Nana vil hellere stå i en kloak end skifte ble på sine egne børn. For hendes elever er hun et idol
Elevens øjne var røde af træthed, og han havde svært ved at koncentrere sig. Han var blevet smidt ud hjemmefra og havde sovet i en kold bil i flere dage. Det var første gang, at Nana Holm Kristiansen ringede hjem til sin mand for at sige, at der altså var en af hendes elever, der skulle låne campingvognen i et par dage.
»Min mand var meget skeptisk. Han spurgte, hvor længe jeg havde kendt ham. Jeg svarede, at jeg havde kendt ham i to uger. På det tidspunkt boede vi også hos min far. Til min far var det vist snarere noget med, at jeg lige i forbifarten fik leveret beskeden, mens jeg skyndte mig væk, så han ikke kunne sige noget«, fortæller hun.
Nana Holm Kristiansen er uddannet anlægsstruktør. Det er dem, der blandt andet beskæftiger sig med kloak og belægning. Hun underviser på snart femte år på Leanmark Tech i Horsens. Mens nogle lukker og slukker klokken 16, så er det her fortællingen om en underviser, der har mere eller mindre døgnåbent.
»Hvis en elev ringer om aftenen, så skal man også tage den. Medmindre man sidder til middag med dronningen. De ringer jo kun, hvis der er noget«, siger hun.
Spisebordet på fem meter
Egentlig havde hun slet ikke forestillet sig, at hun skulle ende som underviser. For Nana Holm Kristiansen har – ifølge hende selv – hverken tålmodighed eller et særligt omsorgsgen, hvilket hun anser som opskriften på en god underviser:
»Grænsen er her, og hvis man går over den, så eksploderer jeg«.
Nana Holm Kristiansen siger tingene ligeud. Og hun kan være benhård, når hun gør det. Det står hurtigt klart, når hun fortæller, hvordan hun en dag fandt sine børn i færd med en farlig leg på murbrokkerne i laden og reagerede med følgende besked: »Skadestuen er 12 kilometer den vej. I går bare selv«.
I sin undervisning har hun også en kageregel, der går ud på, at hvis eleverne kommer til skade, skal de have kage med næste gang. Ligesom hun bankede hårdt på døren hver morgen hos eleven, der havde fået lov til at sove i hendes campingvogn. Han skulle eddermame ikke komme for sent.
Vi er på besøg hos Nana Holm Kristiansen i Jelling i anledning af Politikens Undervisningspris, der nu skydes i gang.
Hendes beskrivelse af sig selv som en person med manglende omsorg for andre står i skærende kontrast til historien, der for alvor folder sig ud i hendes spisestue. Der står nemlig et gigantisk langbord. Hun har brugt flere år på at finde de rette planker. Det har taget 90 timers arbejde, men nu er der så også plads til i hvert fald 30 mennesker rundt om bordet. Og det er netop det, man hurtigt fornemmer, at der er i familien Holm Kristiansens hjem: Der er plads til mennesker.
»Min mand siger ofte, at det er ufatteligt, at jeg kan få noget ud af personer, som jeg har kendt i fem minutter. Men det er nok, fordi jeg giver meget af mig selv, og så giver eleverne også noget tilbage. Jeg er selvfølgelig ansat til at undervise dem. Men der er også mange måder at undervise på. Jeg tror, at det er vigtigt at have en relation til sine elever. Jeg tror ikke, at du får banket meget faglighed ind i hovedet på dem, hvis de ikke føler sig trygge ved dig«, siger hun og tilføjer:
»Jeg hader at tale med nogen, der spørger, hvordan har du det? Og før man har set sig om, så er de på vej ud ad døren. Lad da være med at spørge, hvis du ikke vil have svaret. Det har jeg virkelig taget til mig«, siger hun.
Mødet med Jennifer
Det er nu tre år siden, at 20-årige Jennifer Højsgård kom under Nana Holm Kristiansens vinger på uddannelsen. Og det er samtidig begyndelsen på en fortælling om en lærer-elev-relation, der nok adskiller sig fra de fleste.
Jennifer Højsgård beskriver sig selv som en stille person. Men hun fik lyst til at tale, da hun mødte Nana Holm Kristiansen på grundforløbet. For Nana Holm Kristiansen var nem at kommunikere med. Hun kaldte en skovl for en skovl og en spade for en spade. Så en dag fortalte Jennifer Højsgård for første gang om sine problemer til en underviser, der greb hende med det samme.
»Jeg er ikke så god til ord. Jeg har nogle vanskeligheder i livet, og jeg har ikke altid haft det nemt. Det har jeg stadig ikke. Men Nana så mig, og jeg følte mig hørt«, siger Jennifer Højsgård.
Sådan gik det til, at hun pakkede en taske og kom til aftensmad og overnatning hos sin underviser. Nu har Jennifer både været med til jul og nytår hos familien Holm Kristiansen. Hun ved sågar, hvor ekstranøglen er gemt.
Og der er ingen tvivl om, at hendes bånd til familien betyder meget. For det har ikke bare givet hende et pusterum, hvor hun altid er velkommen til at komme forbi, selv hvis hun bare har lyst til at flade ud på sofaen med en bog. Men også motivationen til at blive på uddannelsen, når hun på svære dage har følt, at hun lige så godt kunne give op.
»Nana er one of a kind. Hun giver sig fuldt ud for sine elever. Hun er et menneske, jeg beundrer, og som måske inderst inde er mit idol«, siger hun.
Motivationen
Nana Holm Kristiansen synes ikke altid selv, at det er det fedeste arbejde at være struktør, for eksempel når det står ned i stænger og blæser en halv pelikan. Alligevel vil hun langt hellere stå i en kloak end skifte ble på sine børn. Derfor er det også ligesom juleaften for hende, når hun finder ud af, hvor mange elever fra grundforløbet der har valgt at blive struktør. Altså lige bortset fra dem, der faktisk har formået at få hende til at eksplodere.
»Der var en elev, der bare kunne gøre mig træt. Nøj, hvor jeg glædede mig til at have fri. På en af de sidste dage sagde han, at han i hvert fald ikke skulle være struktør. Det var vi enige om«, siger hun og tilføjer:
»Men så ændrede han sgu mening, og jeg spurgte, om han havde slået hovedet. Han svarede, at han ved nærmere eftertanke var glad for, at jeg havde holdt ham i ørerne. Han er en af de dygtigste elever, vi har i dag«.
Og det er netop udviklingen, der driver hende. For nogle af hendes elever kommer fra folkeskolen og tror ikke, at de kan noget som helst. De har måske lige akkurat klaret sig igennem med et 2-tal, så selvtilliden kan være helt i bund.
»De unge mennesker har en hel palet fuld af muligheder. Mange af dem tror kun, at der findes den samme lille del af paletten. Jeg bliver fyldt op af glæde, når jeg har formået at vise dem den hele. Tænk engang, jeg, som troede, at det der med at være underviser bare var en fase. Nu kan jeg ikke forestille mig andet«.