Jonas:
Jeg husker en aften. Jeg kan ikke huske, hvad jeg har lavet inden. Jeg kan bare huske, at jeg kommer hjem en aften. Jeg åbner hoveddøren. Jeg kan høre vores hund gø inde fra min mors seng. Jeg tænker, hvad fanden det er, der foregår. Jeg går ind på min mors soveværelse. Så ligger min mor og har prøvet at tage en overdosis af piller og er ved at dø. Hun havde selvfølgelig også drukket. Jeg holder hende i live og sørger for, at hun ikke sluger sin tunge, og jeg ringer efter ambulancen samt til min morfar og moster. De kommer over, og min mor bliver hentet. Min moster spørger mig, om jeg er o.k., og om jeg har lyst til komme over til hende og sove. Jeg svarer bare, at jeg har det fint nok, og jeg bliver bare her. At jeg skal tidligt op i skole. Jeg sidder bare der med min hund. Og så går jeg i seng. Næste dag står jeg op og går i skole. Jeg kan huske, at det var hårdt, men for mig var det bare normalt at lægge en facade på.
Hun prøvede at begå selvmord. Planen var, at hun skulle tage sit eget liv. Men jeg tror, hun har gjort det som et råb om hjælp. Jeg tror, hun gjorde det, fordi hun vidste, at jeg ville komme hjem. Hun ville vise mig, at hun havde det elendigt. Der var jeg 17 år og lige startet i 1.g. Jeg boede alene med hende, efter mine forældre var blevet skilt seks år forinden.
