For godt 12 år siden var jeg sammen med gode venner fra studiet taget til Florida som frivillig i Barack Obamas første præsidentvalgkamp. Om dagen stemte vi dørklokker i Miamis sorte fattige bydele. Om aftenen var der fest i den hvide rige bydel, hvor kampagnen havde indkvarteret os hos værtsfamilier bag hegn og vagter.
Jeg kan huske, hvordan vi en aften over en cocktail i haven talte med en ældre mand med hestehale. Han fortalte om, hvordan han var vild med at flyve business class med Air France. Bagefter spurgte han os til globaliseringen, dens konsekvenser for Europa og vores eget land, Danmark. Ville globaliseringen ikke i Danmark ligesom i USA betyde, at arbejderklassens jobs flyttede til andre lande, og en stor del af vores befolkning ville ende som arbejdsløse eller i dårlige jobs? Hvordan ville Danmark håndtere det problem?
Vi smilte og sagde, at det ikke var noget problem. Globaliseringen var entydigt god, og vi ville bare uddanne vores befolkning til bedre jobs. Konkurrence med andre lande var ikke noget, der holdt os vågne om natten. Vores vestlige samfund var innovativt modsat kinesernes, der bare kopierede. Jeg tror, at vi alle – både os og manden med hestehalen – følte os progressive, mens vi skålede i cosmopolitans.
Vores cocktailanalyse var nok naiv og studentikos, men vi stod ikke alene med den. Obama delte den. Og i Europas hovedstæder havde socialdemokraterne fortalt hinanden den samme historie i mange år. Det er den fortælling, der ligger bag støtten til EU’s fri bevægelighed for kapital og arbejdskraft, liberaliseringen af verdenshandlen samt frihandelsaftale efter frihandelsaftale.
