Da min kollega foreslog, at vi skulle kigge på et nyt kunstprojekt på Kunsthal Charlottenborg om stress og præstationskultur blandt studerende i forbindelse med Studieliv-tillægget, tænkte jeg helt ærligt først: Gud, hvor er jeg træt af at høre om stress og præstationskultur blandt unge. På samme tid håbede jeg, at projektet kunne betyde nye vinkler på problemstillingen. For jeg er træt af at høre om det.
Både fra dem, der siger, vi unge er for følsomme snowflakes og negligerer mentalt helbred, og fra studerende, der vil gøre op med stress og sige ’fuck systemet, det her er vores ’69’, men samtidig ikke tager fri fra eksamenslæsning for at deltage i deres egen demonstration.
Jeg er ked af at høre om endnu en ven, der må tage orlov, sygemeldes eller siger: Jeg skal bare lige klare det her år. Det sker ofte.
Men mest af alt er jeg træt af, hvor meget præstationspres også har fyldt for mig de seneste par år, og nogle gange stadig gør. I vinter var mit overarbejde og min halsen efter at have et socialt liv, som om jeg havde sabbatår og ikke arbejdede 10-12 timer om dagen og stort set aldrig holdt arbejdsfri weekender, nået til helt nye højder. Jeg ville ikke skuffe på nogle fronter, men følte alligevel, jeg skuffede alle. Jeg syntes, mine venner og kæreste lagde et yderligere pres på mig, når de forsigtigt spurgte, om jeg måske snart skulle til at begynde at afspadsere for at få styr på, ja, mit liv, der sejlede i et hjem, der afspejlede mit tankemylder og glemte aftaler.
