I bunden af mit klædeskab står en rodekasse. Sådan en med uidentificerede cykelnøgler, en orange massagebold med pigge, udtjente mobiltelefoner, cykellygter, der kun måske virker, fødselsdagskort, et halstørklæde, som nogen glemte til en fest, og et par løse familiefotos.
På bunden af kassen ligger en lille betonskærv – et stykke af Berlinmuren. Jeg købte det som 13-årig af en mand, der havde kørt sin Datsun til Berlin den vinter i 1989, hvor Muren faldt. Han havde personligt hugget den af med hammer og mejsel – det sagde han i hvert fald. Et relikvie fra dengang, hvor jerntæppet faldt til lyden af fryd over udsigt til en ny verdensorden, frihed og genforening.
Det var historisk. Nu er det historie. Længe, længe siden.
