Jeg gad godt møde en israeler og sige: »Hey, jeg er fra Gaza. Jeg er ikke vanvittig, sådan som man har fortalt jer. Jeg er også bare et menneske«
Salah Eleyan er født og opvokset i Gaza. Knap en måned før krigen begyndte, flyttede han til Aarhus for at studere. Her sidder han nu og undrer sig over den danske dækning af konflikten, mens han venter på nyt fra familien. Det er sjældent godt nyt.
Salah Eleyan lægger sin mobiltelefon med skærmen nedad for ikke at komme til at se på den, mens jeg interviewer ham. Han har lige modtaget en sms fra Gaza, men han har ikke læst den endnu. Den er næppe opløftende, og han er bange for ikke at kunne koncentrere sig om at tale med mig, hvis der er dårlige nyheder hjemmefra.
Hele hans familie – forældre, fire søstre, tre brødre og deres børn – befinder sig i det nordlige Gaza. Selv sidder han i Aarhus.
Da krigen mellem Hamas og Israel brød ud, havde han lige taget fat på sit studieophold i kvantefysik på Aarhus Universitet, men den første måned af krigen gik med at forsøge at få tilladelse til at rejse hjem til familien. Det var umuligt.
»Jeg følte mig som en slags gidsel i Aarhus. Det er en af de lykkeligste byer i verden, overalt så jeg familier og børn og tænkte: »Grunden til, at I er lykkelige, er, at I er sammen«.
Hvad sagde din familie til, at du forsøgte at komme til Gaza?
»Min mor blev vred. Hun sagde: »I det mindste er du i sikkerhed. I det mindste er vi sikre på, at du overlever. Lad være at komme herned og presse os yderligere««.
I dag har Salah Eleyan indset, at rejseplanerne ikke bliver til noget lige foreløbig. I stedet bruger han tiden på at deltage i propalæstinensiske demonstrationer i Danmark, hvor han holder taler om situationen i Gaza. Han er en af de få aktivister, der er født og har levet stort set hele sit liv i det krigshærgede område.
»Det var, da jeg oplevede, at folk lyttede til, hvad jeg sagde, at jeg indså, at jeg kunne gøre mere her end der«.
Traumatiseret på afstand
Det meste af hans dag går med at følge nyheder om krigen på de internationale mediers hjemmesider, på sociale medier eller med at forsøge at komme igennem på telefon til familien i krigszonen. Af og til lykkes det at få en ansat på en FN-skole eller en -sundhedsklinik til at oprette et internethotspot, så de kan tale sammen et par minutter. Salah Eleyan modtager deres opkald med tilbageholdt åndedræt:
»Jeg lytter intenst. Er stemmen normal? Hvis den er, betyder det, at alle er i live, og så kører vi ellers bare: Hvordan har søster 1 det? Hvad med søster 2? Og søster 3? ... og så videre«.
I øjeblikket fylder den ekstreme mangel på mad det meste af samtalerne. Sådan har det været i ugevis. Salah Eleyans familie sulter:
»De gennemsøger ruiner og forladte huse for mad. Grøntsager eller dåser. Men efterhånden er alt væk. Nu forsøger de at kværne den hårde majs, som vi plejer at fodre hønsene med. Det bliver en slags underligt mel. Alt bliver spist. Alligevel kan de kun skrabe sammen til et enkelt måltid om dagen«.
»Det er hårdt. Især fordi Israel med vilje afskærer leverancer af mad og rent vand. Min familie sulter, fordi andre har besluttet, at det skal være sådan. Men det sjove er, at den situation ikke forhindrer min mor i at skælde mig ud, hvis hun finder ud af, at jeg springer morgenmaden over, inden jeg går på universitetet. »Man skal have tre måltider om dagen«, siger hun. Hun bliver virkelig vred på mig, hvis jeg springer bare ét over«.
I den første tid i Aarhus kunne Salah Eleyan slet ikke lave mad. Han spiste ingenting. Når han endelig faldt i søvn, vågnede han hurtigt igen og rakte ud efter telefonen for at se, om der var nyt om Gaza. Strømmen af live-nyheder fra Gaza er traumatiserende:
»Det skader mig mentalt, selv om jeg er langt fra krigszonen. At sidde passivt og se på, mens dit folk bliver dræbt og ødelagt, gør dig helt vanvittig. Nogle gange når jeg går på gaden, koger min hjerne bare over. Alt, jeg kan tænke, er: ’Det er uretfærdigt, det her!’. Det er som at gå i en parallel virkelighed«.
