Den anerkendelse, det er at være blevet indstillet til Politikens Pædagogpris, giver blod på tanden til at blive ved, siger en nyuddannet pædagog. Se, om du kender en af de indstillede.

Her er alle de indstillede: Det betyder alt, siger en af de indstillede. Kender du også en, som har en chance for at vinde Pædagogprisen?

Birgit Stensbak, pædagog i Børnehuset Kilden i Hjørring, vandt en særpris i dagtilbudskategorien i 2022. Foto: Janus Engel/FREELANCE
Birgit Stensbak, pædagog i Børnehuset Kilden i Hjørring, vandt en særpris i dagtilbudskategorien i 2022. Foto: Janus Engel/FREELANCE
Lyt til artiklen

Hvad er det lige, pædagogen i vuggestuen, børnehaven, sfo’en eller døgninstitutionen gør så godt?

Det har 600 mennesker sat sig ned og formuleret i en indstilling til Politikens Pædagogpris, der hvert år hylder det dygtige personale, der hver dag gør tilværelsen lidt bedre for børn, unge og voksne på social-/specialområdet.

Anerkendelsen betyder meget for de indstillede. Faktisk betyder den alt, hvis man spørger pædagogen Michael Jensen, som har fået fire indstillinger fra såvel kolleger som forældre til børn, der går på Højene Skole i Hjørring. Her har han i 18 år været ansat som støttepædagog i både skolen og sfo’en.

Da Politiken fanger ham på telefon, er han på sin ugentlige cykeltur med børnene i sfo’en – noget, som også nævnes i indstillingerne. I dag er turen gået til et naturområde nord for Hjørring. Han er rørt og taknemmelig over at være blevet indstillet, fortæller han.

»Det skal ikke lyde frelst eller helligt, og selvfølgelig er det også godt at have gode ledere og kolleger, men det er jo egentlig børnene, der har ansat mig. Det er dem, jeg er der for, og derfor, jeg tager på job hver dag. Så når forældrene til børnene har sat sig ned og formuleret en indstilling, er det en stor ære«.

Selv om han er meget glad for sit arbejde, kan det også i perioder fylde meget, og sådan en periode var det, da han fandt ud af, at han var blevet indstillet.

»Det faldt på et tørt sted, hvor det bare var megarart med et skulderklap«, siger han.

Otte indstillinger til nyuddannet

Ud over at det er et skulderklap at være blevet indstillet, er det også en mulighed for at blive tildelt en af de i alt seks priser. Der uddeles en hovedpris på 75.000 kroner og en særpris på 25.000 kroner i hver af de tre kategorier dagtilbud, skole- og fritidstilbud og social-/specialpædagogik.

387 har indstillet en pædagog eller et team i kategorien for dagtilbud, hvor der er kommet flest indstillinger. Sissel Gøtzsche Johnsen har fået otte af dem. Hun er næsten lige blevet færdig som pædagog og begyndte at arbejde i vuggestuen i den integrerede institution Børnehuset Blækhuset i Brejning nær Vejle for lidt over et halvt år siden. Som ny i faget blev hun meget rørt og stolt over anerkendelsen.

»Det giver mig ekstra blod på tanden til at blive ved med at gøre det, jeg allerede gør, at der er nogen, der anerkender den energi, jeg lægger i mit arbejde, og at det rent faktisk betyder noget for deres børn og børnenes udvikling«, siger hun.

Nu skal fagpanelet bestående af eksperter, en forældrerepræsentant og en vinder fra sidste år læse indstillingerne og beslutte, hvem der skal nomineres og senere modtage en pris.

Du kan se, om du kender en af de indstillede, ved at gå ind på politiken.dk/pædagogprisen, hvor du finder et danmarkskort med alle de nominerede.

Stine Kærgaard Nissen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her