»Jeg har nogle gange følt, at du var en ekstra mor for mig«, siger hun og kigger på den pædagog, der hjalp hende videre i livet

»Vi kom kørende ind der«, siger Emilie Hagen Bødker og peger på indkørslen.

Hun husker tydeligt dagen, hvor hun ankom til opholdsstedet.

»Jeg synes, det var dødflovt«.

Alligevel husker hun de år, hun endte med at bo her, som gode. Det kan tilskrives et særligt menneske. Emilie Hagen Bødker har indstillet sin tidligere pædagog, Pia Blinkenberg, til Politikens Pædagogpris. Det er nu sidste chance, hvis du som hun vil sige en særlig tak til en pædagog, du kender – 28. september lukker vinduet for at indstille.

»Pia har gjort en kæmpe forskel for mig, hun har altid set og mødt mig som den, jeg er, og har været en stor del af, at jeg kom videre i livet, til hvor jeg er i dag«, skriver hun i indstillingen.

Politiken læst op

Det var så flovt, at hun forsøgte at skjule sig bag en bøllehat, men opholdet endte med at ændre hendes liv takket være pædagog

Det var så flovt, at hun forsøgte at skjule sig bag en bøllehat, men opholdet endte med at ændre hendes liv takket være pædagog Det var så flovt, at hun forsøgte at skjule sig bag en bøllehat, men opholdet endte med at ændre hendes liv takket være pædagog

Henter…

08:34

35-årige Emilie Hagen Bødker er selv ved at uddanne sig til pædagog. Hun ses stadig med 57-årige Pia Blinkenberg, hvor de spiser aftensmad sammen, drikker et glas vin eller går en tur. Opholdsstedet i Gentofte lukkede, kort efter Emilie Hagen Bødker flyttede ud som 23-årig, og er blevet til to villalejligheder. I dag har de lagt vejen forbi og har fået lov at kigge ind i haven.

De har begge en kjole ud over sorte henholdsvis bukser og strømpebukser, en bæltetaske over skulderen og ligner trods aldersforskellen lidt hinanden, som de står der og kigger ind ad vinduet. Pia Blinkenberg vender hovedet mod den i dag voksne kvinde, der var en stille teenager, da hun kom til opholdsstedet – kniber øjnene lidt sammen, smiler og nikker, når hun taler om de minder, der vælder frem.

Mød dem på video her - du slår lyden til i nederste højre hjørne. Artiklen fortsætter under videoen.

Skjulte sig bag en bøllehat

Selv om den første dag på opholdsstedet var en vinterdag, havde Emilie Hagen Bødker taget en bøllehat på. Dens skygge var et lille værn mod omverdenen, og bag den prøvede hun at skjule sin flovhed.

»Jeg var bange for, at folk kunne se, at jeg skulle herhen, og jeg troede, det var sådan et sted, hvor de andre var virkelig mærkelige. Det var grænseoverskridende«, fortæller hun.

Blomsterhuset, som det hed, var en selvejende institution ejet af et par, der var pædagoger, og med fire ansatte – en af dem var Pia Blinkenberg. Der boede seks unge ad gangen i aldersgruppen 13-23 år. Det var nogle, der ligesom Emilie Hagen Bødker af den ene eller anden grund ikke længere kunne bo hjemme.

Emilie Hagen Bødker havde i lang tid haft det svært, levet et isoleret ungdomsliv, hvor hun var træt, ked af det og stort set ikke kom i skole i tre år. Den dag i dag ved hun, at den aspergers- og adhd-diagnose, hun senere har fået, nok har været en af årsagerne til, at hun gik i stå midt i de år, hvor der normalt sker allermest. Når hendes forældre forsøgte at få hende i skole, endte det i store skænderier. Det gik ud over familielivet, og derfor blev det til sidst for svært at bo hjemme. De måtte prøve noget andet, og det blev, at Emilie Hagen Bødker skulle på opholdssted.

»Jeg var ulykkelig, for jeg følte mig uønsket. Men når jeg tænker tilbage på det i dag, var det helt sikkert det rigtige«.

Pia Blinkenberg husker tydeligt mødet med Emilie Hagen Bødker. Hun sad på kontoret og holdt sin familie i hænderne.

