Jeg har altid tænkt på Danmark som mulighedernes land. Lige fra jeg satte foden i Kastrup for at blive familiesammenført med min far for seks år siden, har jeg tænkt, at her spiller man efter fair regler. Hvis man knokler hårdt og gør sig umage, så skal det nok gå. Alle har lige muligheder. Det er den danske drøm. Det er det, der er forskellen på Danmark og så mange andre lande i verden: Her har alle en mulighed for at gøre det godt. Her har man ikke tabt på forhånd.
Så jeg har lagt planer. Drømt om at få hue på og køre i studentervogn – jeg kan faktisk ikke forestille mig noget mere dansk. Jeg har lagt planer for, hvordan jeg skulle blive ingeniør eller flymekaniker. Har man sådan en uddannelse, får man fast arbejde. Det er billetten til det gode liv. Man skal bare tage sig sammen, passe sin skole og løbe efter sine drømme.
Men for et lille års tid siden begyndte politikerne at tale om paradigmeskifte. Om at mennesker som jeg ikke skal integreres, men sendes hjem hurtigst muligt.
Det giver måske mening i mine forældres tilfælde. Dem behøver politikerne slet ikke at presse. Så snart der er fred, vil de tilbage til Syrien. De er opvokset der, de ved, hvordan alting fungerer der, og de har hjemve. Min far siger det tit selv: Vi ville væk fra bomberne, men så snart der er fri bane i Syrien, så rejser vi tilbage.
