P
debat

Hvorfor voldtog Tom sin kæreste?

En decembernat i 1996 voldtog Tom Stranger sin kæreste, Thordis Elva. To dage efter slog han op med hende. Dermed blev Tom en del af statistikken, der siger, at mere end 60 procent af alle overgreb bliver begået af mænd, der har et forhold til den kvinde, de krænker. Næsten 20 år senere mødes Thordis og Tom igen for at prøve at forstå, hvad der gik galt den nat i december. Hvordan kunne en flink og helt normal ung mand forgribe sig på en kvinde, han holdt af og respekterede?

21. januar 2018

Thordis 16 år

1. Middagen

Reykjavik, November 1996

Lugten af indisk mad fylder huset, da jeg kommer ud fra mit værelse. Sagde jeg ikke til mor, at hun skulle lade være med at lave noget skørt og fancy? Hun sender mig et smørret grin. Synes hun, at det er sjovt, at hun lige netop i aften, hvor Tom kommer over og skal møde min familie for første gang, vælger at lave et eller andet helt vildt eksotisk? Jeg har mest lyst til at gemme mig på mit værelse, men det kan jeg ikke, for nu ringer han på døren.

Det er dejligt at se ham. Han ser godt ud, som han altid gør. Eller altså har gjort siden, jeg så ham første gang for et par uger siden, til en øvning på det stykke, vi begge er med i på skolen. Han har skæg. Og en flot frisure. Han er helt anderledes end de islandske drenge. Det er, som om man kan mærke på ham, at han er ældre og mere moden, og at han er vokset op på den helt modsatte side af jorden i Sydney. Han surfer og han har vist mig videoer af, hvordan det foregår i det varme, lyseblå vand ved de lækre strande down under.

Jeg har brugt lang tid foran spejlet i dag. Lagt makeup og taget en hvid t-shirt på, der falder lidt ned over mine sorte, stramme jeans. Altså bare sådan helt hverdagsagtig. Ikke for meget, ikke for lidt.

Da vi forleden dag gik hånd i hånd rundt i byen for at være lidt alene i en frokostpause, kunne jeg ikke dy mig for at spørge ham: »Hvorfor lige mig? Hvorfor valgte du lige netop mig?«

Jeg håbede, han ville sige, at han kan lide mig ligeså godt, som jeg kan lide ham. Mit hjerte hamrede helt vildt, da han svarede:

»Jeg valgte dig på grund af den første gang, jeg så dig. Du havde den der røde trøje på. Jeg kan ikke modstå en blondine i rødt«.

Vi sætter os til bordet. Min mor, min far, min bror, Tom og jeg. Mor har sat otte forskellige retter frem. Og små skåle med rosiner og skiveskåret banan. Jeg synes stadig, det er helt vildt pinligt, men Tom ser ikke ud til at synes, det er underligt. Heldigvis. Han er høflig og smiler meget.

»Har du nogle søskende«, spørger min mor på islandsk.

»Ja«, svarer Tom.

»Hvor mange«, spørger hun.

»Ja«, svarer han igen og nikker.

Jeg mærker varmen i kinderne. Den bliver ikke mindre, da Tom peger på skålen med bananer og siger ’banananananananananana’ i et forsøg på at bruge en af vores utroligt lange bøjninger på islandsk. Han er simpelthen så sød. Det er vildt dejligt, at han er her.

Thordis 16 år

2. Juleballet

Reykjavik, 16. december 1996

Smagen er stærk, og det brænder i min hals, da jeg tager endnu en slurk af flasken med Captain Morgan rom. Jeg har drukket mange slurke og ventet flere minutter på virkningen, men det er som om, intet sker. Det er første gang, jeg drikker alkohol. Jeg ser rundt på mine veninder i køkkenet. Det er dejligt at være sammen sådan her. På vej til gymnasiefest. Og bare på vej i det hele taget.

Min verden er fuld af nye følelser. Det her efterår har været helt særligt. Jeg smiler og tænker på Tom. Indtil jeg mødte ham, var jeg sikker på, at drenge ikke var noget for mig. Men han har fået mig til at forstå, hvad det er, alle de andre piger har talt om, når de har fortalt om drenge og forelskelser. Han ser helt vildt godt ud, og jeg ved, at der er mange af de andre piger på skolen, der synes, han er sød og lækker og eksotisk med sin australske accent.

Han har haft en kæreste før, og måske var det derfor, det var så naturligt, da vi en aften til en fest endte med at tage hjem til mig med en undskyldning om, at vi skulle ’bage en kage’. Vi grinede og grinede hele vejen, for det skulle vi jo slet ikke. Vi skulle heller ikke se den Disneyfilm med den lille havfrue, jeg satte på videoafspilleren på mit værelse. Det føltes helt naturligt og dejligt, da vi begyndte at kysse i timevis, og min Bart Simpson t-shirt pludselig landede på gulvet. Jeg troede, det ville gøre ondt første gang. Men det gjorde det slet ikke. Det var bare så dejligt. Og nu er jeg voksen.

•••

Jeg glæder mig til at se ham lige om lidt til juleballet. Jeg tager flere slurke af rommen. Nu må jeg da snart blive fuld?

Vi ringer efter en taxa. Da vi kører mod centrum af Reykjavik, begynder jeg at mærke en underlig summen i min krop. Er det rommen, der virker nu? Svimmelheden er helt vild, da jeg stiger ud af bilen. Jeg bliver glad, da jeg ser, at Tom er kommet, og jeg er ved at snuble, da jeg går hen mod ham og hans venner, der står og ryger foran indgangen. Jeg suger på en af deres hjemmerullede smøger. Hoster og hoster. De griner af mig med underlige stemmer. Jeg er så svimmel.

•••

Jeg ser ned på min nye kjole. Den har fået nogle underlige pletter. Jeg kan se en toiletkumme. Jeg ligger på et klinkegulv. Mit hår er vådt. Kan ikke mærke mine fødder. Hvordan er Tom kommet herind, er vi ikke på dametoilettet? Han ser ned på mig, løfter mig op. Mine arme og ben hænger hen over hans arme, da han bærer mig op ad trappen.

»I’ve got this. Jeg skal nok følge hende hjem«, hører jeg ham sige.