Det enorme pres gør det svært for Salah Eleyan at koncentrere sig om at studere og engagere sig i studiemiljøet:
»Jeg føler den samme smerte som min familie i Gaza. Jeg er selv en del af den her krigszone«.
Please, slip dem fri
Hvad tænkte du, da du først hørte om Hamas’ angreb på Israel 7. oktober?
»Jeg tænkte: ’Åh nej, nu kommer krigen. Nu kommer rædslerne’. Jeg så billeder og videoer af gidslerne og tænkte bare: ’Please, please, lad dem komme tilbage. Slip dem fri’. Jeg så frygtelige billeder – nogle endda af ældre kvinder, der blev bortført, og bad til, at de blev sluppet fri«.
Kom angrebet bag på dig?
»Nej. Situationen for palæstinenserne er blevet mere og mere håbløs de seneste mange år, og den israelske højreregering har kun gjort det værre: flere bosættelser, hårdere blokade. Folk sultede i Gaza – også inden krigen. Samtidig så vi Vesten bakke Israel op. Uanset hvor meget de udvidede bosættelserne, og hvor mange overgreb de begik, trak Vesten ikke for alvor sin støtte. Oplevelsen af uretfærdighed var enorm. Trykket steg – noget måtte ske«.
Salah Eleyan levede i Gaza helt frem til efteråret 2022, hvor han for første gang fik lov at rejse ud af området, fordi han skulle på studieophold i Frankrig og senere i Danmark. Selv i de rolige perioder, hvor volden mellem israelere og palæstinensere har været begrænset, har hverdagen i Gaza ifølge ham været præget af det, han kalder chikanerier fra israelsk side. Som eksempel nævner han den ustabile elforsyning i området:
»Afbrydelserne var et dagligt pres. Man gik hjem fra skole og så, at der ikke var lys i husene, og så vidste man bare: ’Nå, nu kan jeg ikke aflevere mit hjemmearbejde. Nu kan jeg ikke lade min telefon op’. Det er stressende«.
Da Salah Eleyan kom til Frankrig, opdagede han, hvor meget den langvarige blokade af Gaza havde sat sig i hans måde at tænke på:
»En eftermiddag ville jeg koge vand i en elkedel. Jeg tændte, men den virkede ikke, og så tænkte jeg helt automatisk: ’O.k., så må jeg vente og holde øje med, hvornår strømmen kommer tilbage’. Men så slog det mig: ’Hey, her er der jo strøm hele dagen’. Det viste sig, at jeg havde glemt at sætte stikket i kontakten«.
»Nogle tænker nok, at en ustabil elforsyning er en lille detalje. Men når man kæmper med det hver dag, er det en lidelse. Især fordi det ikke behøvede at være sådan«, siger Salah Eleyan, der hele sin barndom har kunnet se lysene fra den israelske side af grænsen.
»Folk vil sige: Hvis jeg alligevel skal dø, så vil jeg dø som kriger«
Håbløsheden ramte ham for alvor, da han som ung indså, hvor vanskeligt det er at kæmpe sig til et bedre liv.
»Du går i skole, i gymnasiet, på universitetet. Gør dig helt vildt umage. Får gode karakterer. Og hvad så bagefter? Ingenting. Der er ingen muligheder. Ingen jobs«, siger Salah Eleyan.
Samtidig var det nærmest umuligt at komme ud af Gaza for at finde veje til et bedre liv. Han forsøgte flere gange at få tilladelse til at rejse til fysikkonferencer i Ramallah på Vestbredden, men fik afslag.
»Det var grotesk. For palæstinenserne i Ramallah og jeg tilhører samme land. Men Israel forhindrer os i at mødes. Faktisk var det først, da jeg kom til Aarhus, at jeg mødte en palæstinenser, som ikke var fra Gaza, men fra Jerusalem. Indespærringen gør håbløsheden endnu dybere«, siger han og peger på, at netop den følelse forklarer, hvorfor han ikke var så overrasket over Hamas-angrebet 7. oktober.
Nogle palæstinensere så Hamas’ angreb som en opløftende modstandshandling. Deler du det synspunkt?
»Jeg har hele min familie i Gaza. Det vigtigste for mig er, at de ikke bliver dræbt eller kommer til skade. Det fylder alt for mig«.
Så bare for at forstå: Så du Hamas’ angreb som en opløftende modstandshandling?
»Vi kan kun være enige om, at det er uacceptabelt at dræbe uskyldige mennesker. Samtidig har alle folk, som er besat, ret til at gøre modstand. Det havde det danske folk også, da I var besat af nazisterne. Hamas’ angreb var et voldeligt udtryk for det«.
