»Tænk at have den position at blive i andre menneskers liv. Uden at være i familie«
Læs artiklen senere
Gemt (klik for at fjerne)
Læst
Som konkurrencekommissær er det især et liiiiidt ømt emne for Margrethe Vestager at lægge ud med.
Men ikke desto mindre er det altså her, vi starter historien. I skolegårdens absolutte brutalitet langt ude på landet i Sydvestjylland. Nærmere bestemt Skovlund.
For var der noget, som Margrethe Vestager med egne ord i hvert fald ikke havde skyggen af, så var det boldøje. Så hun fik ofte lov til at stå og blomstre i lang tid, mens den ene efter den anden blev valgt til holdet. Ifølge hende selv kunne hun dog være noget af et aktiv i dødbold, når det udelukkende handlede om at sno sig.
»Jeg er jo stort set født uden boldøje. Det var en relativt boglig skole, så der var aldrig nogen, der tænkte, at det var et handikap, som man burde gøre noget ved. Så jeg ved alt om, hvad det vil sige at blive valgt til sidst. Det prøvede jeg rigtig meget. I dag kan jeg lige akkurat gribe en bold«, griner den tidligere undervisningsminister.
I klasseværelset var det ikke overraskende Margrethe Vestager, der kørte med klatten. Og det er også her, at fortællingens egentlige hovedperson kommer ind i billedet. Nemlig fru Ladekjær. Margrethe Vestagers gamle dansk -og klasselærer, som har formået at indprente sig i sindet på konkurrencekommissæren. For fru Ladekjær gjorde noget for 45 år siden, der ikke bare har formet Vestager som leder, men også som menneske.
Det fortæller Margrethe Vestager i anledning af Politikens Undervisningspris, hvor du har mulighed for at indstille en eller flere lærere, som du synes fortjener at blive hyldet.
Uopskåret mekka
Margrethe Vestager voksede op samme sted, hvor skolen lå: i Skovlund. Hun husker blandt andet en slikmutter, hvor man kunne blande én ting ad gangen, som kostede ti øre stykket. Det var en driftig lille by på landet, hvor alle kendte alle. Det er det egentlig stadig i dag. Men dengang havde hun ikke rigtig nogen vilde tanker om fremtiden. Lige ud over at tegne påklædningsdukker og lære at strikke. Sådan er det nok for de fleste, når de er syv år.
Det der med, at man en dag bliver voksen, var ikke ligefrem noget, der fyldte. Nu befinder hun sig mange kilometer fra sin barndomsby i den absolutte top af europæisk politik.
Alligevel tager det hende ikke mange sekunder, før det virker, som om hun nærmest befinder sig i klasselokalet igen på Skovlund Skole med sine 15 klassekammerater og en helt særlig kvinde som klassens dirigent med enorm autoritet.
»Det er ikke kun, fordi vi skulle tale sammen, at jeg har tænkt på hende«, siger Margrethe Vestager.
Hun taler om Anne-Marie Ladekjær eller fru Ladekjær, som hun blev kaldt. Faktisk tror Margrete Vestager ikke engang, at hun vidste, hvad fru Ladekjær hed til fornavn dengang. Men det var nu alligevel en rimelig særlig lærer-elev-relation. En gang imellem blev Margrethe Vestager passet hos fru Ladekjær, når forældrene skulle ud. Hvis de kom sent hjem, så skulle hun falde i søvn et sted. Og i fru Ladekjærs hjem var der en sofa med et betræk. Det var uopskåret mekka. Sådan lidt plysset, fortæller Margrethe Vestager.
»Hver gang jeg nærmer mig den fornemmelse ... hvis nogen siger, at du ikke kan tidsrejse, så tager de fejl. Jeg skal bare lægge hånden på sådan et stykke stof, så er jeg 45 år tilbage i tiden«.
En lektion i livet
Mest af alt husker Margrethe Vestager fru Ladekjær for de valg, som hun tog i klasselokalet, hvor hun tårnede frem som en klippe af tryghed og omfavnede elevernes forskellighed. Med sit menneskelige engagement og sin professionalisme lærte hun ikke bare sine elever at læse. Det var snarere en form for lektion i livet.
»Hun skabte en atmosfære af sammenhold og sørgede for, at vi havde respekt for hinanden. Fru Ladekjær udviste et enormt engagement, og der var absolut ingen fordømmelse. Det er selvfølgelig en voksen efterrationalisering, men i hendes klasse skulle vi ikke bare være gode skoleelever, vi skulle blive gode mennesker«, siger hun.
Fru Ladekjær rykkede rundt på banden og plantede en bevidsthed om, at den stærke må hjælpe den mindre stærke. Hun sørgede for, at de sad ved siden af en fra klassen, der var helt anderledes end dem selv. På den måde blev de bevidste om hinandens kvaliteter.
Margrethe Vestager var meget boglig. Hun var sådan et barn, der elskede at lære fra bøger og godt kunne lide at lægge ting sammen og sætte to streger under. Men hun kunne også godt bruge at se ud over egen næsetip. Derfor blev hun placeret ved siden af en, som var knap så boglig. Til gengæld lærte han hende det badminton, som hun kan i dag. Og det lillebitte boldøje, som hun har, det er fra ham.
Fru Ladekjær lever godt nok ikke længere. Men det gør hendes visioner i bedste velgående. For de finder stadig vej til Margrethe Vestager.
»Man kan sige tusind ting om det at være lærer. For der er så mange måder at være en god lærer på. Men tænk at have den position at blive i andre menneskers liv. Uden at være i familie med dem«.