Med kemiske formler lokker han eleverne væk fra computerspillene
Nicolai Bogø Stabell, der er nomineret til Undervisningsprisen, lærte først at læse i syvende klasse. Nu smitter han gymnasieelever med sin passion for kemi og giver dem det, han selv manglede.
Til en susende lyd fra udluftningssystemet bliver der fremstillet paracetamol i kolbeglas. Det ligner endnu ikke den Panodil, du sluger, når hovedet dunker. Indtil videre er det blot en lyserød væske.
15 gymnasieelever i hvide kitler har en solrig eftermiddag valgt kemilokalet på H.C. Ørsted Gymnasiet i Lyngby til, efter deres klassekammeraters skoledag er slut.
»Jeg kan virkelig bruge meget tid på det, fordi det giver mig en følelse af, at hvis jeg investerer mig i det, så kan jeg gøre, hvad jeg vil. Den udfordring, jeg får her, er virkelig god for mig«, siger 18-årige Mikkel Loesch.
Eleverne er kommet til timen fra H.C. Ørsted Gymnasiets tre afdelinger og går enten i 1.g eller 2.g. De er her enten for at tage kemi A på et etårs turboforløb, eller fordi de træner op til den såkaldte kemiolympiade. Derfor bevæger niveauet sig denne eftermiddag ofte op på et højere niveau end normalt. Timen startede med, at forsøgsvejledningen blev dissekeret med hård hånd af lærer Nicolai Bogø Stabell, der står lænet op ad en pult i sin kittel og med de runde briller ved siden af sin kollega, Lasse Johansen.
»Der står, at der skal afvejes 4-aminophenol af med tre decimalers nøjagtighed af. Men er det vigtigt?«, spørger Nicolai Bogø Stabell.
Det er ikke længe siden, 28-årige Nicolai Bogø Stabell selv tumlede med at finde sin vej gennem uddannelsessystemet som ordblind keminørd. Derfor vil han give nutidens gymnasieelever det fællesskab om kemien, han selv manglede. 13 elever og en kollegas indstillinger til Politikens Undervisningspris har gjort indtryk på fagpanelet, som har besluttet, at Nicolai Bogø Stabell skal være en af de nominerede.
Øjnene bliver røde
Mikkel Loesch står og studerer den lyserøde væske gennem sikkerhedsbrillerne. Han er en ud af fire danskere, der er udtaget til landsholdet, som skal til den internationale kemiolympiade til sommer, hvor gymnasieelever fra hele verden mødes for at dyste i kemiforsøg. Han er derfor mødt op for at træne.
Kemien er noget stabilt i mit liv, som jeg altid ved, jeg har
Mikkel Loesch, elev
Han har for nylig døjet med stress – ikke fordi han lægger for meget tid i at træne i laboratoriet. Det er mere i sociale sammenhænge, det kan være svært, fortæller han, mens øjnene bliver røde og stemmen dirrer:
»Kemien er noget stabilt i mit liv, som jeg altid ved, jeg har. Nicolai er den, jeg altid kan gå til, hvis der er noget. Han er der altid og tror på en. Han bare en virkelig god lærer«, siger Mikkel Loesch.
17-årige Fiona Palsgaard, der går i 1.G, er i gang med at tage noter til forsøget, for hun skal snart til eksamen. Hun gik meget op i kemi i folkeskolen, og var ikke så begejstret for undervisningen, da hun startede på gymnasiet. Nu er hun startet på turboforløbet og føler sig endelig udfordret.
»Det er en helt anden måde at have undervisning på, hvor man får smidt en masse viden i hovedet. Det er en virkelig fed måde at lære på«, siger hun.
Kemi kan give samme stimulans som spil
Selv om en stor del af Nicolai Bogø Stabells undervisning handler om at skubbe de fagligt stærke elever, har han også øje for dem på holdet, der har personlige udfordringer og eksempelvis får socialpædagogisk støtte (SPS).
Vi prøver at tage det fokus, de kan have i seks til otte timer på et computerspil, og flytte det
Nicolai Bogø Stabell, nomineret til Undervisningsprisen
Sådan en elev var Nicolai Bogø Stabell selv, da han selv gik i skole. Han er ordblind og lærte først at læse i 7. klasse, men havde altid været god til matematik. I stedet for, at han fik lov at dyrke det, han var god til, blev han taget ud af matematiktimerne, så han kunne få mere tid til at øve sin læsning.
»Jeg følte, jeg manglede noget, og jeg vil gerne lappe de huller og lave et skolemiljø, jeg selv ville have ønsket. Det handler især om at møde nogle ligesindede, der gerne vil blive rigtig gode til noget fagligt«.
Han understreger, at selvom det er talentarbejde, og der er et konkurrenceaspekt i at gå til kemiolympiade, så er det lige så meget for at give eleverne et fagligt og socialt fællesskab.
»Det handler ikke om at lave A- og et B-hold, men at skabe et miljø for nogle, der er blevet overset, fordi de er dygtige. Mange af dem på holdet har oplevet mistrivsel i deres tidligere skolegang«.
Ellers kan man, som han selv gjorde, ende med at bruge meget tid foran computeren, fordi spillene giver den udfordring, man mangler.
»Jeg prøver at tage det fokus, de kan have i seks til otte timer på et computerspil, og flytte det over på noget fagligt. Eleverne lærer faktisk, at der findes samme stimulans i det her fag, som de har fået fra spillene«, siger han.
Kan ikke tage i byen en fredag
Nicolai Bogø Stabell laver sideløbende med sin undervisning forskningsprojekter ved DTU og Novo Nordisk. Han er ansat på H.C. Ørsted Gymnasiet på deltid til at køre turboforløbene og tage eleverne med til kemiolympiade. Men han ender alligevel med at kaste en stor del af sin tid i det, og det gør, at han må give afkald på nogle ting. Det ved han godt, at ikke alle lærere kan.
»Jeg kan ikke tage i byen på en fredag, hvis jeg skal stå i laboratoriet med eleverne om lørdagen. Men jeg synes, det er vigtigt og det hele værd, for jeg ved, hvor stor en glæde det er for eleverne«, siger han.
Mikkel Loesch er ved at være nået igennem forsøgsvejledningen, væsken er kølet ned og er nu krystalliseret. Mikkel løfter glasset og kigger på de små hvide nålelignende krystaller af paracetamol, der stritter fra bunden, som om en omvendt tyngdekraft trækker i det.