Farrollen er i opbrud. Den fraværende patriark er blevet en latterlig sagnfigur, mens den indlevende, nærværende far, der investerer tid og kræfter i sin familie, i stadig højere grad står som idealet. Og selv om den nye fadertype, der vil være lige så meget far, som mor er mor, ikke går fri af visse udfordringer, og på trods af at den angribes fra flere kanter, er den alt besværet værd. I al fald hvis man spørger psykolog og forskningsleder ved Rigshospitalet Svend Aage Madsen, der gennem et helt voksenliv har forsket i netop farrollen, og som sammen med sociologen Tobias Prentow har skrevet den nye bog ’Far for livet – en bog til manden som far’, der retter spotlyset mod det moderne faderskab.
»Al nyskabelse er forbundet med udfordringer. Men det her er en meget vigtig nyskabelse«, siger Svend Aage Madsen og fortsætter:
»Alle vinder, når far er lige så meget til stede i forældreskabet, som mor er. Far vinder den tætte relation til sit barn, som langt de fleste moderne fædre giver udtryk for, at de ønsker. Barnet vinder den gave, det er at have to lige stærke helt nære relationer. Og så er det jo åbenlyst også et gode i ligestillingens navn«.
Forandringen i farrollen er ikke sket hen over natten, understreger Svend Aage Madsen. Han mener, at far op til og med Anden Verdenskrig over en bred kam udgjorde en autoritær, men fjern skikkelse i barnets liv. I efterkrigstiden blev ’father’ så til ’daddy’, en fadertype, der investerede mere tid i sine børn, tog dem med på camping- og fisketure, men som fortsat ikke beskæftigede sig med hverken spædbørn eller barsel.