Sikkerhedsvagterne ser bekymret på mig. De vil ringe efter en ambulance, siger de, men nej, det må de virkelig love mig ikke at gøre, for min far er læge, og hvis han finder ud af, at jeg er kommet på hospitalet på grund af druk, får jeg husarrest resten af livet. Jeg har ingen stemme. Ingen kontrol over min krop. Hvad sker der? Tom tager heldigvis ordet igen.

»Jeg følger hende hjem, det lover jeg«.

•••

Ruden føles kold mod min kind. Byen passerer. Taxachaufføren har fået min adresse af Tom, der sidder på bagsædet sammen med mig. Min tunge føles stor og klistret mod min gane. Tom betaler. Hvor er han sød. Sådan må det være at have en skytsengel. En, der hjælper mig, selvom jeg fucker op, en jeg kan stole på, en der passer på mig. Det er sådan her, kærlighed føles. Hvor er det dejligt at have en kæreste.

Tom famler efter nøglerne i min taske. Jeg vil hjælpe ham, men kan ikke. Jeg nærmest vælter ud i armene på ham, hænger over hans skulder op af havegangen og hen til hoveddøren, som han låser op.

•••

Han slukker lyset og lægger mig på min sovesofa, der er slået ud til seng. Han hjælper mig ud af min kjole, der er fyldt med brækstænk. Det er dejligt at få de høje hæle af også. Han fortsætter. Trækker trusserne af. Hvorfor trusserne? Jeg vil gerne beholde mine trusser på.

Han er ubehageligt tung, da han kravler op på mig. Han har kun sin skjorte på. Mine tanker er klare, men min krop er stadig helt slap og ubevægelig. Hvorfor kan jeg ikke tale? Sige, at det, han er i gang med, gør helt vildt ondt. Jeg kan ikke røre mig. Skubbe ham væk, så han forstår, at jeg ikke har lyst til at være sammen med ham nu. Skrige, at hvert af de dunk, han begynder at støde op i mig giver et jag af smerte i hele min krop.

Hans hår er i mit ansigt. Jeg kan ikke holde det ud. Forsøger at vende mig væk. Får øje på mit ur. Jeg begynder at tælle sekunderne, mens jeg mærker en tåre løbe ned ad min kind 1-2-3-4... Hvorfor gør han det her? 23-24-25-26… Hvorfor taler han ikke til mig? Spørger om det her er o.k.? 245-246-247-248… Lad mig være, det gør ondt, Tom! Udenpå, indeni. Overalt. 812-813-814-815… Er jeg bare et hul i madrassen? Er du ligeglad med mig? 1034-1035-1036-1037…

Den tunge krop presser mig ned mod madrassen igen og igen. Pludselig stopper han. Rejser sig endelig, endelig. Jeg kan høre, han ringer efter en taxa. Han ser ikke på mig, heller ikke nu ænser han mig. Han siger ikke et ord, da han lukker døren og efterlader mig.

Der er 7.200 sekunder i to timer.

✎ Deltag i debatten:
Hvem har ansvaret for, hvor grænsen går seksuelt?

Thordis 16 år

3. Bruddet

Reykjavik, 18. december 1996

Jeg ligger på min sofa. Min krop gør ondt. Alt gør faktisk ondt. Mit hoved, mine ben, mit underliv. Og ikke mindst tankerne om det, der skete efter juleballet i min seng. Hvordan kunne Tom være først så sød og betænksom og dernæst så hård ved mig? Det var, som om han slet ikke syntes, jeg var der, da han lå ovenpå mig. Ved jeg overhovedet, hvem han er? Det føles slet, slet ikke rart. Det var ikke sådan, det skulle være.

Han ringer og siger, han er på vej. Vi sætter os på min sovesofa. Stemningen er underlig. Det hele føles mærkeligt mellem os. Han siger til mig, at vi ikke skal være sammen længere. At han ikke kan se os som par i fremtiden. Jeg ser ikke på ham. Svarer bare, at det er fint med mig. Jeg kan heller ikke se det fungere. Især ikke efter forleden nat, for det var virkelig ikke rart.

Jeg prøver på ikke at vise min overraskelse. Bør det egentlig ikke være mig, der slår op, Tom? Mig, der bør være ked af det og sige, at det er forbi?

Jeg siger ikke noget. Blinker mine tårer væk. Han går.

•••

Jeg ligger på mit gulv med en vaskeklud over hovedet, da min forældre kommer hjem fra operaen senere på aftenen. Jeg har grædt og grædt. Jeg var så forelsket i ham. Han har gjort mig så ondt. Ingenting giver mening længere.

Min mor sætter sig ned til mig. Jeg prøver at forklare, men alt, jeg kan sige, er, at vi ikke er sammen længere. Min mor klapper mig på kinden.

»Der findes masser af andre fisk i havet, min skat«, siger hun.

Jeg bliver liggende. Længe.

Thordis 17 år

4. Flugten

Reykjavik, 1997

Vingummier er noget af det bedste at kaste op. De glider ligesom ubesværet op gennem halsen, ikke som brød, der er væmmeligt at tvinge op igen, når jeg er vred på mig selv.

Jeg står i en toiletbås på mit arbejde i biografen. Mit mørke hår hænger ned mod kummen. I flere uger har jeg sultet mig selv, kontrolleret hver en kalorie, jeg har spist, og i dag på min tolv timers vagt har jeg stort set ikke haft noget mad med. Men som det nogle gange sker, når det bliver for svært at lade være med at spise, har jeg ladet mig selv tage en håndfuld vingummier fra slikhylden. Det er ved at blive et mønster. Et par uger uden mad. Et par dage, hvor alt skal op igen.

Jeg tænker nogle gange, at det ikke er sundt for mig. At jeg bliver nødt til at stoppe det. Men hvad skal jeg ellers gøre? Ofte hader jeg bare mig selv så meget, at jeg har lyst til at forsvinde. Hvorfor skulle nogen gide at elske mig? Jeg er jo ikke værd at respektere. Jeg fortjener ingenting. Heller ikke de gule, røde og grønne vingummier, der plasker ned i toilettet, imens min mave trækker sig sammen.

