Hun husker tydeligt sin første tur som sygetransportør. Manden, Grete Græsbøll og hendes makker skulle køre på hospitalet, vejede 130 kilo. Han skulle gelejdes op på en båre, der herefter skulle ud af huset og med alle deres kræfter trækkes gennem perlegruset i indkørslen, der oven i købet skrånede opad.
»Man lægger altid lige mærke til, hvilken slags belægning det er, når man ankommer til stedet. Og når det er perlegrus, er det sådan: »Åh nej«, fortæller Grete Græsbøll om dengang, hun i 2021 tog et markant sidespring i sit arbejdsliv.
Hun er i dag 55 år, uddannet teknikumingeniør og har en lang karriere bag sig inden for hovedsageligt tekstilbranchen både i Danmark og i Østeuropa. Men i 2020, da Grete pludselig stod uden arbejde, skulle der ikke mange overvejelser til, da en veninde spurgte, om hun da ikke skulle forsøge sig som ufaglært sygetransportør, ligesom venindens søn lige var blevet.
’Hvorfor ikke?’, tænkte hun, og kort tid efter befandt hun sig på et én-dags forberedende kursus sammen med omkring 20 andre, primært unge mænd. De skulle lære om løfteteknikker, hvordan man giver ilt og væske, og hvordan bilens materiel fungerede. Og snart var hun på sin første tur af mange, hvor de som ufaglærte sygetransportører tog sig af Falcks såkaldte D-kørsler – liggende patienter, der ikke er behandlingskrævende: Store mænd, der skulle bringes ned ad trapper med trappelift; bange, demente ældre, der skulle synges til ro og døende, der skulle køres på hospice. På alle måder en helt anden verden, end den Grete Græsbøll var vant til at færdes i – hvor teknik, tegninger, 3D-modeller og analyser dominerede. Nu var det det fysiske møde og nærkontakt med andre mennesker, der var det centrale.
