, og gennem tiden er det blevet hans vigtigste pædagogiske redskab. Han har ændret reglerne hist og her, blandt andet får man i Anders Bocks version ikke point for vold og drab, men for at være ordentlig og vise omtanke for fællesskabet.

»Med spillet har jeg fået skabt en platform, hvor vi kan tale om, hvad der sker i samfundet. F.eks. blev zombier en del af spillet, da corona ramte, og på det seneste har jeg fået trukket krigen i Ukraine ind. Og det giver bare en sindssygt god platform for at tale om, hvad der sker omkring os«, forklarer Anders og fortsætter:

»Men det allervigtigste er, at spillet kan nedbryde barrierer og få folk til at tale sammen. Det er en katalysator for at få skabt fællesskaber. I rollespillet lægger jeg vægt på, at børnene lærer, hvordan man behandler andre mennesker, og hvordan det at samarbejde om at finde løsninger er vejen til succes. Og så er der selvfølgelig en masse matematik, dansk og engelsk, som jeg kan skrue op for efter behov«.

At han af »sine drenge« er blevet indstillet til Politikens Pædagogpris, gør ham både »pinlig, lidt flov og berørt«, fortæller han og griner hæst.

»Jeg er flov på den måde, at jeg ved, at der er så mange dygtige pædagoger. Jeg har oplevet så mange fantastiske mennesker med så mange fantastiske tilgange til børn. Hvorfor skal jeg lige fremhæves? Men jeg er da også benovet og fantastisk glad«.

I dag opfatter han Lelo Shalby, Salar Askari og de syv andre gutter som sine venner. Også selv om de stadig spørger den 53-årige mand til råds om kærlighed, forældreskab, karriere og andre livsvalg.

»De udnytter groft min livserfaring, men det har jeg bestemt ikke noget imod, og nu kan jeg tillade mig at smide den pædagogiske rolle. Jeg kan også bruge den til at vende ting, jeg har behov for. På den måde kan man sige, at drengene giver baglæns. Nu føler jeg, det er mig, der får en hel masse«, siger han.

Udenfor siver tusmørket ned gemmen æbletræernes kroner. Indenfor fortsætter Anders Bock med at bygge flere scener og flette historierne sammen – for til sidst at efterlade spillerne med et dilemma, de skal tage stilling til. Mændene kigger lidt rådvilde på hinanden, og så begynder forhandlingerne om, hvad der skal ske. Hvilke skills de skal kaste ind spillet, så de kan komme videre i fællesskab.