»Det er uretfærdigt at isolere angrebet fra alt det, der er foregået de seneste 75 år – etnisk udrensning, undertrykkelse, besættelse og belejring. Gør man det, fører det bare til mere smerte og lidelse. Det tjener alene undertrykkerne«.
Så hvordan ser du på Hamas?
»Jeg føler ikke selv, at jeg hører til dem, eller at jeg er tæt på dem«.
Israels mål er at udslette Hamas. Tror du, det er muligt?
»Nej, absolut ikke. Hamas er overalt i Gaza. Og hvis Hamas skulle forsvinde, kommer der bare nogle andre. Og oven på en krig som den, vi ser nu, vil situationen være blevet endnu værre, og så længe folk ikke har frihed, selvbestemmelse, værdighed, vil de blive ved med at presse på for at få det. Næste generation vil tage over. Folk vil sige: ’Hvis jeg alligevel skal dø, så vil jeg dø som kriger’«.
Forstår du Israels behov for at forsvare sig efter angrebet 7. oktober?
»De er bange for at blive overfaldet igen. Men det, man er bange for skal ske for israelerne, sker lige nu og her for palæstinenserne. Der er en hypotetisk risiko for, at Israel vil blive angrebet i de kommende år, men der er en 100 pct. sikkerhed for, at et palæstinensisk barn vil blive dræbt inden for de næste 10 minutter. Det er, som om man glemmer det allervigtigste: almindelige menneskers liv«.
Vi er ikke tal
Salah Eleyan svarer velvilligt på spørgsmål om Hamas. Men faktisk er han irriteret over de vestlige mediers store optagethed af palæstinenseres holdninger til gruppen og begivenhederne 7. oktober.
»Det insinuerer, at lidelsen begyndte 7. oktober. Der er mange med palæstinensiske rødder i Danmark. Hvorfor tror I, at de er her? Det er, fordi de blev fordrevet fra deres land. Man tager ikke deres lidelse alvorligt, i stedet peger man fingre ad dem og tvister narrativen«.
Salah Eleyan oplever, at tendensen til at tviste narrativen er et generelt problem i den danske dækning af krigen:
»Tag f.eks. den store demonstration i København 7. januar. Talerne, det store fremmøde, fællessang og protestråbene rørte mig dybt. Det var min lykkeligste dag i tre måneder. Men da jeg så mediedækningen, fik jeg et chok. Den fokuserede på en kvindelig demonstrant med et provokerende skilt. Hun havde stået og viftet med det for at få nogen til at overfalde hende, så hun kunne komme i medierne. Og det kom hun. Alle medierne ville tale med hende. Men er det virkelig den vigtigste historie, når man dækker en demonstration fuld af mennesker, der mister deres kære i en brutal krig?«.
Under støttedemonstrationen for Palæstina 7. januar i København medbragte flere deltagere figurer af fredsduer.
Debatten handlede vel dybest set om, hvorvidt demonstranterne respekterer andres frihedsrettigheder ...
»Ja, men demonstranterne er hverken hadefulde eller voldelige. De er sårede. Dybt sårede. Man kunne godt vise dem lidt sympati og forståelse. Det ville være hjælpsomt i stedet for at blive ved med at benægte det rimelige i deres smerte«.
I det hele taget er store dele af den vestlige presses dækning dehumaniserende over for palæstinenserne, mener Salah Eleyan:
»Ofrene på den israelske side beskrives som hele mennesker. Det beskrives i detaljer, hvem de var, hvad de lavede, hvad deres hobbyer var. Vi ser fotos af dem. Jeg synes, det er godt, at vi hører om dem. Ofte græder jeg, når jeg læser historierne. Jeg føler med dem. Men jeg er ked af, at den slags historier sjældent fortælles om ofrene fra min side af konflikten«.
De fleste medier vil rigtig gerne lave den slags historier, men sagen er, at vi kan ikke komme ind i Gaza.
»Ja, men I kunne have besøgt Gaza i de forløbne 70 år – der har været masser af ofre at fortælle historier om. Meget få medier kom. Når det gælder den her krig, har I stadig chancen. I kan godt nå folk i Gaza, hvis I gør jer umage ... Hvis I vil«.
O.k., så fortæl mig en historie om et af ofrene, sådan som du gerne ville have haft, at den var blevet fortalt i medierne.
»Min nevø Karam, der ikke engang var fyldt tre år, blev dræbt af israelske bomber i december. Et halvt år inden han blev dræbt, fik han en lillesøster, Maryam. Så snart han vågnede om morgenen, spurgte han sin mor, om lille Maryam havde fået mad. Hvis hun græd, vuggede han hende«.
