»Jeg har en veninde, der lige har mistet sin mor. Hun var væltet ned på gulvet om natten, og så lå hun der, fordi der ikke var noget personale, der opdagede det, for der var kun én på arbejde. Så kunne hun ligge der og være bange for at dø. Da hun endelig blev opdaget, blev hun kørt på hospitalet, hvor hun døde. Det er jo det, der foregår derude. Det er fuldstændig hjerteskærende. Og så bliver man jo bange for, om det kan ske for ens egen mor«.
Vi skal tilbage til 2015. Dengang begynder Dorte Baunsgaard Brandt at lægge mærke til, at noget er anderledes med hendes mor, Gerda Nielsen. Gerda glemmer flere og flere ting, og hun er begyndt at gå lange ture uden at vide, hvor hun skal hen. I 2016 kommer diagnosen: blandingsdemens, en blanding af Alzheimers og vaskulær demens, som er en demenssygdom, der er opstået af manglende ilttilførsel til hjernen, ofte på grund af små blodpropper eller hjerneblødninger.
I 2019 bliver demenssygdommen så invaliderende, at Dorte Brandt kun ser én udvej, at få visiteret sin mor til en plejehjemsplads. Det lykkes i slutningen af året.
»Jeg troede naivt, at min mor ville komme på et demensafsnit, hvor personalet ville være uddannet til at håndtere folk med en demenssygdom. For folk med demens kræver bare noget andet end ældre, der er raske i hjernen. Men sådan skulle det ikke være. Demensafsnittene var blevet nedlagt, fordi de kræver mere personale til det samme antal borgere«.