»Det var ikke nogens ønske, at de sad her, men nu skulle det prøves, for det andet var for svært«, fortæller Pia Blinkenberg.

Nu begynder Emilies Hagen Bødkers læber at dirre, mens hun står i haven og hører sin pædagog fortælle, hvad der skete dengang. En tåre løber ned ad kinden.

Vigtigt at få grint lidt

Efter den indledende samtale på kontoret kunne Emilie Hagen Bødker flytte ind. Der skulle tages små skridt, forklarer Pia Blinkenberg. Det første var at få indrettet værelset.

»Min opgave som pædagog er, at de unge føler sig set. De er så meget mere end de problemer, de kommer med, og når jeg får øje på deres færdigheder og værdier, er det lettere at tackle udfordringer. Og så er det vigtigt at få grint lidt, så der kommer noget lethed ind i det«, siger Pia Blinkenberg.

»Ja, det var du god til«, indskyder Emilie Hagen Bødker.

Pia Blinkenberg var den pædagog, der var gang i. Hun spillede mange spil – især bordtennis, Risk og Backgammon. På trods af deres forskelligheder, eller måske netop derfor, viste de sig at være et godt match. Emilie Hagen Bødker var stædig og fuld af ideer. Pia Blinkenberg spontan og en medløber, når Emilie Hagen Bødker foreslog noget. Det gav selvtillid. De malede og lavede mad sammen mad – ofte flæskestegssandwich.

»Pia var god til at skabe noget at være fælles om, hvor vi mødtes i øjeblikket og gjorde noget sammen, jeg kunne finde en tryghed i«, siger Emilie Hagen Bødker.

Ganske langsomt viste det sig, at de andre unge heller ikke var så mærkelige endda. De havde en hverdag og gik i skole ligesom hende, og det var rart at kunne spejle sig i dem, fordi de heller ikke kunne bo hjemme. Sammen med nogle af de andre piger lavede hun »tøsestreger«, fortæller Emilie Hagen Bødker. De husker begge den bænk, der stod i gangen, og som de havde mange gode snakke på, når pigerne var gået for langt, eller der var konflikter.

»Pia satte spørgsmålstegn ved ting og fik mig til at reflektere«, siger Emilie Hagen Bødker.

Pia Blinkenberg bliver stolt, for hun ser den samme nysgerrighed hos Emilie Hagen Bødker i hendes arbejde som pædagog:

»I vores fag skal vi have nysgerrigheden med, uanset hvilket menneske vi står overfor. Hvem er de? Hvorfor tænker de, som de gør? Det synes jeg, Emilie er sindssygt stærk i, så hvis jeg har inspireret hende til det, så synes jeg, det er meget beundringsværdigt«.

Skal vi ringe på?

Da Emilie Hagen Bødker blev 23 år, var hun klar til at komme videre fra Blomsterhuset. Kontakten med Pia Blinkenberg holdt hun ved lige, og nogle år holdt hun jul hjemme hos hende.

»Jeg har nogle gange følt, at du var en ekstra mor for mig«, siger Emilie Hagen Bødker.

Pia Blinkenberg nikker: »Du satte jo også krog i mig og rakte ud, og så er jeg der«.

I dag arbejder hun på en døgninstitution for unge på Amager og har siden haft mange som Emilie Hagen Bødker mellem hænderne. Pia Blinkenberg ved godt, at det ikke er alle pædagoger, der kan eller vil blande deres arbejde og privatliv på den måde. For hende er det afgørende, når hun skal finde balancen, altid at huske, at hun ikke skal redde de unge. Men hun er der, hvis de ringer og har brug for en, der lytter.

Hendes tilgang har inspireret Emilie Hagen Bødker til selv at blive pædagog. Hun har valgt retningen social-/specialpædagogik og er færdig til sommer. Hun drømmer om at starte et opholdssted som Blomsterhuset. Den stille pige fra dengang er kun at spore i hænderne, som piller ved hinanden, mens hun taler. Det er hende, der foreslår, om de skal prøve at ringe på, så hun kan se sit gamle værelse. Det får de lov til af det par, der bor der nu.

Derefter krammer de farvel. De har aftalt, at de snart skal ses igen og lave flæskestegssandwich. Det er alt for længe siden, de har gjort det.