’Hvor indstiller man undervisere på forberedende grunduddannelser?’, lød det på Twitter. Det er der nu en løsning på, og det vækker glæde hos flere organisationer. Men det var også »på sin plads«.

En mangel i Undervisningsprisen blev påpeget på Twitter: Nu åbnes ny kategori

For at gøre opmærksom på dårlige forhold på skolerne, demonstrerede unge på den forberedende grunduddannelse (FGU) i maj 2022 landet over blandt andet i Gladsaxe. Foto: Jens Dresling
For at gøre opmærksom på dårlige forhold på skolerne, demonstrerede unge på den forberedende grunduddannelse (FGU) i maj 2022 landet over blandt andet i Gladsaxe. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Normalt er der tre kategorier i Politikens Undervisningspris, hvor lærere på grundskoler, gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser samt mestre og svende kan indstilles.

Men nu er der åbnet en fjerde ’Andet’-kategori, som skal omfavne undervisere på de forberedende grunduddannelser (FGU), ungdomsuddannelser for unge med særlige behov (STU) og andre, der ikke falder inden for de hidtidige tre kategorier.

Det er positivt, synes Caroline Holdflod Nørgaard, Sekretariatsleder i Modstrøm, foreningen for unge på og omkring FGU.

»Vi ville selvfølgelig helst have, at der var en særskilt kategori for FGU og STU, men når det er sagt, er vi glade for, at Politiken har lyttet«, siger hun.

Det var Caroline Holdflod Nørgaard, der påpegede manglen på Twitter. Hun skrev et opslag, fordi hun oplever, at lærere på FGU spiller en vigtig rolle i de unges liv.

»Gode lærere er vigtige alle steder. Men mange af dem der starter på FGU har oplevet skolesystem, hvor der ikke var plads til dem. Derfor kan det være afgørende, hvis de møder en lærer på FGU, der ser dem i et nyt lys«.

Blandt de unge, der er aktive i foreningen Modstrøm, fylder det meget at skabe opmærksomhed på deres uddannelse, fordi de oplever mange fordomme, forklarer Caroline Holdflod Nørgaard.

»At de ikke kunne hylde deres undervisere gennem Undervisningsprisen, var blot endnu et eksempel på, at de føler sig usynlige«.

Samme pris som gymnasielærernes

Indstiller man en underviser til Undervisningsprisen fra for eksempel FGU og STU kan de vinde en af de seks priser i kategorien for ungdomsuddannelser.

Det har Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet, fagforeningen for lærere og vejledere på ungdoms- og voksenuddannelser, lagt mærke til.

»Sæt i gang med indstillinger«, skriver hun på Twitter.

At det ikke tidligere har været muligt at indstille lærere uden for »uddannelsessystemets fyrtårne« siger en hel del om samfundets syn på uddannelser, mener Nina Groes. Hun er direktør for Divérs, en non-profit-organisation, der i samarbejde med blandt andet uddannelsesinstitutioner ønsker at skabe lighed og øget diversitet.

»Man skal være opmærksom på, at når man stempler noget som samfund, så sætter det sig hos de unge mennesker. Det betyder noget, om man kan gå til fest og fortælle, hvad man laver med stolthed«, siger hun.

Nina Groes synes, det er »helt fantastisk«, at Undervisningsprisen nu også gælder andre ungdomsuddannelser, fordi det kan være med til at skabe anerkendelse omkring dem.

»Men det er også på sin plads. For det er en vigtig del af vores samfund, og der er dygtige kræfter, som er med til at åbne livsmuligheder for unge mennesker«.

Indstil din underviser – lærer, mester eller svend – på politiken.dk/indstil.

Stine Kærgaard Nissen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her