Han har en lang erfaring med en udfordret elevgruppe. Derfor så han også, at hun gemte på noget
Steen Alexandersens tålmodighed og tro på en af hans tidligere elever, forvandlede hende fra stille til åben og fra uafklaret til afklaret.
Da Dicte Rejmers havde første skoledag på den forberedende grunduddannelse, fgu, for fire år siden, var hun indelukket og genert.
»Jeg havde ikke lyst til at sige noget i klassen, og når vi skulle diskutere et emne i grupper, forholdt jeg mig neutral«, fortæller hun.
Men det ændrede sig, da hun fik Steen Alexandersen som lærer på kommunikations- og medielinjen på fgu Sydøstjylland i Horsens. Derfor har hun indstillet sin tidligere lærer til Politikens Undervisningspris, og han er nu en af de 16 nominerede.
Det er første år, det er muligt at indstille lærere fra andre ungdomsuddannelser end erhvervsuddannelser og gymnasiale uddannelser til Politikens Undervisningspris. Der er blevet indstillet i alt 44 lærere i den nye ’Andet’-kategori, hvoraf 22 af indstillingerne gælder fgu-lærere.
I en klasse med næsten 30 elever var der dårlig tid til at forklare mig tingene
Dicte Rejmers, tidligere fgu-elev
Han troede ikke på, at hun var stille
Helt fra 0. klasse havde Dicte Rejmers svært ved det faglige, og gennem hele skoletiden blev det en frustrerende kamp.
»I en klasse med næsten 30 elever var der dårlig tid til at forklare mig tingene. Det gjorde, at jeg kom meget bagud og følte mig tilsidesat«.
Især matematik havde hun svært ved, og hun husker, at når klassen skulle arbejde i grupper, blev hun sat til at lave opgaver på et lavere niveau.
»Det fik mig til at føle mig uden for resten af fællesskabet«.
»Et potentiale, de ikke selv er klar over«
Efter 10. klasse startede Dicte Rejmers på fgu, fordi hun ikke vidste, hvad hun skulle. I Steen Alexandersens timer, mødte hun endelig en lærer, der satte sig ved siden af hende og gav sig tid til at forklare tingene – også flere gange. Steen Alexandersen så ikke en stille person, men en, der var bange for at sige noget forkert.
»Hun gemte sine evner. Men min lange erfaring med den her elevgruppe har vist mig, at de har et potentiale, de ikke selv er klar over«, siger Steen Alexandersen, som startede med at undervise på produktionsskole for 25 år siden – det, som sammen med to andre uddannelser i 2019 blev til fgu.
Det er helt centralt på fgu, hvor unge kommer med så mange negative erfaringer
Anne Sophie Madsen, EVA, medlem af fagpanelet
Da Modstrøm, elevorganisationen for elever på fgu, inviterede til et møde på Fyn, foreslog han, om ikke Dicte Rejmers skulle tage med. Det krævede tid og flere snakke at overbevise hende.
»Jeg bringer det op, fordi jeg tror, du kan«, sagde han, og den sætning husker hun stadig.
»Han gav mig mod, så jeg endte med at tage afsted. Det viste sig at være en af de bedste beslutninger«, siger Dicte Rejmers.
To år efter Dicte Rejmers stoppede på fgu, besøger hun stadig Steen Alexandersen på skolen. Han er altid interesseret i at høre, hvordan det går, og det betyder meget.
Gode lærere er helt centralt på fgu
Hendes indstilling af Steen Alexandersen rammer lige ind i, hvad fgu skal, mener Anne Sophie Madsen, områdechef for ungdomsuddannelser hos EVA, Danmarks Evalueringsinstitut, og en del af Politikens Undervisningspris’ fagpanel.
»Det er et flot eksempel på at se den enkelte elev og give dem følelsen af at mestre noget. Det er helt centralt på fgu, hvor unge kommer med så mange negative erfaringer, at det kan være svært at tro på sig selv«, siger hun.
Derfor var et af nøgleordene i indstillingen »tålmodig«, for det er vigtigt, at man tager sig tid til forklare stoffet til den udfordrede elevgruppe på fgu, der ofte har haft en ustabil tilknytning til uddannelsessystemet.
Det havde hun ikke gjort for to år siden
Da Dicte Rejmers kom tilbage fra mødet med Modstrøm, gik det stærkt.
»Lige pludselig var det, som om hun bare kunne det hele«, siger Steen Alexandersen.
I dag er hun en del af Modstrøms ungeråd og læser fag på hf for at kunne læse til multimediedesigner. Hun er blevet mere åben og bedre til at ytre sig. Alligevel skulle hun tage sig sammen, da Politiken ringede og spurgte om et interview. Men hun indvilligede, og da hun fortalte det til Steen Alexandersen, sagde han, at det havde hun ikke gjort for nogle år siden. Og det giver hun ham helt ret i.
De to har stadig kontakt, og når Politikens Undervisningspris kulminerer ved en prisfest 16. maj i Pressen under Politikens Hus, har Steen Alexandersen valgt at tage Dicte Rejmers med som sin ’plus one’.