Måske finder man ikke den ene ven. Men så får man så meget andet

Den bedste til matematik

Klasselokalet er cirka halvt så stort som normalt, og her sidder de yngste koncentreret og løser matematikopgaver i hver sin bog. Marta kigger ned på sine små fingre, som hjælper hende med at tælle sig frem til, hvad det næste tal i en talrække skal være. Men hun må give op og hviler i stedet hagen i håndfladen, mens hun rækker hånden op og venter på, at læreren Teitur i den færøske sweater og med håret samlet i en hestehale kommer og hjælper.

Men sidemakkeren Gry Marker Holm, der går i 3. klasse, ser fingeren først. Hun sætter sig på hug på sin stol og læner sig ind over Martas matematikbog.

»Se«, siger hun og bladrer et par sider tilbage.

»Du skal gøre, ligesom du gjorde her«.

Trods små udfordringer med talrækken er Marta ifølge hende selv den bedste til matematik. Gry retter hende og siger, at hun ikke kan sige, at hun er den bedste, men kun, at hun er den bedste i 0. klasse. Marta er også den eneste på det klassetrin, men havde hun jævnaldrende på skolen, ville der muligvis stadig være en sandhed i det. For hun regner sig hurtigt gennem opgavebøgerne, og hendes nuværende er til 1. klassetrin.

Ifølge læreren Maja Feenstra, der har arbejdet på skolen i seks år, skal man ikke være bekymret for at have et fagligt stærkt barn på en lille skole.

»Det er lige præcis det, vi kan. Vi underviser lige der, hvor den enkelte er, og hænger os ikke i, om man går i 5. eller 7. klasse«, siger hun.

Noobs, pros og veteraner

At differentiere undervisningen er alfa og omega, når man skal undervise flere klassetrin samtidig. Det kan man gøre ved at lade hele klassen læse den samme tekst og give eleverne forskellige opgaver, forklarer Maja Feenstra.

»I virkeligheden er det ikke så anderledes end i en større klasse, hvor niveauforskellen kan være lige så stor, selv om de er lige gamle«, siger hun.

Når hun har de store i tysk, er det en intern joke, at 5.-klasserne kaldes ’noobs’, 6.-klasserne ’pros’ og 7.-klasserne ’veteraner’. Som veteran har man flere tysktimer end de andre, og i en af de ekstra timer har Svea forberedt en Kahoot-quiz til i dag, hvor alle er samlet. Hun går op til tavlen i sine baggy bukser og med det lyse hår sat op med en klemme.

»Jeg har skrevet de latinske betegnelser i quizzen. Kender I alle dem?«, spørger hun.

Klassekammeraterne ryster på hovedet, og som en hjælp skriver hun ’substantiv = navneord’ og de andre ordklasser på tavlen, inden hun kobler sin computer til smartboardet, så quizzen om ordklasser kan begynde.

En ’noob’ overrasker og ender som nummer 1 på vinderpodiet. Dernæst tager Maja Feenstra over og gennemgår navneordenes køn på tysk. Svea drejer frem og tilbage på stolen imens – det er ikke første gang, hun hører om der, die og das. Men gentagelser er et vilkår, når man har undervisning med andre klassetrin. Og faktisk gør det ikke så meget.

»Hvis jeg bare havde hørt det én gang, ville jeg ikke kunne huske det lige så let«, siger Svea.

Efter 7. klasse er der mange af børnene på Christiansø, der tager på efterskole. Men Svea skal flytte til København, hvor hun skal bo hos sin storebror og starte på en folkeskole. Selv om noget af det bedste ved at gå på Christiansø Skole er at være sammen med børn i alle aldre, kan hun også godt mærke, at nu er hun en af de ældste.

»Det, jeg glæder mig til ved at flytte, er at kunne lære af andre på min egen alder. Der er vigtigt, synes jeg. Men det er meget dobbeltsidet. Jeg kommer til at savne alle mennesker herovre«, siger Svea.

Fra Nørrebro til Christiansø

Svea er et af to børn, der har boet på Christiansø hele livet. Resten har boet andre steder i Danmark, indtil familien for nogle år siden valgte at flytte.

