Nomineret til Pædagogprisen 2023
Det er nogle små ting hver dag, der gør, at hun får alle med i fællesskabet
Derfor er hun nomineret til Politikens Pædagogpris.
E n bænk er blevet til en scene. Stueplanter til skoven. Og ispinde er klistret sammen til tre senge.
Rød stue har brugt formiddagen på at øve ’Guldlok og de tre bjørne’ som et dukkespil, og nu er det showtime . Fire af pigerne sidder klar bag bænken, og resten af børnehavebørnene fra Børnehuset Brolæggervej er deres publikum.
En af pigerne fører Guldlok-dukken, som smager på grød fra kopper i et dukkehus.
På forreste række sidder Conrad og ser på. Men pludselig har han smidt en af de små kopper på gulvet. Pigen kigger på ham med et tomt blik.
Pædagog Majbritt Degn Kallehauge, der sidder bag pigerne og instruerer stykket, bryder ind.
»Hov, du driller lidt. Vil du ikke hjælpe mig?«, siger Majbritt Degn Kallehauge, og åbner munden spørgende mod Conrad.
»Hvis du lige går gennem skoven«, fortsætter hun.
Conrad lunter med små skridt forbi skoven af stueplanter og sætter sig på skødet af sin pædagog. Så kan stykket fortsætte med ham som medinstruktør.
»Han vil jo bare gerne være med, og så er det med at få ham inkluderet og give ham et ansvar. Det handler om at opdage de der små ting og give det positivt liv frem for at lukke det ned«, siger Majbritt Degn Kallehauge.
Det er netop hendes evne at få vendt sådanne situationer – uden at skælde ud – der gør, at hun er en af de nominerede til Politikens Pædagogpris.
I indstillingen af Majbritt Degn Kallehauge er der endnu et eksempel på, hvordan hun får vendt en situation med et barn, der hopper i en sofa og slår ud efter de andre. Det løser hun ved at sige: »Øj, du hopper højt. Jeg ved et sted, hvor du kan hoppe højere, vil du med?«.
Et ømt punkt
51-årige Majbritt Degn Kallehauge har været pædagog i 25 år – i 15 af dem i Børnehuset Brolæggervej. Inden da var hun i en institution med børn med særlige behov. Her fik hun et fagligt fundament, som hun også bruger i sit nuværende arbejde, der handler om at se, hvad barnet kan, i stedet for hvad det ikke kan.
Der er også nogle udsatte børn i Børnehuset Brolæggervej, som dog ikke er med til dagens samling.
»Men alle skal jo mødes der, hvor de er, og det er meget det, som jeg og mine kollegaer står for, og jeg elsker at gøre det bedre hver dag«, siger hun.
Det er dog arbejdet med de udsatte børn »på kanten af fællesskabet«, som en ressourcepædagog fra Frederikshavn Kommune har indstillet Majbrit Degn Kallehauge til prisen for.
Hun passer på børnene og trøster dem, når de er kede af det
Filuca, 4 år og børnehavebarn
Majbritt Degn Kallehauge forklarer, at »hun vil stå på hovedet« for nogle af de udsatte børn, hun har samarbejdet med ressourcepædagogen om. Hun tror, at hun har et ømt punkt for den gruppe børn, fordi hun oplevede at være udenfor i sin egen barndom.
Som barn skiftede hun skole, da hendes forældre flyttede til en lille by. Hun husker det, som om det var den hue, hun havde på den første dag, som gjorde, at hun begyndte at blive drillet. Men hendes forældre støttede hende i, at hun var god nok, som hun var, og efter et halvt års tid ebbede drillerierne ud.
»Det gør også, at hvis børnene driller hinanden, så går det jo lige ind i min habitus. Jeg kan bare mærke, at det vil jeg bare ikke have«.
»Fordi hun er sød«
Tilbage til dukkespillet er bjørnene vendt hjem til deres hus.
»Der er nogen, der har ligget i min seng«, siger Filuca med en mørk stemme, så godt man kan, når man er fire år gammel.
Der lyder nogle fnis fra børnehavekammeraterne, og Filuca ser overrasket ud, da hun hører det.
»Nej, I skal ikke grine ad hende«, siger Majbritt Degn Kallehauge.
Grinene forstummer, og stykket fortsætter. Filuca og veninden Maddie synes, at Majbritt Degn Kallehauge fortjener at vinde Pædagogprisen, »fordi hun er sød«.
»Hun passer på børnene og trøster dem, når de er kede af det«, siger Filuca.
Majbritt Degn Kallehauge synes, at det er overvældende at være blevet nomineret. Men hun håber, at der kan komme en større bevidsthed om, hvad pædagoger kan. For der må ikke komme færre pædagoger, hvis det skal kunne lade sig gøre for hende at lave de små justeringer hver eneste dag, som skal sørge for at få alle med.
Da Guldlok er forsvundet ud i skoven, lyder der en klapsalve og en ros fra Majbritt Degn Kallehauge.
»I har simpelthen været så seje«.