To fagpaneler for henholdsvis grundskolen og ungdomsuddannelserne har læst 1.305 indstillinger igennem. Det var et stærkt felt af indstillede lærere og læremestre, der både er venner, faglige genier og til stor inspiration.
Fakta
Politikens Undervisningspris 2023
Her er de 16 nominerede, som talte ekstra meget til hjerner og hjerter hos uddannelseseksperter, elever og tidligere vindere i fagpanelerne.
Erhvervsuddannelser
Jakob Nielsen
Elektrikersvend ved A/S Henning Lund, Horsens. Indstillet af tidligere lærling.
Det foregår i øjenhøjde, når Jakob Nielsen skal lære elektrikerfaget fra sig. Som lærling får man ikke bare alt det trælse arbejde – her deles det ligeligt.
»Jakob er der til at hjælpe og sparre UDEN at micro manage«, står der i indstillingen.
Torben Knudsen og Jacob Knudsen
Tømrermestre ved Mogens Knudsen A/S, Langeskov, Fyn. Indstillet af lærling.
Undervisningen tages alvorligt, når man er i lære hos de to brødre. Der er undervisningsdage i alt fra tag til udlusning af en rådden dør. Faktisk har lærlingen, der har indstillet dem, været igennem stort set alle områder inden for tømrerfaget på blot et år.
Da jeg fik Steen som lærer, opdagede jeg, at der var en mening med min uddannelse
Stina Davidsen-Nielsen
Social- og Sundhedsskolen Fyn, Odense. Indstillet af 7 elever.
Stina Davidsen-Nielsen har hæklet små kønsorganer, som hun bruger, når hun skal undervise i den nedre hygiejne – et sigende eksempel på hendes stærke formidlingsevner og gode humor.
»Hun er den bedste underviser, jeg nogensinde har mødt, og jeg har i mine 47 år og 4 uddannelser alligevel mødt en del«, skriver en elev.
Klaus Krogh Lund-Jørgensen
Tømreruddannelsen, Next Uddannelse, København. Indstillet af elev.
Diversitet er et nøgleord i Klaus Krogh Lund-Jørgensens undervisning, hvor der er plads til alle.
»Da jeg startede på tømrergrundforløbet, forberedte jeg mig selv på, at sexistiske jokes og hverdagsracisme skulle blive en del af min hverdag. Men Klaus har formået at skabe et fantastisk inspirerende og trygt rum«, skriver eleven.
Peter Stenfeldt Mathiasen
Marstal Navigationsskole, Ærø. Indstillet af elev.
Det er den store forståelse for eleverne, som Peter Stenfeldt Mathiasen er blevet indstillet for. En dag skulle eleverne på tur med et skoleskib, hvor nogle var utrygge. Han smed, hvad han havde i hænderne, og tog med for at sikre, at alle fik en god oplevelse.
Team: Majbrit Kjær og Henrik Pedersen
Handelsuddannelsen, ZBC Næstved. Indstillet af 2 elever.
Teamet har faglige ambitioner, samtidig med at de ser hver enkelt elev og forstår deres udfordringer. De skaber et åbent læringsmiljø, fordi de er gennemsigtige, i forhold til hvad der forventes.
»Deres undervisning er bygget op på en engagerende måde, så man motiveres og nemt kan koncentrere sig«, skriver en af eleverne.
Gymnasiale uddannelser
Kader Maikal
Fransk, arabisk og latin på Aarhus Gymnasium og Viby Gymnasium, Aarhus. Indstillet af 59 elever.
Det er væltet ind med indstillinger af den aarhusianske lærer, og ord som »friskhed« og »glæde« drysses rundhåndet ud over hans undervisning. Han møder eleverne på deres niveau og er meget villig til at hjælpe. En har fået 12 på grund af ham. For en anden er han den bedste underviser gennem 12 års skolegang.
Nicolai Bogø Stabell
Kemi på H.C. Ørsted Gymnasiet, Lyngby. Indstillet af 13 elever og en kollega.
