Josefine havde mistet modet på livet. Men så mødte hun tre mennesker, der gav hende det tilbage igen
Det begyndte i 4. klasse.
Josefine Højgaard Hansen kunne ikke komme ud ad døren, for hun havde socialangst og belastningsangst.
»Jeg blev meget bekymret, når jeg gik ud ad døren«, siger hun.
Når Josefine fik kæmpet sig i skole, så var det heller ikke en god oplevelse. Det var en stor skole og en stor klasse. Og hun beskriver sig selv som en stille pige med faglige udfordringer med 00 og 02 på karakterbladet.
Josefine troede ikke på, at hun nogensinde ville færdiggøre folkeskolen. I 6. og 7. klasse var hun slet ikke i skole. Faktisk havde hun svært ved at se, hvordan hun skulle komme videre med livet.
Josefines mor var bange for, hvad der skulle blive af hendes datter. Hun var ganske enkelt bange for at miste hende. Med et råb om hjælp søgte Josefines mor mod Høje-Taastrup Ungdomsskoles tilbud om heltidsundervisning. Og det er her, at denne fortælling egentlig begynder.
Historien om, hvordan en gruppe af lærere har givet en 16-årig pige lysten til livet og et karakterblad, som hun med egne ord har lyst til at vifte med til kommunen. De tre lærere er nomineret til Politikens Undervisningspris for deres indsats.
Da svaret kom
Vi skruer tiden tilbage til august 2019. Kommunen mente, at Josefine Højgaard Hansen skulle på en specialskole, hvis hun skulle gøre sig forhåbninger om en uddannelse. Lærerne på Høje-Taastrup Ungdomsskole mente dog godt, at de og Josefine kunne klare opgaven.
Og sådan blev det.
Spændt og nervøs mødte hun op til sin første skoledag i to år på Høje-Taastrup Ungdomsskole. Hun talte ikke rigtig med nogen den dag, men allerede anden dag gik det bedre.
Det var kortere skoledage, og der var færre elever i klasserne. Det var bare, som om der var mere plads. En plads, som særligt blev skabt af teamet Per Vafai-Blom, Torben Bo Sørensen og Louise Hesselholt, der formåede at få Josefine til at føle sig tryg. Hvor Josefine Højgaard Hansen før havde lukket ned, fik hun mere og mere lyst til at åbne op.
»Jeg har ikke nemt ved at stole på mennesker, men jeg følte, at jeg kunne sige ting til dem, som jeg normalt ville holde for mig selv«.
Og da trygheden var etableret, så kom fagligheden.
»Jeg har haft oplevelser med lærere, hvor jeg følte mig til besvær, når jeg spurgte flere gange. Men med Per, Torben og Louise har jeg det slet ikke på den måde«.
»De kan heller ikke lide, når jeg siger, at jeg ikke kan finde ud af det. De mener, at jeg skal tro mere på mig selv«.
Troen på sig selv kom især, da Josefine Højgaard Hansen på Høje-Taastrup Ungdomsskole endelig fik det svar, som hun og hendes mor havde efterspurgt siden 1. klasse. Josefine Højgaard Hansen var ordblind.
Pludselig var det, som om der var nogle brikker, der faldt på plads.
»Det var ikke, fordi jeg bare var helt væk til at stave. Der var en grund til det, og pludselig kunne jeg få nogle andre hjælpemidler. Det var rart at vide, at det ikke var, fordi jeg var dårligere end alle andre«, siger Josefine Højgaard Hansen.
Mennesker før skemaer
Per Vafai-Blom, Torben Bo Sørensen og Louise Hesselholdt er tre af de lærere, der har haft stor betydning for Josefine Højgaard Hansen. Sammen med de andre lærere på skolen tager de imod unge mennesker, der har slået sig på livet. De unge sårbare i mange afskygninger.
Unge, der tidligere ville være i et specialpædagogisk skoletilbud, unge med misbrug, i den ungdomskriminelle gråzone, dysfunktionelle familier, en kognitiv udfordring – angst og selvskadeproblematikker, depression, diverse autismer og add og adhd.
»Vi forsøger at møde de unge med accept og i en atmosfære, hvor de med tiden kan folde sig ud, genskabe nysgerrighed – og ikke kun i undervisningen, men til deres ungdomsliv. Jeg kalder det selv at fremkalde de unge, at de tør finde sig selv og være mindre tilpassede«, siger Per Vafai-Blom.
For de unge mennesker som Josefine Højgaard Hansen handler det særligt om at blive set og føle sig forstået.
»Hvis en elev skal starte på mandag, så sidder man og venter på dem, når de kommer ind ad døren. Bliver med dem og snakker med dem. Spørger, om de kommer igen i morgen. Hvis de ikke kommer, så ringer man og spørger hvorfor«, siger Torben Bo Sørensen og tilføjer:
»Men vi tænker mennesker, før vi tænker skemaer. Nogle børn har ikke været i skole i flere år. Det er, ligesom hvis man har medarbejdere, som er nede med stress. Dem sætter man heller ikke bare ind og siger: Værsgo, 37 timer om ugen til dig«.
Og i mange af tilfældene lykkes de med unge, som kommunens andre institutioner og skoletilbud ikke er lykkedes med. Ofte kommer de unge tilbage både efter tre og syv år for at hilse på dem eller få et råd med på vejen.
»Jeg har arbejdet med de børn i mere end 30 år, og for mig handler det om det medspil og det modspil, som vi oplever i vores arbejde. Og så handler det om de resultater, som vi kan være med til at bidrage til«, siger Louise Hesselholdt.
Fremtiden
Josefine Højgaard Hansens historie er billedet på, hvad lærerne på Høje-Taastrup Ungdomsskole kan udrette.
For meget er forandret på de tre år, som hun har været tilknyttet skolen. Hendes angst er ikke lige så slem, som den var dengang. Nu bruger hun skolen til at få det sidste mod til at gøre det, som hun længes efter – en uddannelse med mennesker. Til august skal hun starte på sosu-uddannelsen i Brøndby.
»Dengang jeg var hjemme, følte jeg, at alting gik imod mig. Jeg troede slet ikke på, at jeg ville færdiggøre folkeskolen. Men nu har jeg stået til en dimission, og snart skal jeg starte på en uddannelse. Og jeg ved heldigvis, at Per, Torben og Louise vil følge mig hele vejen. De giver ikke bare slip på en«.
Når Josefine Højgaard Hansen skal beskrive, hvad hendes tid på Høje-Taastrup Ungdomsskole har betydet, svarer hun prompte »meget«, mens hun kigger ned på den elastik, der kører frem og tilbage mellem hendes fingre.
»Jeg ved faktisk ikke, hvor jeg ellers havde været«.
»Kommunen blev ved med at sige til mig og min mor, at jeg ikke ville kunne klare det. Men det gjorde jeg. I dag har jeg 7- og 10-taller på mit karakterblad. Jeg har lyst til at gå op og vise det til kommunen. Vifte med det«.