Nogle gange tænker jeg på den modbydelige nat med Tom, når jeg får det sådan her. Jeg føler mig så dum. Jeg skammer mig over, at jeg drak mig så stiv, at jeg ikke kunne sige, hvordan jeg havde det. Det var præcis det, mine forældre havde advaret mig mod. At blive så fuld, at jeg ikke havde styr på mig selv. Han var jo en god fyr. Hvordan skulle han overhovedet kunne vide, at jeg ikke havde lyst til noget seksuelt, når jeg ikke kunne stoppe ham?

På den måde er det jo min egen skyld, at jeg har det dårligt nu. Jeg skulle have sagt fra og været tydelig.

Da jeg låser mig ud, ser jeg direkte ind i øjnene på den pige, jeg arbejder sammen med. Det giver et gib i mig, for jeg var sikker på, at jeg var alene. Hun må have hørt mig.

»Jeg har haft så dårlig mave i dag«, skynder jeg mig at sige.

Jeg kan godt se, at hun ikke tror på mig.

Thordis 23 år

5. Ensomheden

Georgia, USA, 2003

Jeg er forpustet, da jeg kommer op på taget af parkeringshuset. 8. etage. Her er øde, alle biler er kørt for natten. Overvågningskameraet vender ud mod gaden, så ingen ser mig kravle op på cementrækværket, hvor jeg sætter mig med benene dinglende ud over kanten.

Det trækker op til uvejr. I horisonten lyser store lyn himlen op i nabobyen.

Mine venner sidder stadig på baren lidt længere nede af gaden og fester, som vi gør det flere dage om ugen for tiden. Jeg elsker at feste. At glide ind i stemninger, der får mig til at tænke på noget andet end de følelser i mig selv, jeg har det så svært med at konfrontere.

Jeg ved godt, at mit liv ser fedt ud på overfladen. Jeg er rejst ud i verden, går på skuespillerskole og befinder mig godt i scenens rampelys. Jeg har fået en stor flok nye venner og jeg har altid nogle at hænge ud med.

Men uanset hvor god jeg er til at skjule det, ved jeg én ting: Jeg er ødelagt indeni. Det er svært at forklare. Som noget i mig er slået i stykker og ikke kan repareres men kun falder mere og mere fra hinanden.

Ingen ved, at jeg var en helt anden før den aften, hvor han gjorde det mod mig.

•••

Lynene kommer tættere og tættere på. De rammer træer og bygninger omkring mig. Jeg sidder her – højt hævet over byen under åben himmel. Sådan cirka det dummeste sted, jeg kan være. Og hvad så?

Jeg er så træt af at forsøge at beskytte mig selv i en verden, hvor selv de sikreste steder er pissefarlige. Min dømmekraft er jo alligevel elendig. Ligegyldigt, hvad jeg gør, så havner jeg altid i situationer, hvor dem, jeg stoler på, misbruger mig og min tillid. Hvor kærligheden viser sig at være alt andet end sikker og til at stole på.

Jeg brøler til vinden. At den skal blæse mig ned, at lynet skal ramme mig. At de kræfter, der er større end mig bare skal komme og gøre noget, der kan enten slutte eller ændre mit liv. Jeg kan ikke fortsætte sådan her.

Thordis 25 år

6. Brevet

Reykjavik, Maj 2005

Jeg sætter mig i et hjørne af cafeen, hvor jeg er sikker på ikke at møde nogen, jeg kender. Døren til vores lejlighed har jeg smækket hårdt bag mig efter endnu et skænderi med min kæreste. Jeg er vred. Tolerance og forsoning er ikke en del af mit personlige repetoire. Jeg har udviklet en nultolerance over for mennesker – og især mænd – der misbruger min tillid, og jeg mistænker som regel det værste i dem, jeg møder på min vej. Jeg kender mine grænser, og jeg står ikke tilbage fra noget, hvis nogen overskrider dem. Engang sendte jeg en skotøjsæske fuld af afføring til en mand, der havde behandlet mig dårligt.

Som jeg ofte oplever det, når jeg er vred og ked af det, mærker jeg trangen til at få afløb i min notesbog.

»Jeg ved, at det her bliver svært for mig at skrive, og sikkert endnu sværere for dig at læse. Men jeg bliver nødt til at få det ud«, begynder jeg at skrive.

Jeg ser måbende på ordene på siden. Da jeg læser dem igen, går det op for mig, at de ikke handler om min kæreste. De handler om Tom. Om alle de følelser og tanker, jeg har gået med indeni siden decembernatten i 1996.

For to måneder siden var jeg til et 8. marts-arrangement med feministen Eve Ensler. Hun bad hun alle blandt publikum, der havde været udsat for seksuel vold, om at rejse sig op. Det gav et sug i mit mellemgulv. Min mest dystre hemmelighed havde aldrig været ude i det åbne sådan for alvor før. Mine knæ føltes som spaghetti, da jeg rejste mig. Jeg blev overvældet over at se, at 70 procent af salen havde rejst sig med mig.

Med tiden er det gået op for mig, at det på ingen måde var min egen skyld, det der skete. Det var ikke mit ansvar eller min pligt at sætte grænser, den aften. Det var ham, der gjorde noget forkert. Ham, der burde have respekteret, at jeg hverken kunne eller ville have sex med ham, da vi kom hjem.

»For et stykke tid siden stod jeg op for mig selv. Som overlever af en voldtægt«, fortsætter jeg brevet.

Voldtægt. Det er første gang, jeg skriver det ord om det, han gjorde mod mig.

»Der har været tider, hvor jeg har haft lyst til at rive hovedet af dig. Men nu vil jeg bare have dig til at lytte og vide, hvad du er ansvarlig for«.

Uden at tænke lader jeg beskrivelserne af, hvordan jeg lå under ham og talte sekunderne fæstne sig på papiret. Jeg bruger præcise ord for, hvor grænseoverskridende og modbydelig, den vold, han udsatte mig for, var. Og på, hvor meget smerte, selvhad og tvivl på egen dømmekraft han med sine handlinger har påtvunget mig gennem snart ti år.

Skal jeg sende det til ham? Hvad hvis han nægter, at det er sket? Hvis han kalder mig en løgner? Det vil nok være det værste. Eller hvis han slet ikke svarer, og jeg til evig tid skal være i tvivl om, om han overhovedet har fået mine ord?

