Forestil dig, at du er til fødselsdagsfest med nogle venner. På bordet står en toplækker lagkage, en af dem, der får tænderne til at løbe i vand og enhver tanke om tilbageholdenhed og badevægten til at fordampe.
Du bliver bedt om at dele kagen i seks stykker, ét til hver. Du ved ikke, hvilket stykke der bliver dit. Hvordan deler du mon kagen? Formentlig i seks ret lige store stykker – så du er sikker på at få så meget som muligt.
Det er i al sin enkelhed det tankeeksperiment, som den amerikanske filosof John Rawls foreslog at lave for at indrette det bedst mulige samfund. Ideen er at placere sig selv bag et ’uvidenhedens slør’, hvor man ikke kender sine evner, sine forældres klasse, uddannelsesniveau eller velstand. Og så fra den position prøve at tænke over, hvordan samfundet bør indrettes. En elegant teori, som gjorde Rawls verdensberømt som forsker. Men berømmelsen har ikke ført til handling. Tværtimod.
Siden Rawls offentliggjorde teorien i bogen ’En teori om retfærdighed’ i 1971, er udviklingen i den vestlige verden stort set kun gået i den stik modsatte retning af, hvad Rawls’ tanker logisk burde føre til. I retning af mere ulighed, mere nedarvet velstand og større fokus på markedskræfterne.
