At sige en sætning var umuligt for få måneder siden. Men så fik hun en ny lærer

13-årige Silja står i døråbningen, mens hun holder hånden på dørkarmen og læner sig fremover. Med øjnene omkranset af sorte mascaravipper studerer hun det lille køkken, hvor hun skal bage cookies sammen sin lærer, Maria Anyango Bjørnshauge med det altid store smil, de røde briller og mørke krøller. Silja trisser hen til Maria.

»Smør. Og sukker«, siger Maria Anyango Bjørnshauge og giver ingredienserne til Silja.

»Må jeg godt få frysetørrede hindbær i«, spørger Silja med et bjerg af ingredienser i armene. Men så indskyder hun hurtigt:

»Ej, det ved jeg faktisk ikke, om jeg har lyst til«.

Af hensyn til hendes fremtid ønsker forældrene kun, at hun står frem med fornavn, men Politiken er bekendt med hendes fulde identitet. Silja har flere diagnoser, og det er typisk for de børn og unge, der går på Glostrup Hospitalsskole, der består af en ungeskole for udskolingselever og en børneskole for de yngre elever. I alt kan der gå op til 40 elever, som både kan være døgn- og dagindlagt på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup. Silja har været døgnindlagt i omkring 4 måneder, hvor hun har haft timer med Maria Anyango Bjørnshauge.

»Det er en helt anden form for skole. Man bliver lyttet til og forstået mere af sin lærer, end når man sidder 24 i en klasse. Meget få mennesker kan forstå mig på den måde, Maria kan«, siger Silja.

Hvert år sætter Politikens Undervisningspris fokus på lærere, der betyder noget særligt for deres elever. I bunken af indstillingerne var der i år en, der skilte sig ud. En kæreste til en af lærerne på Glostrup Hospitalsskole havde skrevet, at de gør »et kæmpe arbejde« for at hjælpe elever, der kan have ligget under dynen i måneder og år, videre i uddannelsessystemet. Det gør de med en bemanding på cirka én lærer til én elev.

Otte timers bøn

Det er tvangstanker, der gør det svært for Silja at putte frysetørrede hindbær i dejen, når det ikke står i opskriften. Men læreren giver hende alligevel bøtten med det lyserøde indhold.

»Hovedgrunden til, at jeg er her, er, at jeg har OCD«, forklarer Silja.

Forårssolen, som står ind ad vinduet, rammer et sølvkors, der hænger om Siljas hals.

Hun har så længe, hun kan huske, været troende og bedt fadervor om aftenen, men bønnerne blev længere og længere, i takt med at der plantede sig en frygt for, at hun ikke var en god nok kristen. Det fik det til at ramle for et halvt år siden efter en nat, hvor hun havde bedt i otte timer og ikke sovet. Den manglende søvn og reglerne i hjernen, der buldrede af sted, gjorde det umuligt at koncentrere sig i skolen og være sammen med vennerne som normalt.

»Det er helt vildt at tænke tilbage på, hvordan min hjerne kunne huske alt det. Jeg kunne hele min bøn og vidste, at når jeg nåede til en bestemt del, så skulle jeg gentage noget fire gange«, siger Silja.

I månederne inden hun blev indlagt, var hun næsten ikke i skole.

Hun talte ikke

Bestemte tal, navneord, tillægsord og engelske ord var helt forbudt. Så da hun startede på Glostrup Hospitalsskole, talte hun næsten ikke, udo ver når hun messede sin bøn.

»Jeg var bange for, at hvis jeg sagde noget forkert, ville jeg gøre grin med sproget, fordi jeg havde læst en masse om racisme og kulturel appropriation (at misbruge andre kulturer, red.). Jeg havde svært ved bare at sige mit eget navn, fordi der var jo andre, der hed Silja, så hvad med dem? Jeg var bare totalt bange for at gøre nogen ked af det«.

Maria Anyango Bjørnshauge forklarer, at et af skolens hovedformål er at gøre børnene i stand til at kunne mere og mere ved at lytte til, hvad de har lyst til, og give dem succesoplevelser. Da Silja startede på skolen, ville hun gerne lave mad, så det gjorde de.