Nej, det allerværste vil faktisk være, hvis jeg ikke sender det. Så får jeg aldrig at vished for, om han forstår hvad der skete, og hvad han har gjort.

✎ Deltag i debatten:
Kan flinke fyre begå voldtægt?

8 år senere

Gennem otte år har Tom og Thordis mailet sammen fra hver deres side af kloden. De har udvekslet sidevis af brutal ærlighed. Af ubarmhjertige spørgsmål, erkendelser og smertende sandheder. Men hvor helende korrespondancen end har været, kan den ikke få de to til at lægge historien bag sig. For uanset ærligheden har de altid kunnet gemme sig bag skærmen. Og nogle ting er nødt til at blive talt om. Ansigt til ansigt. Derfor har de aftalt at mødes i Cape Town. Byen, der ligger præcis mellem deres to hjembyer.

Thordis 33 år

7. Mødet

Cape Town, 28. marts 2013

Mit hotelværelse ligger på tolvte etage, rummeligt og lyst. Jeg smider alle mine ting på sengen, sparker mine sko af med et lettelsens suk og går direkte hen til vinduet. Jeg læner mig ind mod den kølige rude og tager udsigten ind. Jeg lukker øjnene og tager en dyb indånding. Okay, Cape Town. Nu begynder det.

Jeg er vildt nervøs. Om få timer skal jeg mødes med Tom. Min voldtægtsmand. Hvad er det egentlig, jeg har gang i?

Præcis som millioner af andre kvinder har jeg lært, at man skal skrige og gå efter øjnene eller skridtet, hvis man blev overfaldet. Jeg har lært at holde mit nøglebundt, så nøglerne stikker ud mellem mine knyttede fingre og kan forvolde angriberen større skade. Jeg har lært aldrig at lade mit glas stå uden opsyn, aldrig at gå med en fremmed, aldrig at gå på date uden at fortælle nogen, jeg kendte, hvem jeg skulle mødes med, og aldrig se fremmede mænd i øjnene, hvis jeg var alene på et offentligt sted. Drik dig ikke for fuld, klæd dig ikke udfordrende, flirt ikke alt for åbenlyst, og vis for guds skyld ikke, at du bliver utryg, hvis nogen pifter eller følger efter dig.

Kort sagt, jeg har præcis som millioner af andre piger gennem hele mit liv lært, hvor farligt det er at være pige. Men da det kom til stykket, kunne jeg ikke bruge et eneste af alle disse råd. De fleste voldtægter finder ikke sted i de situationer, vi lærer at undgå. De fleste finder sted inden for hjemmets fire vægge og begås af personer, det er meningen, vi skal kunne stole på – familiemedlemmer, ægtemænd, venner.

•••

Mindet om natten i 1996 har forfulgt mig som et tilbagevendende mareridt. Hvordan kunne den samme fyr både være så omsorgsfuld og dernæst så iskold? Hvordan kunne han elske så ømt med mig den ene nat og voldtage mig den næste? Hvorfor havde han brug for at stjæle noget fra mig, som jeg allerede havde vist, at jeg gerne ville give ham helt frivilligt?  Hvis en, der påstår, han elsker mig, kan krænke mig så dybt – hvem kan jeg så egentlig stole på?

Jeg blev vildt overrasket, da jeg efter fire dages venten for otte år siden fik svar på min email fra Tom. Trods alle mine detaljerede forestillinger om, hvad resultatet ville blive, var det svar, han gav mig, ikke noget jeg overhovedet havde været forberedt på: Mailen var fuld af enorm anger, der med sin oprigtighed afvæbnede mig fuldstændig. Tænk at han, ligesom jeg, havde haft et årti, hvor han havde følt sig spærret inde af stilheden om det, der var sket.

Forældelsesfristen for hans forbrydelse har for længst passeret, så det er ikke en mulighed at retsforfølge ham, men det gør på ingen måde den svære samtale om, hvad der skete den nat og hvorfor, mindre vigtig.

•••

Min telefon plinger. Jeg snapper efter vejret, da jeg ser, at beskeden er fra Tom. I beskeden spørger han, om jeg er kommet godt frem, og hvornår jeg synes, vi skal mødes.

»Vi kan mødes i lobbyen på Ritz klokken fem«, skriver jeg med rystende fingre.

•••

»Hej«, siger vi på helt samme tid, da vi mødes i lobbyen. Jeg ryster over hele kroppen. Hans kinder og ører er lysende røde, og han virker til at være lige så tæt på at gå helt i opløsning, som jeg er, selvom vi begge prøver at skjule det, så godt vi kan. Han har ikke forandret sig det mindste. De der blå øjne. Det der lyse hår. Skægget, alt er som dengang. Det er virkelig ham.

Thordis 33 år

8. Hvorfor?

Cape Town, 30. marts 2015

Jeg åbner munden for at sige noget, men lukker den igen, usikker på, hvordan jeg skal nærme mig emnet. Vi har gået rundt i centrum af Cape Town i timevis. Været turister i den fremmed by og i hinandens sind.  Tom har fortalt mig en stor del af sin livshistorie i den stride vind. Vi har famlet os frem i et forsøg på at komme til sagens kerne – aftenen for snart 20 år siden, der ændrede vores liv.

Vi går forbi en kirke og får på samme tid øje på budskabet, der står skrevet på et to meter langt, knaldgult banner hen over facaden:

»Kvinder og mænd er lige i Guds øjne. Så … i hvis navn voldtager mænd?«

Jeg ser ikke på ham, da jeg spørger: »Kan du svare på det?«

»Ens eget navn«, siger han, og hans stemme lyder mest af alt som en hvisken.

»Man gør det kun i sit eget navn«.

•••

»Det der banner på kirken. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige«, siger Tom, da vi har sat os på en cafe for at få frokost.

»Den der aften for så længe siden…troede du i det mindste, at det, du gjorde, var rart for mig?«.

»Nej«, svarer han uden tøven. Hans oprigtighed føles som et spark i maven. Samtidig er der noget befriende ved hans svar.

