Da jeg for 13 år siden flyttede til København, havde jeg egentlig forestillet mig, at det var på en enkeltbillet. Men i sommer tog min hustru og jeg så konsekvensen af at have for lidt plads til vores familie og for få penge til at komme ind på boligmarkedet i København og flyttede til provinsen. Vi vidste godt, at livet som pendlere nok ville være det store minus i det regnskab, men hvor slemt kan det være?
Nu har jeg så levet det søde pendlerliv i et par måneder, og jeg kan allerede mærke, at jeg er kæmpefan. Der er noget magisk over at bo i et af verdens mindste – men dog rigeste – lande og opleve, at det stadig åbenbart er umuligt at få nogen form for transport til at glide.
Jeg bor sølle 80 kilometer fra min arbejdsplads, noget, der i det moderne samfund må betragtes som en sviptur. Men på trods af skiftende regeringers leflen for provinsen og insisteren på at bilde folk ind, at man sagtens kan flytte ud af den pulserende storby og stadig bevare en sammenhængende hverdag, hvis man arbejder i den kætterske hovedstad, føles det som at flytte 1.200 kilometer væk og 20 år tilbage i tiden.
Skal du hver morgen mod den udskældte og i Udkantsdanmarks øjne forkælede hovedstad for at skrabe ussel mammon sammen, har du to muligheder: bilen eller toget.
