600 indstillinger fyldt med rosende ord til pædagoger er blevet læst igennem af fagpanelet . Én ting er klart: Mange dygtige pædagoger gør hver dag en forskel med deres arbejde med relationer, fællesskaber og aktiviteter i institutioner landet over.
Fakta
Politikens Pædagogpris 2023
Fagpanelet består af eksperter, en tidligere vinder, en pædagog og en forældrerepræsentant, og de har kogt feltet ned til 12 nominerede. Her er de:
Dagtilbud 0-6 år
Majbritt Degn Kallehauge
Børnehuset Brolæggervej, Sæby. Indstillet af kollega.
Nomineres for sin nysgerrighed på udsatte børn, og hvordan hun laver justeringer, så de på kanten af børnefællesskabet også har mulighed for at deltage. Fagpanelet lagde desuden vægt på, at Majbritt Degn Kallehauge er blevet indstillet af en ressourcepædagog fra Frederikshavn Kommune, der arbejder sammen med mange pædagoger.
Matilda Brecic
Nordlys, Amager. Indstillet af kollega.
Selv om Matilda Brecic er leder af den integrerede institution, er det hende, der åbner og står klar med kaffe til kollegaerne og aktiviteterne for børnene klokken 7. Hendes kontor er fyldt med legetøj, og der er altid børn at finde der. Hendes inkluderende tilgang er en stor inspiration.
Sissel Gøtzsche Johnsen
Børnehuset Blæksprutten, Børkop. 8 indstillinger fra både forældre og kollegaer.
Til en festival var den nyuddannede pædagog klædt ud som rockstjerne og til påske som hare. Hun deltager i legen, har gode ideer og spreder energi. Rammer og økonomi begrænser hende ikke, og ifølge en af forældrene har hun løftet det pædagogiske niveau i institutionen.
Team: Camilla Signe Hansen og Janne Munk Nielsen
Børnehuset Smilehullet, Tranbjerg J. Indstillet af forælder.
Siden foråret har de to pædagoger lavet temauger om, hvad børnene kan blive, og de nomineres for det organiserede og kreative arbejde. Det er ifølge forælderen både med til at give oplevelser og læring. Der har været forfattertema med højtlæsning, og lægetema, hvor bamser blev røntgenfotograferet i en papkasse.
Elisabeth fejer hver en sten væk fra vejen for at skabe deltagelsesmuligheder for eleverne
Skole- og fritidstilbud 0. til 9. klasse
Abdalah Muqbel
Langelinieskolens fritidsordning, Østerbro. Indstillet af forælder.
Nomineres blandt andet for hans arbejde med at opbygge selvtillid blandt en gruppe piger i 0. klasse. Det gjorde han gennem et hockey-stævne, som pigerne i starten var nervøse for at deltage i. Men han lavede individuelle snakke, mental- og hockeytræninger for dem, og til stævnet endte de med at vinde guld.
Elisabeth Hovgaard Wolf
Tilbuddet ’Pitten’ for udsatte og sårbare elever, Hornslet Skole. Indstillet af leder.
Ifølge lederen har Syddjurs Kommune kun én specialskole, og derfor løfter de almene skoler en stor opgave. Men Elisabeth Hovgaard Wolf får det til at lykkes. Ikke kun i skolen, for hun også er god til at guide forældrene eller agere børnenes advokat til diverse møder, som hun inviterer sig selv med til.
»Elisabeth fejer hver en sten væk fra vejen for at skabe deltagelsesmuligheder for eleverne«, lyder det.
Vernes Lisakovic
Tingbjerg Skole, Brønshøj. Indstillet af kollega.
Lærerkollegaen beskriver Vernes Lisakovic som en rockstjerne, alle børnene vil tale med:
»Når jeg går på gangen med ham, hører jeg hele tiden hans navn blive råbt«.
Men han er også god til de alvorlige samtaler og møder børnene med anerkendelse. Han nomineres for sine meget stærke relationskompetencer.
Jonas Abildgaard Bruun
Kongevejens Skole og sfo, Virum. Indstillet af forælder på vegne af børnene i 3. C.
»Du er ikke bare en pædagog, du er også en rigtig god ven«, fortæller en af børnene i klassen. Han ser deres behov og smitter dem med sin egen nysgerrighed på »verdens forunderlighed«, skriver forælderen. Han sætter matematikgåder op i loftet og synger dem velkommen med julehits på sin guitar 1. december.
Mikkels unikke børnesyn gør, at skoledagen er legende let, selv om der på papiret står, at barnet ikke burde kunne lege
Social- eller specialpædagogik
Christina Sommer
Grydemoseskolen, Espergærde. Indstillet af forælder.
Verden for en elevgruppe med autisme er blevet åbnet, efter at Christina Sommer kom til. Hun insisterer på, at de skal kunne færdes i nærområdet uden at gå på kompromis med den struktur og de rutiner, de også har brug for. Hun nomineres, fordi hun har formået at vende elevgruppen.
Heidi Fjord Juhl
Esbjerg Krisecenter. Indstillet af kollega.
Pædagogen nomineres for det vigtige arbejde, hun gør for børnene, mens de bor på krisecentret. Hun søger ny viden og har senest været med til at udvikle et dialogværktøj, som skal hjælpe barn og mor med at tale om deres oplevelser og følelser. Det er blevet udbredt til andre krisecentre.
Mikkel Maxsø Christensen
Brøndagerskolen, Albertslund. Indstillet af kollega.
Det rørte fagpanelet at læse indstillingen, der beskriver, hvordan pædagogen tror på elever med svære handikap, giver dem succesoplevelser og dermed selvværd:
»Mikkels unikke børnesyn gør, at skoledagen er legende let, selv om der på papiret står, at barnet ikke burde kunne lege«, skriver hans lærerkollega.
Sara Bilde Kristiansen
Retspsykiatrisk Sengeafsnit, Skejby Sygehus, Aarhus. Indstillet af kollega.
»Hun er en bekæmper af forråelse og en forkæmper for forståelse af selv de dårligste og mest udsatte mennesker«, er en sætning fra indstillingen, som fagpanelet bed mærke i. Hun nomineres for at insistere på at være ordentlig mod patienterne på afsnittet – selv når de er udadreagerende.
Hvad nu?
De nominerede laver en video om sig selv og deres pædagogiske praksis. Dernæst mødes fagpanelet igen og beslutter, hvem der skal vinde.
fortsæt med at læse