»Vidste du i det mindste, at det, du gjorde, var smertefuldt for mig?«, spørger jeg, usikker på, om jeg tørster efter svaret, eller om jeg frygter det.

»Jeg tror ikke, at jeg tænkte på dig, Thordis«, siger han. Hans ansigt er udtryksløst, stemmen sagligt konstaterende. Hans handlinger dengang var drevet af selviskhed, og på sin vis føles det befriende at høre ham sige det højt.

Jeg og mine følelser bekymrede ham ganske enkelt ikke den aften. Hans egen tilfredsstillelse var vigtigere end mit samtykke, selvom jeg var alt for syg til at kunne give samtykke til noget som helst.

Det står lysende klart i mit hoved lige nu, som han sidder der over for mig. Sympatisk, ærligt søgende i et forsøg på at forstå sig selv og det, han har gjort.

Jeg tror på ingen måde, at man fødes som sexforbryder. Hvis det var et medfødt, mandligt instinkt, ville alle mænd være potentielle voldtægtsmænd og krænkere. Og bare tanken om, at de skulle forholde sig sådan er jo en hån mod et helt køn.

»Svaret på, hvorfor man krænker kvinder, skal findes i sociale strukturer, i selve de holdninger, vi har til hinanden. Du følte, at det, du gjorde den aften, havde en slags berettigelse«, siger jeg.

Tom er det, de fleste nok vil opfatte som en ’normal fyr’, så det, der skete den modbydelige decembernat er ikke bare et spørgsmål om mig og ham, det stikker langt dybere, og er et produkt af et samfund, hvor mænd har mest magt og indflydelse på alle niveauer.

Jeg tror, at det er det faktum, der har fået – og stadig får - mange mennesker til at have den opfattelse, at mænd og deres behov ganske enkelt er vigtigere end kvinder og deres rettigheder. Tom voldtog mig, fordi jeg er en pige. En pige, han følte, han havde ret til.

✎ Deltag i debatten:
Hvad kan vi gøre for at bekæmpe seksuel vold?

Tom 18 år

1. Middagen

Reykjavik, November 1996

Dit islandske er virkelig godt«, siger Thordis' mor til mig. Jeg tror ikke rigtig på hende, men hun roser mig for min accent og siger, at hun er sikker på, jeg nok skal komme til at tale sproget rigtig godt, hvis jeg øver mig.

Jeg ser rundt på Thordis familie. Hendes far, hendes bror og mor, alle så velklædte. Jeg føler mig slet ikke fin nok i tøjet til en formel aften som denne. I hallen hænger min onkel Freds gamle fåreskindsjakke, som han lånte mig inden afrejse, fordi alle var bekymrede for, at jeg ville komme til at fryse heroppe. Jeg sidder ved bordet i t-shirt og skaterbukser. Kunne jeg da ikke bare have købt mig en ordentlig jakke og en farvet skjorte. Eller noget andet pænt?

»Hvis du bliver inviteret til noget, så sig ja«, har vi udvekslingsstuderende fået at vide utallige gange, inden vi tog af sted. Og det giver egentlig meget god mening, for vi er her jo kun én gang, så det er med at få det meste ud af det. Egentlig skulle jeg have været til Jamaica på udveksling, og jeg var helt oppe at køre over det, men så fik jeg besked om, at jeg var for gammel til det jamaicanske udvekslingssystem. I stedet fik jeg fik en brochure med hjem fuld af billeder af sneklædte bjerge og små, kraftige heste. Jeg fik at vide, at Island var den eneste mulighed, der var.

•••

Vi taler om den verden, jeg kommer fra. Gad vide, hvad hendes forældre tænker om, at jeg er på besøg? Hjemme betyder det virkelig meget, når man kommer med en pige hjem. Så er man helt sikkert kærester. Jeg aner ikke, hvad en middagsinvitation betyder her. Egentlig er det også lige meget.

Lige nu er det bare rart at sidde her og få tiden til at gå med noget, der får mig til at tænke på noget andet end, hvor meget jeg savner mine venner og min familie og hvor langt væk, jeg føler mig fra alt det jeg kender og holder af. Her er så koldt og mørkt.

Jeg er glad for, at jeg har mødt Thordis. Der er en lethed over hende. Hun er selvsikker og sjov og har en energi, der lyser op i rummet, der hvor hun går og står.

Jeg kan huske, første gang, jeg så hende. Det var henne på skolen til en øvning på det teaterstykke, jeg var blevet inviteret med i (sig ja til alt, du ved…). Jeg så hende hoppe ned fra scenen, og jeg kan stadig se hendes lange lyse hår og hendes røde sweater for mig, når jeg lukker øjnene. Hun var flot. Hun har også en helt anden musiksmag, end vi har hjemme. Hun hører Tori Amos og et band, der hedder Skunk Anansie.

Tom 18 år

2. Juleballet

Reykjavik, 16. december 1996

Jeg står foran spejlet i vores badeværelse. Det er en sær fornemmelse at knappe den glatte guldskjorte. Det er første gang i mit liv, jeg har sådan en på. Vildt nok egentlig, men der, hvor jeg kommer fra i Sydney, surfer man, og når man går i byen, stopper man t-shirten ned i bukserne for at gøre sig fin. Jeg føler mig faktisk konstant under dressed her. Det er ikke en rar følelse.

Heldigvis kommer Carlos også i aften. Han er ligesom jeg udvekslingsstuderende, og vi er blevet gode venner. Han synes, det er ved at blive lidt for meget med mig og Thordis.

»Lad være med at få en kæreste«, har han sagt til mig flere gange, når vi har drukket store fadøl sammen på byens værtshuse og klubber.

»Når du ikke har en kæreste, er du fri til at feste hver weekend«. Måske har han ret.

Men nu gælder det juleballet. Jeg har hørt, at festen i aften bliver noget helt særligt. Sådan er gymnasieballerne her. Meget større end noget, jeg har hørt om i Sydney. Her sætter man sit hår pænt. Barberer sig grundigt. Og man kommer i jakkesæt og kjoler, så jeg er glad for, at min værtssøster har købt de stribede bukser til mig, og at min bror har hjulpet mig med at købe skjorten. Jeg ser cool ud i spejlet. Den her fest har alle set frem til i måneder. Jeg glæder mig til at feste med Thordis. Og til at vi forhåbentlig skal hjem og være sammen i nat.

