Fuld digital adgang for 149 kr./md. i op til 6 måneder.

Verdensstjernerne fra Spanien storskuffede mod VM-debutanten Kap Verde i holdenes første kamp, som endte 0-0.

Kap Verde kæmper sig til VM-sensation mod Spanien

Foto: Siphiwe Sibeko/Ritzau Scanpix
Foto: Siphiwe Sibeko/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

VM’s hidtil største overraskelse kom mandag aften, da Spanien skuffede enormt mod debutanterne fra Kap Verde.

Miniputten leverede en defensiv kraftpræstation, mens europamestrene brændte flere store chancer, og opgøret endte i et chokerende 0-0-resultat.

Kap Verdes 40-årige målmand Vozinha stod en stor kamp og holdt de spanske verdensstjerner fra at score. Dermed fik Kap Verde sit første point nogensinde ved VM, mens Spanien fik en dårlig start på slutrunden.

De to andre hold i gruppen, Uruguay og Saudi-Arabien, spiller deres første kamp ved midnat dansk tid.

Der var på papiret en verden til forskel i spillernes niveau, når man sammenlignede Spaniens startopstilling med Kap Verdes.

Brændte kæmpe mulighed

Alligevel havde spanierne i første halvleg svært ved at bryde igennem et hårdt kæmpende forsvar.

Og da spanierne endelig kom frem til de store chancer, stod Vozinha i vejen med flere fremragende redninger.

Efter 39 minutter fik han hjælp af overliggeren. Ferran Torres havde en kæmpe mulighed helt inde foran mål, men Barcelona-angriberen sendte bolden op på træværket.

Mikel Oyarzabal forsøgte sig efterfølgende med et hovedstød, men her var Vozinha sikker mellem stolperne og fik reddet forsøget over mål.

Den 40-årige Kap Verde-keeper var igen på spil kort før pausen, hvor han med en flot redning afværgede endnu et forsøg på tæt hold fra Ferran Torres.

I anden halvleg fortsatte Spanien sit tunge pres, men holdet kunne simpelthen ikke få hul på VM-bylden.

Sensationen kunne være blevet større

Da de to hold gik til den obligatoriske drikkepause i anden halvleg, var der dermed pres på Spanien og brug for en ændring.

Den spanske landstræner Luis de la Fuente havde nok håbet at kunne spare den 18-årige stjernespiller Lamine Yamal, der har døjet med en skade inden VM.

Men efter 71 minutter blev han skiftet ind sammen med Mikel Merino.

Det gav nyt liv til Spanien, som kort efter spillede sig frem til en stor chance til netop Merino. Igen stod Vozinha dog i vejen.

Trods den fornyede energi fik spanierne ikke den forløsende scoring, og i det 90. minut var Kap Verde faktisk tæt på at gøre sensationen endnu større efter et hjørnespark.

Her kom Kap Verdes Diney Borges til en stor hovedstødsmulighed, som Unai Simon fik reddet på stregen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her