»Han var fuld af spilopper. Den nat, han blev dræbt, vågnede han ved 3-tiden og sagde: »Jeg vil danse«. Hun svarede: »Det er ikke tid til dans nu, du. Det er midt om natten«. Men han ville ikke sove, så han dansede. Til sidst blev han dog træt og lagde sig ned igen og faldt i søvn. Et par timer efter blev han dræbt«.
»Tænk, at det sidste han sagde, inden han døde, var, at han ville danse. Det er sådan en underlig følelse. Hele den måned op til var han blevet enormt traumatiseret af at være nødt til at flygte fra sit gamle hus og blive stuvet sammen med mange andre mennesker et nyt sted. Han ville hele tiden holde sin mor i hånden. Han ville ingen steder uden hende. Lydene fra krigen vækkede ham om natten. Han var skrækslagen … og så ville han danse ... lige netop den nat, han blev dræbt«.
Salah Eleyans søsters toårige søn blev dræbt i Gaza i december. Her er hendes afskedsbrev til ham
De har dræbt min Karam, mit elskede barn, min øjesten, min søn, som ikke engang var to år og fire måneder, ham, der havde en engels ansigt og de mest fortryllende øjne. Ham, i hvem jeg så en storhed som hos ingen andre. Ham, som jeg følte en så stærk kærlighed og tilknytning til, at jeg aldrig kunne holde ud at se tårer i hans øjne.
Jeg afholdt mig fra at dele billeder af ham på de sociale medier. Men nu skal hele verden få dig at se, min helt og min stolthed.
Jeg havde aldrig forestillet mig at komme til at leve i en verden uden de skønne morgener, hvor han så på mig med sit blide blik og charmerende smil og hilste godmorgen. Hvor jeg dog savner sådan en morgen med dig, min sjæls lise. Uden dig, lille pus, er mine morgener blevet forældreløse.
En decembermorgen klokken ti minutter over seks, satte mine prøvelser mig stævne – jeg skulle opleve tab, smerte, suk og skrig. Jeg glemmer aldrig det mareridt. Det israelske luftangreb ramte huset lige ved siden af det, som vi lå og sov i. Jeg husker kun, at jeg pludselig lå under murbrokker og skreg i vilden sky, ikke af angst for, hvad der var sket med mig, men for hvad der var sket med mine børn, Karam og Maryam. Jeg kunne ikke høre dem. Heller ikke høre gråd fra dem.
Min mand befandt sig heldigvis i den anden ende af huset og var uskadt. Han hørte mig, skyndte sig at komme og kæmpede for at få mig fri. Jeg ledte efter Maryam. Vi fandt hende. Hun var ved at blive kvalt, men blev reddet i tide. Vi ledte efter Karam under murbrokkerne, vi skreg og råbte hysterisk hans navn, men Karam svarede ikke, selv om han havde ligget og sovet ved siden af mig lige før luftangrebet.
En halv time senere blev jeg ført væk. Min fysiske og mentale tilstand var så dårlig. Min mand fortsatte med at lede.
Kort efter fandt de mit livslys, liggende som martyr i et hjørne af huset. Han lå under flere andre lig, som var blevet slynget ud af det bomberamte hus. Bombardementerne fortsatte, og situationen var ekstremt farlig, så han blev begravet i al hast, uden at jeg fik mulighed for at kramme og omfavne ham og sige et sidste farvel.
Mit hjerte bløder for dig, lille pus, og det vil det blive ved med at gøre.
Tårerne ætser sig ind i mit ansigt.
Længslen brænder i mig. Lad mig få dig at se, min søn – også selv om det blot er i en drøm.
Jeg savner sådan dit blide blik, dine varme omfavnelser, de kærlige ord og lindrende kys.
Og Maryam savner dig også så meget. Hun prøver at finde dig i ansigtet på andre børn, hun pludrer til billedet af dig, hver gang hun ser det. Hun græder, hvis det bliver taget fra hende. Hun drages, blot hun hører dit navn blive nævnt, og hun kalder på dig på sit eget sprog. Hvordan skal Maryam kunne forstå, at hun for evigt skal være dig foruden, at hendes bror, hendes kærlighed og ledsager er blevet taget fra hende?
Din far kan ikke holde livet ud uden dig. Hvordan skal hans hjerte kunne bære det, når du var ham så kær og var der for ham hver eneste dag? Du var der altid, når han kom hjem fra arbejde. Du omfavnede ham og kyssede ham i panden som en hilsen.
