»Jeg er her med et budskab: Jeg tror, han vinder«. Den amerikanske sociolog John Campbell har set på mange meningsmålinger gennem et langt liv som ekspert i regeringsførelse og politiske institutioner. Nu sidder han i et lokale på den gamle porcelænsfabrik, der i dag er Copenhagen Business School, og peger på hele seks styk, ganske friske. De peger alle én vej: USA’s forhenværende, ifølge nogle af sine tilhængere ulovligt afsatte præsident, Donald J. Trump, er favorit til at vinde det kommende præsidentvalg.
Næsten otte år efter, at store dele af den meningsdannende elite, herunder John Campbell selv, fik et chok over Donald Trumps sejr ved det amerikanske præsidentvalg, er det sandsynligt, at Trump kan gentage succesen. Denne gang vil sejren få langt større og mere varige konsekvenser end sidst både for det amerikanske demokrati og resten af verden. Det understreger John Campbell, hvis nyeste bog ’Institutions Under Siege – Donald Trump’s Attacks On The Deep State’ handler om, hvor dybe og varige forandringer Trump skabte i USA’s politiske institutioner i sin første embedsperiode. Vel at mærke, understreger han, trods manglende politiske erfaring.
»Sidst, Trump fik magten, vidste han ikke, hvad han skulle bruge den til. Det har ændret sig nu, og det er det skræmmende. Denne gang vil han kunne udnævne folk, som rent faktisk forstår at dreje på magtens håndtag. Han kan gennemføre alt det, han gerne ville have gjort i første omgang«.
John Campbell har gennem et halvt århundrede bedrevet komparative studier i forvaltning sammen med sin danske forskermakker, politologen Ove Kaj Pedersen. Sammen har de udgivet bøger om, hvor politiske ideer opstår, hvordan samfundsinstitutioner forandrer sig, selv Oxford-håndbogen i at sammenligne institutioner har de redigeret sammen. Men Donald Trumps succes med at omkalfatre amerikansk politik og institutioner, har fået John Campbell til at indse, at der var en hel del om samfundsinstitutioner, han og resten af den politiske forskning ikke havde set klart nok. For eksempel, hvor skrøbelige de er.