•••

Jeg står og ryger sammen med Carlos, da Thordis kommer. Hun er flot i sin kjole. Selvsikker. Som sædvanligt. Hun virker også lidt fuld ligesom os. Fniser, da hun tager et sug af cigaretten. Det bliver en vild aften, lad os komme ind til musikken.

Dansegulvet er fyldt. Carlos fører an, og jeg forsøger efter bedste evne at kopiere hans moves. Han er sådan en, der kan score hvem som helst, og han er vildt sjov at feste og drikke med.

Jeg mærker et prik på skulderen.

»Thordis er rigtig dårlig. Hun ligger på toilettet«.

Da jeg kommer ud på pigetoilettet, kan jeg høre hende kaste op fra en af båsene. Døren er låst. Jeg kravler op og hopper ned til hende. Hun er helt slap og virkelig dårlig. Kaster op igen, imens jeg holder hendes hår og kæmper for ikke selv at kaste op. Jeg bærer hende ud på gangen, hvor der står nogle stole. Vores ven Ben er der, og han bøjer sig ned over hende, da jeg går ind på dansegulvet igen.

Det er tidligt på aftenen, og den her fest er slet ikke slut, bare fordi hun har drukket lidt for meget. Mon ikke hun kommer til sig selv, hvis hun bare får lidt vand? Helt ærligt, folk drikker jo ret vildt, og nogle gange ender de i en eller anden busk eller brækker sig og drikker videre. Det er vel meget normalt? Jeg faldt selv ned af trapperne på min 18-års fødselsdag, fordi jeg var for fuld til at stå på benene. Og vi festede da videre bagefter.

•••

Da jeg kommer tilbage til Thordis, er hun stadig helt væk på stolene uden for toilettet. For fanden altså, festen er jo nærmest lige begyndt. Skulle vi ikke have det sjovt i aften?

Jeg ved, hvor hun bor, og jeg kan nok ikke bare efterlade hende her og feste videre. Det er dårlig stil, at en anden fyr skal tage sig af hende, nu hvor vi jo er kærester. Jeg bærer hende ud og ind i taxaen. Siger adressen. Og vi kører.

•••

Der er mørkt på værelset. Jeg har taget hendes tøj af. Og mit eget. Jeg ligger ovenpå hende. Jeg kan ikke se hendes ansigt. Skjorten er det eneste, jeg stadig har på. Og et kondom selvfølgelig. Jeg bevæger mig frem og tilbage.

Stød, stød, stød. Det er som om, jeg ikke kan få gjort det færdigt. Hvorfor tager det mig så langt tid?

✎ Deltag i debatten:
Hvem har ansvaret for, hvor grænsen går seksuelt?

Tom 18 år

3. Bruddet

Reykjavik, 18. december 1996

Vi sidder på hendes sovesofa. Jeg kan ikke rigtig trække vejret herinde, føler jeg.

Det er som om, hun er alt for tæt på, som hun sidder der og ser spørgende på mig.

Jeg har været ret langt nede i går og i dag. Jeg er skuffet over festen, og natten vil jeg helst ikke tænke på. Jeg føler mig tung i kroppen og i hovedet.

Jeg har brug for at komme ud herfra og for at være mig selv. Ingen at skulle være tæt med. Ingen at stå til regnskab for.

Der er en megaunderlig stemning mellem os. Måske har jeg stadig tømmermænd fra festen? Vi skal ikke sidde så tæt. Det føles forkert.

»Jeg synes ikke, vi skal være sammen længere«, siger jeg.

Det synes hun heller ikke, siger hun. Jeg er lettet, men også forvirret og tungsindig, da jeg tager hjem i mørket.

Tom 23 år

4. Flugten

Sydney, 2001

Jeg åbner øjet med to fingre. Dryp. Jeg blinker et par gange. Så det andet. Dryp.

Det er min fars fødselsdag i dag, og øjendråberne er et forsøg på at skjule, hvor meget marihuana jeg har røget på det seneste.

Altså, der er ikke noget galt med mine øjne, men dråberne tager en del af blodsprægningerne.

•••

Køleskabet er igen tomt.

Hverken jeg eller de to drenge, jeg deler lejligheden med, bruger vores penge på mad.

De fleste går til kaffe og stoffer.

Der er ved at være en rytme i det, der gentager sig dag for dag. Ud at surfe, ryge mig helt stenet, gå på arbejde på en cafe, få fri, og så ud og drikke mig fuld og ryge mere tjald.

Tom 25 år

5. Ensomheden

Ayers Rock, Australien, 2003

Jeg græder ned i telefonen.

»Hvad fanden laver jeg her?«.

Jeg er tusinder af kilometer hjemmefra. Det er juledag, og jeg er kommet tilbage til min hytte efter en lang vagt ved opvaskemaskinen i et stort industrikøkken. Mit julemåltid består af en kold skål ris og en øl.

Her er afsindigt varmt, 45 grader vil jeg tro. Lige nu fortryder jeg bittert, at jeg tog af sted.

Min ekskæreste lytter til mig. Er forstående. Sød, rolig og generøs som hun altid er, når jeg har brug for hende. Jeg forstår egentlig ikke, at hun gider tale med mig lige nu.

•••


Da jeg tog herind til Ayers Rock for at arbejde i ørkenen var det anden gang, jeg skred fra hende. Første gang var, da jeg rejste til de australske alper for at være skibums i nogle måneder.

Mine destinationer er vidt forskellige, men en ting har de til fælles. Jeg bliver ikke ret lang tid ad gangen. Jeg har brug for at rykke. Komme videre. Væk, og frem mod nye eventyr.

Det er ikke i håb om nye eventyr med andre kvinder, jeg er taget herind. Men det blev bare lidt for tæt det hele.

Engang havde min ekskæreste og jeg sex, hvor jeg gik helt i panik og begyndte at svede, men hun holdt bare om mig og fik mig til at trække vejret roligt, til det gik over igen.

Måske skete det fordi, jeg ryger en del marihuana. Måske er det bare en del af den konstante uro, jeg føler indeni. Rastløsheden, som jeg mærker, uanset hvor langt jeg rejser væk.