Det næste chok kom 22. januar. Der slog de dine minder ihjel. De bombede vores hus. Jeg havde et ønske om, at når krigen var forbi, skulle jeg sove i din seng, sætte mig på den plads, du plejede at sidde på, snuse til dit tøj og tage dit legetøj i hånden. Men nu har de ødelagt det hus, som du elskede.
Mine sorger og tårer er blevet endnu flere. Selv minderne om dig har de taget fra mig. Et liv uden dig, min lille skat, kan ikke længere kaldes et liv.
Dette land kunne ikke rumme din storhed og din skønhed. Du er taget til et langt smukkere og mere ærværdigt sted, et sted, hvor alt det, som du elsker og ønsker, findes.
Glem os ikke, for vi elsker dig. Du har givet mig titlen af ’mor til en martyr’. Du er en lise for mit sind og min sjæl, min lille Karam, som jeg hengivent plejede at kalde dig.
Efter din død og efter ødelæggelsen af vores hus skal jeg ikke kunne sige, om der vil blive sat en stopper for vores smerter og lidelser, eller om andre prøvelser venter forude. Krigen er stadig i gang, blodet flyder fortsat, og tabstallene vokser og vokser ...
Oversættelse: Jacob Giese
Efter nevøens død gennemsøgte Salah Eleyan det ene nyhedsmedie efter det andet for at finde beretninger om de mennesker, der var blevet dræbt i angrebet, men han fandt ingenting.
»Der døde rigtig mange i det angreb den nat. Familier, der lå og sov i deres senge, blev knust under murbrokker, men ikke en eneste artikel blev der skrevet om dem«.
»Det er, som om medierne bare gør os til tal. Nu er 2.000 døde. Så 3.000, så 7.000, nu mere end 20.000. Hver tredje dag et nyt tal. Men vi er ikke tal, vi er mennesker«.
Gaza skal være demokratisk
Salah Eleyan drømmer om våbenhvile. Om en pause fra bekymringerne om, at hans familie og venner bliver dræbt eller såret i krigen. Men på længere sigt drømmer han om langt mere end det:
»Jeg håber på, at man vil åbne grænserne til Gaza, så der kan komme investeringer ind, og man kan genopbygge og med tiden skabe et demokrati«.
Mange har peget på, at det lige så godt kan ende med et totalitært styre og endnu mere undertrykkelse. Hamas vandt trods alt valget i 2006.
»Hvis Danmark havde været besat i årtier af en fremmed magt, så ville I nok også vælge dem, der gjorde mest modstand mod undertrykkelsen, ikke? Folk vælger efter det miljø, de bor i. Man bliver nødt til at give folk frihed, før de kan begynde at tænke som frie mennesker. Hvis man får bare en smule håb og retfærdighed, vil det påvirke måden, man tænker og handler på. Derfor skal alle forbrydelserne undersøges til bunds. Dem, der sidder på magten nu og begår forbrydelserne, skal underkastes undersøgelser og fjernes fra magten. Derfor er det vigtigt at bakke op om folkedrabssagen ved Den Internationale Domstol. Domstolen skal have frie hænder og opbakning til at komme til bunds i det her. Får den det, vil man acceptere den konklusion, den kommer med«.
»Ved du hvad?«, spørger Salah Eleyan. »Jeg vil faktisk rigtig gerne møde en jøde, en israeler. Også selv om han tilhører den anden side«.
Hvorfor er det vigtigt for dig?
»Jeg har bare den her følelse af, at vi alle er mennesker, også selv om vores kontekster er forskellige. Jeg er vokset op i det nordlige Gaza, tre-fire kilometer fra grænsen, og lige derovre er der en hel anden verden. Jeg gad godt forklare dem: ’Hey, jeg er fra Gaza. Jeg er ikke vanvittig, sådan som man har fortalt jer. Jeg er også bare et menneske’. Måske kunne jeg forklare dem, hvad der sker i Gaza for mennesker, som ligner dem selv. Mennesker med drømme, som ligner deres«.
Da interviewet er færdigt, læser Salah Eleyan sms’en, han modtog, lige inden vi begyndte at tale sammen. Den er fra hans søster Asmaa. Det er hendes afskedsbrev til sønnen Karam. Ham, der blev dræbt under bombardementerne i december. Ham, der ville danse.
»Det er den værste sms, jeg har fået i mit liv«, skriver han efterfølgende til mig i en e-mail. »Flere dage efter, at jeg havde læst den, sad jeg bare i en tilstand af ubærlig ulykke og sorg«.
