Siden 2013 er andelen af efterkommere med en videregående uddannelse steget markant. Det gælder blandt andet Nasra, som tidligt lærte sine søskende at læse, så de ikke skulle møde samme udfordringer som hende.
Nasra hjalp sin lillebror Mohamed med både læsning og lektier, da de voksede op. Siden 2013 er andelen af efterkommere med en videregående uddannelse steget fra 27 procent til 50 procent i 2023. Foto: Mads Nissen
Som barn havde Nasra et ritual. Hver anden uge gik hun over på skolebiblioteket i Holbæk, hvor hun fandt en bog til sig selv. Fantasy.
Derefter gik hun over til hylden med faglitteratur for at finde en bog til hver af sine yngre søskende. Lillebroren Mohamed var fascineret af dyr, så hun udvalgte omhyggeligt bøger om dinosaurer, hvaler og insekter til ham.