Det er sket, at jeg har måttet afbryde midt i et samleje, og jeg kan ikke forklare hvorfor. Min partner bliver nødt til at tage hele initiativet, så der ikke er nogen som helst tvivl om, hvad hun vil.

I perioder synker jeg ned i en tunghed, der har fyldt mit sind i mange år.

Et mørke, som til tider overmander mig med en styrke, jeg ikke kan styre. Nogle gange som en trang til at flygte.

Tom 27 år

6. Brevet

Perth, Maj 2005

Det er nat. Jeg har vagt på det opholdssted for unge misbrugere, hvor jeg arbejder. En del af de ting, de unge mennesker her har betroet mig gennem årene, er ubegribelige. Selvskade, psykiske problemer, selvmordstanker, stofmisbrug, som er helt uden for kategori. For et stykke tid siden satte en ung kvinde ild til sin t-shirt for øjnene af mig. Hun var blevet voldtaget i den bluse. Hun bad mig om en lighter. Jeg så hende gøre det, og bagefter gik jeg direkte ned på mit kontor og brød sammen.

I nat sidder jeg på kontoret igen. Jeg har taget opvasken, ryddet op, skrevet noter fra aftenen, og nu har jeg lavet mig en kop kaffe og sætter mig ved kontorets computer og tjekker min private hotmail.

Thordis Elva. Det giver et gib i mig, da jeg ser hendes navn. Mit hjerte hamrer af sted, da jeg læser emnelinjen: ’Det har taget mig år…’.

Jeg klikker. Og læser. Om den nat for ni år siden efter juleballet, som pludselig føles alt for tæt på. Jeg ved godt, at det er mig, hun skriver om, da hun beskriver mine handlinger. Fortæller, hvad hun mærkede og følte, da jeg lå ovenpå hende og tog noget, der ikke var mit, fordi jeg var skuffet over, at hun ikke kunne – eller ville – have sex med mig i sin bedøvende tilstand.

Jeg undertrykker den fornægtelse, der overvælder mig som den første indskydelse, da jeg registrerer ordene et for et på skærmen.

»For et stykke tid siden stod jeg op for mig selv. Som overlever af en voldtægt«, læser jeg videre.

Voldtægt. Min mave vender sig. Gud, ja, det var det, jeg gjorde mod hende. Det eneste, jeg vil lige nu, er at sige undskyld.

•••

E-mail fra Tom til Thordis: 21. maj 2005, kl. 05.38

Fra: Thomas Stranger
Til: Thordis Elva
Emne: Ord til dig

Thordis, jeg ved ikke helt, hvor jeg skal starte. Det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg så dit navn i min indbakke. Jeg husker stadig det hele fuldstændig tydeligt. Du skal virkelige vide, at jeg aldrig har glemt det, jeg gjorde, og at jeg nøje overvejer mine ord til dig lige nu.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal skrive. Gid jeg bare kunne sige, at jeg var syg i hovedet (men det ved jeg, at jeg ikke var), jeg synes, du er så sindssygt, sindssygt sej, at du skriver til mig og ripper op i alt det, der skete, det, jeg gjorde. Jeg vil gerne takke dig for, at du ikke hader mig, men samtidig ville jeg ønske, at du gjorde. Det ville på en måde gøre det her nemmere for mig.

Du skal på ingen måde synes, det er er synd for mig, men du skal vide, at de hændelser og følelser, jeg var en del af og gennemgik på Island, er dukket op i mit hoved igen og igen, oftest hvis jeg har været alene i et stykke tid. De kommer som lynglimt på min nethinde, levende og præcise, og bagefter, når jeg har prøvet at skubbe det væk med fornægtelse og positive tanker for at hanke op i mig selv, kommer spørgsmålet: "Hvem er jeg?" Det er et dystert minde. Jeg virkelig prøvet at fortrænge det.

Men det her handler ikke om mig. Jeg vil gøre hvad som helst, spørgsmålet er bare, hvordan vi kommer videre herfra.

Det er helt op til dig.

Tom

✎ Deltag i debatten:
Kan flinke fyre begå voldtægt?

8 år senere

Gennem otte år har Tom og Thordis mailet sammen fra hver deres side af kloden. De har udvekslet sidevis af brutal ærlighed. Af ubarmhjertige spørgsmål, erkendelser og smertende sandheder. Men hvor helende korrespondancen end har været, kan den ikke få de to til at lægge historien bag sig. For uanset  ærligheden har de altid kunnet gemme sig bag skærmen. Og nogle ting er nødt til at blive talt om. Ansigt til ansigt. Derfor har de aftalt at mødes i Cape Town. Byen, der ligger præcis mellem deres to hjembyer.

Tom 35 år

7. Mødet

Cape Town, 28. marts 2013

Da jeg har tjekket ind, pakker jeg ud og går en tur ned til havet for at prøve at koble af. Jeg får et chok, da mobilen vibrerer i min lomme. Hun er landet. Og hun sidder i en bus på vej fra lufthavnen.

Uroen er i mig, præcis som jeg har forudset. Vi skal mødes på hotel Ritz. Jeg havde forestillet mig, at det skulle være på stranden. At vi skulle være alene, at der skulle være plads til følelsesudbrud, måske salt luft og en horisont at fæstne blikket ved.

Mit selvhad har gennemsyret mange af mine mails til hende gennem årene. Uanset, hvor meget jeg har prøvet, kan jeg stadig ikke forstå, hvordan jeg kunne gøre det mod hende.

»Jeg foreslår, at vi mødes om et halvt år og forsøger at finde forsoning, en gang for alle. Efter alt det, vi har været igennem, tror jeg på, at det er den mest anstændige og ærlige måde at afslutte dette kapitel i vores historie på«, skrev hun en dag til mig.

Jeg må indrømme, at jeg blev chokeret over hendes ønske om at mødes. Bange, nervøs, mistænksom, paranoid. Det hele skyllede ind over mig.

Jeg gør det for din skyld, Thordis, fordi du virker stærk, åben og klar til at mødes med mig og komme videre. Jeg gør det for min egen skyld, fordi jeg er så uendeligt træt af at have det dårligt og opfatte mig selv som en, der ikke er værd at elske, og jeg tror, at jeg vil kunne komme videre, hvis jeg formår at se dig i øjnene, erkende det og sige undskyld. Og måske komme nærmere et svar på hvorfor?