Det er til stor inspiration for eleverne at have en dygtig kemilærer, der har ordblindhed. Han er god til at få elever med særlige udfordringer med ved at bruge visuelle hjælpemidler og øvelser. Desuden er han med til at udvikle talenter og tager dem med til dansk kemiolympiade.
Christina Dam Kissmeyer
Matematik og kemi på Århus Akademi, Aarhus. Indstillet af 13 elever.
Hun har løftet mange af eleverne, der har indstillet hende, flere karaktertrin. For hun er tålmodig og bliver siddende, til eleven forstår det. Hun skaber et godt klassemiljø og har gjort en larmende klasse roligere.
Steen Alexandersen
Kommunikations- og medielinjen, FGU Sydøstjylland, Horsens. Indstillet af en tidligere elev.
Ved at tro på eleverne har Steen Alexandersen sat uddannelse i et helt nyt lys for en elev, der har følt sig efterladt på sidelinjen.
»Da jeg fik Steen som lærer, opdagede jeg, at der var en mening med min uddannelse«, skriver eleven.
Ditte Rinø Wulff
Historie som enkeltfag, HF & VUC København Syd, Hvidovre. Indstillet af en tidligere elev.
Med Jeopardy og rollespil underviser Ditte Rinø Wulff på historie som enkeltfag, hvor eleverne på kort tid skal fra middelalderen og frem til i dag.
»Alligevel formåede hun at tage det i roligt tempo«, skriver en tidligere elev.
Grundskolen
Charlotte Wich Thomsen
Dansk, matematik, billedkunst og klasselærer i 1.c på Søndersøskolen, Værløse. Indstillet af 13 forældre og en elev.
Charlotte Wich Thomsen gør en ekstra indsats for børn med skilte forældre og har gjort indtryk på en mor, der er flygtet med sin søn fra Syrien. Fagligt er hun kreativ, og en af hendes elever vil gerne have hende, helt til voksenlivet begynder, for hun forklarer tingene, »så jeg ikke føler mig dum eller uartig«.
Peter Balling
Dansk og tysk i 7. b på Hareskov Skole, Værløse. Indstillet af 19 forældre og elever.
Her er en lærer med en »superkraft«, som en af forældrene skriver i indstillingen. Det går igen i indstillingerne af Peter Balling, at han har en særlig evne til at se den enkelte elevs styrker, og hvordan de lærer forskelligt. Her er det ikke bedre at læse tykke bøger end tegneserier.
På grund af den måde, de er, deres personligheder
Simone Gadebusch
Dansk, kristendom, billedkunst og klasselærer i 6.a på Kastrupgårdsskolen, Kastrup. Indstillet af 10 forældre og elever.
Eleverne spiller sig til læring i Simone Gadebusch’ undervisning. I flere af indstillingerne fremhæves en bankoaften og en quizkonkurrence. Hun evner at skabe et inspirerende læringsrum, hvor det er »sejt at være klog, men hvor hele klassen er med«, som en forælder skriver.
Nader Bashir Balga
Matematik, engelsk og geografi på Amager Fælled Skole, København. Indstillet af tre elever.
Nader Bashir Balga er god til at forstå »os teenagere«, skriver en. Han tilpasser undervisningen med Minecraft i matematik og sjove historier, så man kan huske regnereglerne. Han føles ikke som en lærer, bemærker en anden, men som en del af fællesskabet.
Team: Lasse Emil Møller og Mads Kaltoft Nørring
Blandt andet dansk, idræt og matematik på Enghavegård Skole, Søborg. Indstillet af en samlet klasse og forældre.
I en klasse med trivselsudfordringer har lærerteamet formået at sætte fokus på kropsidealer og spisevaner med åbenhed og resolut handling. Ud over at forbedre trivslen har de også gjort klassen mere lærelystne »på grund af den måde, de er, deres personligheder«, udtrykker en elev.
Hvad nu?
De 16 nominerede fortæller om sig selv i en video. Dernæst vurderer fagpanelerne, hvem der skal vinde en af priserne 16. maj.
fortsæt med at læse