Nu bor de i gule rækkehuse fra 1700-tallet, der til forveksling ligner Nyboder i København. Sammenfaldet er ikke tilfældigt, for Christiansø er ligesom Nyboder ejet af Forsvarsministeriet. På Christiansø ligger nemlig en gammel fæstning, som nu er fredet. Mange af børnenes forældre arbejder med naturforvaltning eller som håndværkere, der vedligeholder fæstningen. At arbejde andre steder er svært, for uden for højsæsonen er der kun én daglig bådafgang frem og tilbage til Gudhjem på Bornholm. Andre arbejder med turisme, en er læge, tre er lærere, og en er skoleleder.

Tilsammen giver det et lille økosystem bestående af øens 90 beboere. Og det gør, at mange har søskende på skolen og nogle også deres forældre. Lærer Maja Feenstra underviser også sine egne børn og fortæller, at det er en øvelse i at kunne adskille hinandens roller.

»Vi taler meget om, at man har forskellige kasketter. Når vi er i skole, hedder jeg ikke mor, men Maja, for det går ikke, at nogle børn har en forælder med i skole, mens andre ikke har«.

Seneste tilflytter er den nytiltrådte skoleleder Niels Kofod, der for tre uger siden boede på Nørrebro med sin kone og to døtre. Hans datter Sofie Kofod er startet i skolens 4.-klasse og er ved at vænne sig til at have under halvt så mange klassekammerater som på den gamle skole. Selv om hun savner dem, forstår hun forældrenes begrundelse for at flytte.

»Min far og mor vil gerne gøre noget godt for os og give os et andet liv end i storbyen, hvor vi bare kan sidde med vores telefoner uden at lave noget«, siger hun.

Det plejede at rode på værelset på Nørrebro, og så ryddede hun op, når der kom gæster. Men da hun fortalte det til en af sine nye venner, fik hun at vide, at her kan vennerne komme uanmeldt forbi når som helst. Så selv om der er færre børn på Christiansø, keder man sig bestemt ikke, fortæller Sofie Kofod.

»Der er færre muligheder. Men det er også nogle gode muligheder«, siger hun.

At være lidt alene

I de to klasselokaler breder ordet rundbold sig blandt eleverne. I nogle frikvarterer er det planlagt, at børnene skal lege fælles, og så skiftes de til at vælge en leg. I dag var det Sveas tur.

Marta sidder tilbage i garderoben og er i gang med at få overtræksbukserne på. Hun er ikke så begejstret for, at valget er faldet på rundbold.

»Jeg kender ikke reglerne, fordi jeg er den yngste«, siger hun og løber ud ad skolens grønne dør.

Men på græsplænen står Teitur klar til at forklare reglerne, og hvis man er en af de små, får man lov at løbe en kortere tur end de store.

Maja Feenstra kigger på. Hun kan godt tænke, at man kan være lidt alene som barn, hvis der ikke er andre på samme alder eller med de samme interesser.

»Men selv om man så ikke lige har den ene ven, som det fungerer godt med på tomandshånd, så er de heldigvis gode til for eksempel at tage op i gymnastiksalen efter skole alle sammen, og så er det jo på kryds og tværs af køn og alder«.

Mågerne skriger i baggrunden, og en enkelt traktor kører forbi – det tætteste, man kommer på lyden af biler. Og fordi børnene har så kort hjem, afholdes spisepausen derhjemme. Maja går sammen med Marta og et andet barn ad stier, hvor det vrimler med frøer. Så når de til ’gaden’, som den ene af Nyboder-rækkerne bliver kaldt. De vinker farvel og går ind ad hver sin dør.

»Hej Mussefis«, lyder det, og Marta bliver mødt af duften af ristet brød og af sin mors hånd, der stryger det lyse hår.

»Jeg skal hjem til Svea i aften«, siger Marta, mens hun tager den lilla Fjällräven af og lægger den i gangen.

Hendes mor og far skal til hockey oppe i gymnastiksalen, og så bliver hun passet. Når det er svært at være den yngste på skolen, er det dejligt, de har hinanden, synes moren.

»Det er lige netop derfor, vi er flyttet til øen. For at give vores børn noget, de ikke kan få andre steder«, siger hun, mens hun stadig står i døråbningen.

Længere nede ad den gule række af huse stikker en mand hovedet ud ad døren:

»Skal Marta lege med Victoria i eftermiddag?«.