»Børnene har ofte en dårlig fortælling om skolen, fordi de har følt sig forkerte. Vi skal vende det om for dem, så de forstår, at det ikke er dem, den er gal med, og at det kan være rart at gå i skole, når der bliver taget hensyn til deres udfordringer«, siger Maria Anyango Bjørnshauge.

»Cookies. Cookies. Cookies. Cookies«.

I starten af Siljas indlæggelse valgte Maria Anyango Bjørnshauge, at de skulle bage cookies. Det var en udfordring for Silja, fordi ordet var engelsk, og det betød, at hun skulle gentage det.

»Cookies. Cookies. Cookies. Cookies«.

Det endte med et sammenbrud, fordi det gik op for hende, hvor udfordret hun var.

Selv om reglerne stadig fylder, er hun et andet sted i dag. Det vil Maria Anyango Bjørnshauge gerne vise hende, fordi hun skal udskrives om under en uge. Ud af Siljas mund vælter det nu med ord, og mellem hendes anekdotiske fortællinger sker der indimellem en kærlig forhandling med læreren. Det starter med, hvem der skal hakke chokoladen.

»Ellers må du putte en masse frysetørrede hindbær i«, siger Maria Anyango Bjørnshauge.

»Neeeej. Jeg må ikke lave om på opskriften«, siger Silja, mens hun smiler og spærrer øjnene op.

»Jooo, du må«, siger Maria i samme toneleje.

Da dejen er færdig, og Maria har sat klatter af dej på to bageplader, flytter Silja en dejklump fra den ene plade, så hun undgår, at der er ni.

»Vil du putte glimmer på«, spørger Maria og rækker hende en sprayflaske.

Det står heller ikke i opskriften, men de lander på kompromiset: Én cookie får glimmer på, inden de kommer i ovnen.

Et gammelt ægtepar

En sød duft spreder sig i rummet. Silja er blevet træt og har lagt overkroppen på bordet. Maria tager cookieerne ud af ovnen, viser bagepladen til Silja og foreslår, at hun putter glimmer på de andre.

»Maria, nej, du har presset mig rigtig meget i dag«.

»Har jeg presset dig for meget?«

»Ja, for meget. Det er godt, jeg snart bliver udskrevet, for vi er ligesom et gammelt ægtepar«, siger Silja og smiler skævt.

Foto: Miriam Dalsgaard

Indtil videre skal Silja tilbage på sin gamle skole og have eneundervisning. Når børnene stopper på hospitalsskolen, skriver deres lærer en skoleudtalelse til det skoletilbud, de skal videre i, så de kan bruge hospitalsskolens erfaringer. Noget af det, Maria har skrevet, er, at Silja kan udfordres langsomt i et roligt miljø, hvor hun får opmærksomhed fra sine lærere, der sætter rammerne for hende.

Elever, der flyver væk

Da cookierne er kølet af, putter Maria dem i en pose.

»Ej, jeg behøver slet ikke så mange«, siger Silja.

Men hun slipper ikke, og det er, som om hun godt ved det. Hun tager posen, og de følges ud på gangen, hvor der på væggen hænger en masse fugle med tidligere elevers hilsner fra deres sidste dag på skolen.

»Jeg elsker at være her. Jeg ville ønske, jeg kunne blive«, står der på en i lilla pap.

Silja føler sig heller ikke klar til at blive udskrevet, og Maria Anyango Bjørnshauge er en af dem, hun kommer til at savne mest. Ventelisten til den afdeling, hun er indlagt på, er lang.

»Jeg ved jo godt, de ikke slipper mig helt. Men man føler alligevel, at man står lidt på egne ben. Nu har jeg jo prøvet at have det rigtig, rigtig skidt, og jeg vil ikke have det sådan igen«, siger hun.

Derfor ved Silja også allerede, hvad hun vil skrive på sin fugl.

»Jeg vil skrive, at det nok skal gå, og at folk vil mig det bedste. Måske noget fra Andreas Odbjergs sang ’I morgen er der også en dag’«.

Af hensyn til Siljas fremtid ønsker forældrene kun, at hun står frem med fornavn. Politiken er bekendt med hendes fulde identitet.