Da familien flyttede til Bruxelles for anden gang, udviklede den 14-årige en særlig hobby. Uanset hvor vi gik hen, stoppede hun pludselig op og udbrød: Se! Det der er jo helt vildt!
Ok, det var ikke hendes førstevalg at flytte tilbage til Bruxelles, og de første uger fordøjede hun livets realiteter ved at udpege de absolut grimmeste huse, vi kom forbi. Hun overvejede sågar at lave sin egen Instagramkonto med samlingen, men den fandtes faktisk allerede, #uglybelgianhouses, for der er nok at tage af i Bruxelles. Grimme betonkolosser fra 70’erne står side om side med moderne glaskonstruktioner, der læner sig op ad et hurtigt opklasket murstensmorads.
Det mest forunderlige er, at der samtidig er store, vidunderlige kvarterer af belgiske byhuse med flere hundrede år på bagen, som vidner om en fordums tid, hvor hovedstaden besad en elegance, som mindede en hel del mere om Paris end i dag.
Hvad er der dog sket? Såmænd det samme som i andre storbyer: Industrialiseringen fra 50’erne tog fart og førte til en skødesløs omgang med byplanlægning og historien. Der skulle være plads til fremskridt og vækst, og derfor måtte en række gamle kvarterer lade livet. I Bruxelles skulle man også gøre plads til tilværelsen som Europas og Nato’s hovedstad, hvilket har bidraget til byens beholdning af grå betonkonstruktioner.