•••

Klokken er præcis fem, da jeg genner mig selv ind i foyeren. Jeg skanner rummet. Hun er ikke kommet endnu. Jeg skynder mig ud på toilettet for at tørre regn af ansigtet og tage nogle flere dybe åndedrag. Mens jeg kigger mig i spejlet og støtter mig til håndvasken med begge hænder, siger jeg til mig selv:

»Jeg har rejst langt for det her«.

Da jeg er tilbage i foyeren får jeg øje på hende. Hun står og snakker med receptionisten.

Langt hår. Afslappet tøj, ingen stærke farver. Jeans.

Mens jeg går hen imod hende, føles det, som om min lungekapacitet bliver halveret, og tiden bliver underligt fysisk. Hun ser ud præcis som dengang. Det er virkelig hende. Jeg siger hej. Det gør hun også.

Hun virker fattet, men jeg kan se, at hun helt klart spekulerer og er i gang med at bearbejde et eller andet. Jeg tænker på det, hun har fortalt om sin PTSD, de mange timer hos psykologer og terapeuter, symptomerne og bivirkningerne efter traumet. Jeg kan mærke en ubehagelig fornemmelse i maven.

Jeg er ansvarlig for det, hun føler nu. Jeg er det menneske, der er skyld i hendes frygt. Jeg har forgrebet mig på hende, og hendes krop husker mig.

Lige nu kan jeg slet ikke holde mig selv ud.

Tom 35 år

8. Hvorfor?

Cape Town, 30. marts 2015

»På et tidspunkt var jeg det, jeg havde gjort. Det fortærede min selvfølelse og min indstilling til livet i det hele taget. Mærkatet ’voldtægtsmand’ sad så godt fast, at det næsten overskyggede mig. Når jeg for eksempel var sammen med mine venner, tænkte jeg: Her sidder de og griner sammen med mig. De skulle bare vide, hvilket monster de omgås med«.

Jeg siger ordene med dæmpet stemme.

Vi har sat os på en cafe efter en lang gåtur i det centrale Cape Town. Vores samtale bliver afbrudt, da vores mad kommer ind. Jeg ser ned, prøver at finde de rette ord. Det helt store spørgsmål, der bliver ved med at hjemsøge mig er ’hvorfor’. Hvorfor tog jeg det, jeg ville have den decembernat for 20 år siden uden at tænke på, hvad jeg efterlod mig?

»Når jeg rundt omkring støder på ting, der minder mig om seksuelle overgreb, for eksempel en nyhed om endnu en gruppevoldtægt af en teenagepige til en fest, eller en eller anden halvnøgen kvindelig berømthed på forsiden af et mandemagasin, eller en joke om Rohypnol i en tv-serie, lader jeg skyldfølelsen flænse mig som en kniv. Lige i maven«, siger jeg så.

»Du siger, at du er så uendeligt meget mere end det, der ’skete’ den nat, og jeg er helt enig. Men mig derimod, for mig var det ikke noget, der bare skete. Jeg havde et valg. Jeg gjorde noget, som jeg må forsøge at lade være med at se som min mest definerende egenskab«.

»Ved du godt, hvad du lige gjorde?«, spørger hun.

Jeg ryster på hovedet. Jeg aner ikke, hvad hun mener.

»Først remsede du en række sager op, der viser, hvor udbredt og normaliseret seksuel vold, voldtægtsjokes og objektivisering af kvinder er. Og så siger du, at det for dig ikke var noget, der bare skete. Måske ikke, men det patriarkalske system skete. Det sker og rammer os alle sammen«, siger Thordis.

»Du har ret, jeg er vokset op i et patriarkalsk system, og det gennemsyrer meget af den australske kultur. Jeg ved bare ikke, om jeg kan skyde så meget af skylden på det i mit tilfælde. Ja, det var mit valg at udnytte dig. Men det, jeg stadig ikke forstår, er, hvordan jeg kunne træffe en så voldsomt selvisk beslutning, når alle forbilleder omkring mig praktiserede og prædikede respekt, ansvar og ligestilling«, siger jeg.

For det kan jeg virkelig ikke. Uanset hvor meget, jeg ransager mig selv og har gjort det i alle de år, der er gået, kan jeg ikke finde svaret. Jeg har gået på skoler med lige mange piger og drenge, jeg er opdraget til, at kvinder selvfølgelig er lige så meget værd som mænd, og jeg har virkelig en dybfølt respekt for det modsatte køn. Ser jeg kvinder som laverestående skabninger? Det ved jeg, at jeg ikke gør.

»Jeg er så oplyst, har fået så meget kærlighed og haft så mange fantastiske kvinder omkring mig… og alligevel kunne jeg begå voldtægt«, siger jeg.

Jeg ser ned. Jeg er på en rejse for at finde svar på hvorfor. Jeg håber inderligt, at jeg en dag finder dem.

✎ Deltag i debatten:
Hvad kan vi gøre for at bekæmpe seksuel vold?


Redaktion

Tekst: Milla Mølgaard
Foto: Thordis Elva & Tom Stranger
Art Director: Liv Ajse
Digitalt design: Rasmus Damberg, Mette Højlund & Cecilie Mariendal
Projektleder: Frauke Giebner
Redaktør: Mads Zacho


Sådan gjorde vi: Artiklen er blevet til gennem en række interviews med Thordis Elva og Tom Stranger. Scenerne fra Cape Town bygger primært på redigerede uddrag fra bogen ’Rejsen mod tilgivelse’, der udkommer på dansk 1. februar 2018 på forlaget Straarup & Co. Bogen er oversat til dansk af Anne Krogh Hørning.

Politiken Live

Mød Thordis og Tom

Torsdag 6. februar 2018 kl. 19.30 kan du møde Thordis Elva og Tom Stranger til en snak om krænkelser og samtykke i Pressen. Forfatterne til bogen 'Rejsen mod tilgivelse' kan også opleves i Odense 7. februar 2018 og i Aarhus dagen efter.

Køb billetter her


  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce